En lang dag.

Det har været en lang, men også god dag, som snart er slut. Og en dag, der bød på en del overraskelser. Jeg startede som sædvanligt med lysterapi. Så kunne jeg gå hjem og svare på alle de beskeder, der hobede sig op på Facebook. I eftermiddag var jeg for første gang i Retten i Kolding, hvor jeg var indkaldt som domsmand. Det var en "simpel" voldssag (det er jo aldrig simpelt for de implicerede), men alligevel gav det noget specielt at føle det ansvar der følger med når man sidder der. I aften stod så på spisning på Da Isabella, hvor der desværre var mandefald. En måtte melde sig syg og en anden udeblev. Men det gjorde det jo bare billigere for mig. :-)

Og så kommer overraskelserne: Min mor ringede mens vi sad og spiste. Jeg ville dog ikke lige tale på det tidspunkt (aldrig mens jeg spiser). Men jeg ringede til hende da jeg kom hjem. Og det var så første gang i halvandet år jeg talte med hende. Jeg blev i dag onkel for anden gang. En lille ting, der dog kan irritere mig lidt her bagefter er, at vi bare talte som om, at det der skete for halvandet år siden slet ikke var sket. Men vi bliver nødt til at få talt om det, hvis der skal ske fremskridt i familien. Og måske ER det mig der skal tage den op på en eller anden måde. Spørgsmålet er jo bare hvordan? For det vil helt klart give diskussioner hvis jeg gør det. Og orker jeg det? Men det må være noget der kommer i fremtiden. Lige her og nu vil der ikke ske. Nu skal jeg bare nyde resten af fødselsdagen. :-)

Venner?

Jeg har i aften (eller nærmere i går aftes) været til en privat fest, hvor jeg efterfølgende er kommet til at tænke på, at jeg måske skal overveje hvem jeg vælger som venner. Det var egentlig en okay aften med mad og sprut, men jeg er kommet til at tænke på hvad der hovedsageligt var aftenens samtaleemne: en kvinde (der ikke var til stede ved festen), som åbenbart har en masse utiltalende karaktertræk. Jeg har kun mødt hende en enkelt gang, så kan slet ikke udtale mig om, om det er rigtigt, men det slog mig efterfølgende, at den slags mennesker kan være meget svære at stole på. For hvordan vil de omtale mig når jeg ikke er til stede? Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg da grinede med på deres kommentarer, men kunne jeg andet? Det vil jo være svært at forsvare en person man overhovedet ikke kender. Eller er det bare en god undskyldning? Jeg vil blot håbe, at jeg er bedre end dem hvad den slags angår. Jeg vil helst ikke bagtale folk. Og jeg vil helst heller ikke have den slags venner. Så jeg må nok kigge efter nogle andre at blive venner med her i byen...

En god dag at leve...

I dag har været en god dag. Også selvom der ikke har været noget decideret unikt over den. Men summen af dagens oplevelser har været med til at gøre den god.

Jeg stod op klokken 7, så jeg kunne nå til lysterapi hos lægen klokken 8. Efter en halv times lysterapi var det hjem og slappe lidt af på sofaen. Ind imellem fik jeg ryddet nogle småting af vejen. Ved middagstid fik jeg smidt julepynten i kælderen, og så gav jeg mig til at scanne dokumenter fra Lokalhistorisk arkiv ind på computeren. Dem skal jeg bruge senere, når der skal indhentes tilbud på facaderenovering. Og så skal de lægges op på hjemmesiden. Og så gjorde jeg noget jeg ikke har gjort i meget lang tid: Jeg slukkede fjernsynet og gav mig skiftevis til at læse og til at nyde den blå himmel, der efterhånden dukkede frem bag skyerne. Og sådan brugte jeg det meste af eftermiddagen. Til aften var jeg på Postgaarden og spise sammen med Peter (den lune æbletærte med vanilleis skal helt klart gentages) og efter jeg kom hjem fik jeg læst en del mere (Jussi Adler-Olsens Alfabethuset) og set dokumentar på DR1.

Det lyder ikke af så meget, men for mig har det været en dag med sysler, der har gavnet min sjæl. En dag med fordybelse og tid til eftertanke. Og forkælelse. Det tror jeg jeg vil gøre mere af i fremtiden...

What to do?

Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen. Lige nu følger jeg bare strømmen, men det føles forkert. Jeg lader dagene, ugerne og månederne gå uden at jeg kommer videre. Det er jo også bare nemmere. Men risikoen er jo, at jeg er tilbage i samme spor som jeg var i starten af 2010. Og det er jo ikke ligefrem et godt spor at være i... Så hvad pokker skal jeg gøre? Hvad er min drøm? Hvordan kommer jeg ud af det nuværende spor før det er for sent?

Maven og psyken.

Det går (igen) den forkerte vej med maven. Jeg døjer med kvalme og mavepine. Jeg har en fornemmelse af, at det er fordi jeg (igen) er gået ned i dosis på binyrebarkhormon. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at lægen gerne vil have mig ud af medicinen (en bivirkning ved langvarigt brug er knogleskørhed), men når det går sådan her hver gang, så bliver jeg lidt træt af det. Også fordi det har indvirkning på mit humør. Lægen har godt nok foreslået et alternativ til at fortsætte med pillerne: skum med binyrebarkhormon, der skal indsprøjtes lokalt. Og det kan jeg simpelthen ikke. Meget kan man få mig til, men ikke det. Når jeg har været til undersøgelser hvor jeg har skullet være udrenset, har jeg heller ikke kunne tage det klyx der følger med. Og det her skulle jeg så tage flere gange om dagen... Nej tak. Det kan jeg simpelthen ikke. Så vil jeg altså hellere løbe risikoen med knogleskørheden...

Jeg tænker... II

Jeg ligger og tænker tilbage, og af en eller anden årsag kommer jeg til at tænke på en aften i min folkeskoletid. Vi var til klassefest og det blev holdt hjemme hos en af klassekammeraterne. Da det var blevet mørkt gik vi rundt udenfor og kiggede på nattehimlen. Det var en aften med mange stjerneskud og alle de andre fik øje på mange. Men jeg kunne ikke se et eneste. Og det irriterede mig. For hvordan skulle jeg kunne få mine ønsker opfyldt, når jeg ikke kunne se stjerneskuddene? Og jeg havde så mange ønsker jeg ville have opfyldt...

Siden har jeg set mange stjerneskud. Og ønskerne er ikke blevet opfyldt af den grund. Men allerede dengang følte jeg mig udenfor. Følte mig anderledes. Følte at jeg ikke hørte til. Det har kun ændret sig meget lidt siden. Måske er det fordi jeg ER anderledes? Fordi jeg er udenfor? Jeg har i hvert fald svært ved at finde min plads i samfundet. Jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg hører til...

Jeg tænker...

Jeg tænker meget på Døden i øjeblikket. Selvfølgelig tænker jeg også på Livet, men jeg tænker mest på Døden. Jeg tænker på, om det virkelig ville være så slemt at dø. Om det ikke bare ville være som at sove uden drømmene. Og så selvfølgelig, at det ville være for evigt. Men uden alle smerterne. Uden problemerne. Uden følelserne. Og hvorfor gør jeg så ikke noget ved det? Jeg har jo forsøgt før. Jeg tror det måske er fordi jeg er bange. Ikke for Døden. Den vil være en befrielse. Men jeg er bange for at træde ved siden af. Jeg kører på autopilot, og lader tingene ske af sig selv. Uden at stå imod. Uden at vide hvad jeg vil. Derfor føles Døden som et rigtigt godt alternativ...