Jeg gjorde det.

En dag som langt hen af vejen gik, som jeg havde forventet. Og så måske alligevel ikke?

Jeg fik taget opgøret med bankrådgiveren. Og som forventet fik jeg ikke noget ud af det. Han sagde, at hvis jeg ikke ville indfinde mig under de regler de havde, så kunne jeg jo bare finde en anden bank. For budgetkontoen var ikke en man skulle overføre fra. Og havde jeg brug for det kunne han gøre det for mig. Eller han kunne give mig et bevilget overtræk. Så det fik jeg. Dog først efter jeg havde undersøgt om Kolding afdelingen af Spar Nord ville have mig. Det ville de heller ikke. Man føler sig sq lidt uønsket...

Men det slog mig ikke ud. Så jeg takker Skaberen af Cymbalta, Truxal og Mirtazapin for at jeg stadig er her. :-)

Nu skal jeg bare have fundet ud af hvordan jeg skal komme videre. Jeg skal have mindst mulig kontakt med bankrådgiveren, så jeg ikke kommer til at sige noget dumt. Helt ærligt, så havde jeg det på et tidspunkt i eftermiddags, at havde jeg haft muligheden for det, så havde han ikke været i live nu. Så det er nok godt, at vi bor i lille Danmark....

Godt jeg er på medicin...

I dag fandt jeg ud af, at den antidepressive medicin har sin virkning. Jeg ville overføre penge fra min budgetkonto til min lønkonto, som jeg har gjort så mange gange før. Men i dag kunne jeg ikke. Jeg tror, at bankrådgiveren - igen - har lukket for muligheden. Og - igen - uden at give mig besked. Og det pisser mig af. Det første jeg gjorde var at skrive en mail til ham. Men den får jeg jo først svar på i morgen. Så jeg gik mig en lang tur. Og det kølede mig da lidt ned. Jeg fik tænkt over min situation, og jeg har besluttet mig for, at sådan noget skal han ikke bare have lov til at gøre. Så i morgen - når han svarer på min mail - ringer jeg til ham. Og så skal der styr på det her. Ellers skal jeg sq ha en anden rådgiver! For det her vil jeg ikke finde mig i! Men nu må jeg se hvad morgendagen bringer. :-)

Derud af...

Det går godt. Det føler jeg i hvert fald det gør. Jeg går og overvejer hvad jeg skal bruge fremtiden til. Om jeg skal fortsætte hvor jeg er, eller om jeg helt skal skifte spor. Jeg går og tænker på, om jeg måske skulle starte noget for mig selv. Men kan jeg klare det? Det er jo ikke forbandet nemt, og min selvdisciplin er jo ikke ligefrem noget at prale af. Måske SKAL jeg bare have en chef. Eller måske en partner. En der kan holde mig i ørerne.

I slutningen af oktober tager jeg i hvert fald på Joomla kursus i Kolding. Så må jeg se om det er noget for mig at networke på den måde. Med folk jeg aldrig har mødt før. Og bliver det en succes, ja, så er det jo bare genialt. Og firmaet betaler jo. Jeg har bare en fornemmelse af, at det ikke er det rigtige sted jeg er. På trods af al den hjælp og opbakning jeg har fået. Der er et eller andet jeg ikke kan sætte fingeren på pulsen. Noget der skal være anderledes. Men det kommer jo nok til mig hvad det er. Forhåbentlig da...

Som tiden dog går...

Det er egentlig utroligt så hurtigt tiden kan gå når man har det godt. Og det har jeg haft de sidste par dage. Weekenden var helt okay, men de efterfølgende dage har bare været knaldgoe. :-)

Mandag var jeg på arbejde, og jeg fik en længere snak med Ulla efter jeg havde haft møde med Chefen og en repræsentant fra kommunen. De ville gerne have mig noget mere ud, så jeg får færre nedture. Og jeg kan godt følge dem i det. Så nu vil repræsentanten finde nogle tilbud til mig.

Den lange snak jeg havde med Ulla trak så meget ud, at jeg først kom hjem ved 15-tiden. Så jeg havde ikke så meget tid hjemme før jeg smuttede ned og spise og så til borgermøde. Bagefter var det bare hjem i seng.

Tirsdag startede med et smut til lægen og advokaten. Lægen var bare en vitamin indsprøjtning. Før middag smuttede jeg ned på Lokalhistorisk arkiv for at finde nogle billeder af og oplysninger om ejendommen. På vejen hjem smuttede jeg forbi tatovøren og apoteket. Jeg spiste sammen med Peter og jeg fik rettet lidt op på hans computer. Da jeg kom hjem ringede jeg til min lillebror, og vi fik talt i omkring 2 timer. Tror sq det er det længste jeg nogensinde har talt med ham. Men han havde brug for det...

I dag har mit humør været helt oppe og ringe, og jeg tror nu også godt folk omkring mig har kunnet mærke det. Og det er skønt. Især på sådan en regnvejrsdag. Nu skal det bare fortsætte. :-)

Morgendosis.

Og her gik jeg og synes, at jeg var ved at komme ned i pille forbruget. :-) Jeg får 5 piller om aftenen udover dem her...

Forfald...?

En ret fin dag...

I dag har der egentlig været en hel del lyspunkter, som har gjort det til en god dag. Og de har været:

Fået taget blodprøve på sygehuset af en sygeplejeelev, som gjorde det uden vanskeligheder eller problemer overhovedet.

Fået sat mit kryds. Og i år var det personligt. :-)

Fået handlet ind og samtidig stemt igen, denne gang med maven (de cupcakes var forbandet gode).

Rodet rundt med computeren (den blærbare) og med hjemmesiden (som der dog desværre stadig ikke er den store opbakning til).

Været nede og spise sammen med Torben, Verner og Peter og samtidig hygget os gevaldigt.

Bestemt mig for, at nu skal tingene være anderledes. Nu skal der ske noget andet. Nu skal mit liv ændre sig - og samtidig sat mig et andet sted i stuen (om det holder og eventuelt virker vil fremtiden vise).

Har fået hevet den forbandede tand ud, som har drillet mig den sidste uges tid.

Så nu skal jeg bare:

Holde ved de ændringer jeg har bestemt mig for.

Få ro over min hverdag, så jeg kan skippe Truxal, og dermed få et bedre styr på min fysik igen. Og på min hjerne.

Få sparket forkølelsen af helvede til igen, så jeg kan ligge normalt ned og sove (pt. er det med dynen i ryggen).

Der er højest sandsynligt flere ting, men lige nu er mit hoved så tungt, at jeg ikke kan koncentrere mig om det. Så vil forsøge at sove og - forhåbentlig - komme på arbejde i morgen.

Hvor meget er for meget?

Jeg ændrer mig i øjeblikket. Eller rettere: pillerne ændrer mig. Og jeg tænker på, om det mon er i orden? Det hjælper mig jo til at komme igennem en vanskelig situation, men hvor meget må jeg ændre mig? Og i øvrigt hvilken retning? Og må ændringen være permanent, så jeg ikke længere er den person jeg tidligere var? Man siger jo, at man skal udvikle sig, men hvis jeg udvikler mig til en pillenarkoman, som er i live og alle kan li, er det så i orden? Eller er det bedre jeg udvikler mig til en person ingen kan li, men som er fri for at tage piller...? Jeg ved godt jeg springer fra den ene yderlighed til den anden, men så langt fra virkeligheden er det jo nu heller ikke. Og hvad nu hvis JEG ikke kan li den person jeg bliver, som alle ANDRE kan li? Skal jeg så blive den person...?

Hvornår starter dagen og hvornår slutter natten?

Klokken er nu halv fire, og jeg har ikke sovet siden jeg stod op. Det ser ud til, at jeg har risiko for, at jeg vender om på nat og dag. Og det er sq noget lort! For så kommer jeg sq da aldrig tilbage på arbejde. Ja, jeg har heller ikke været på arbejde i dag. Mit hoved står næsten stille (hvilket jo faktisk er godt, for så er der ingen selvmordstanker på spil), så jeg føler det vil være spild at tage på arbejde. For der skal jeg jo trods alt bruge hovedet bare en lille smule. Det forventes det i hvert fald. Og når jeg så har meldt mig syg lægger jeg mig til at sove igen. I dag var den 11 da jeg stod op. Og så har jeg brugt dagen på... Computer (den bærbare - den stationære er midlertidigt ukampdygtig)... Fjernsyn... Og... Spisning på hotellet. Det er sq da for helvede ikke en måde at bruge dagen på! Jeg er jo ved at synke tilbage i en zombie tilværelse, som jeg for længst troede jeg var ude af. Men jeg skal vælge mellem pest eller kolera. Jeg skal vælge om jeg vil være selvmordstruet eller en zombie. Og helt ærligt, så lyder ingen af valgmulighederne særligt tillokkende... Jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre lige nu. I første omgang bør jeg nok prøve at få sovet. Og få talt med psykiateren onsdag. Ved bare ikke helt hvad jeg skal sige. Eller forvente...

Forresten, så har jeg nogle utroligt livagtige drømme i øjeblikket - de virker næsten mere livagtige end virkeligheden (eller det vi TROR er virkeligheden). Jeg tilskriver dem Truxal. På en eller anden måde er de faktisk behagelige. Selvom det får mig til at tvivle på, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed...

Arbejdslørdag.

Vi havde arbejdslørdag i ejerforeningen i dag. Og det var faktisk meget hyggeligt. Der blev lavet en del; vi fik sat opslagstavlen op, som blandt andet skal bruges i forbindelse med hjemmesiden (mit initiativ og egentlig også stolthed); vi fik gjort rent i gården; klippet hæk; omorganiseret vaskekælderen, så den nu ser ryddelig ud; gjort rent i kælderen; skiftet pærer, så man nu ligefrem kan se noget når man kommer ind udefra. Ja, vi fik faktisk lavet en hel del. Og jeg må indrømme, at jeg var ret glad for al den ros jeg fik for hjemmesiden. Det varmer sq. Især når man selv er ret glad for resultatet. Resten af dagen er gået med at rode lidt med hjemmesiden, der er jo altid plads til forbedringer) og så lige med at være med Peter nede og spise på hotellet. Men kan godt mærke, at medicinen virker på mig (selvom jeg faldt sent i søvn i går), for det kribler i kroppen på mig, og jeg føler mig lidt ved siden af mig selv. Men det er jo en del af det. Det bør jeg jo nok vænne mig til hvis ikke jeg vil til Kolding igen...

Hjemme igen.

Så kom jeg hjem igen. Og jeg ved ikke helt om jeg er tilfreds med forløbet. Jeg skulle kontakte psykiateren fra Distriktspsykiatrien i telefontiden mellem halv 9 og 9, så vi kunne aftale det videre forløb inden stuegang. Han var dog optaget da jeg ringede, men der blev lagt en besked om, at han skulle kontakte mig hurtigst muligt. Hvilket han IKKE gjorde. Da der var stuegang, aftalte vi, at jeg blev sendt hjem med recept på Truxal, som jeg skulle tage før jeg skulle sove, og så skulle jeg aftale nærmere med psykiateren når han ringede. Og det gjorde han så lidt over 3..... Men vi fik aftalt, at jeg skal fortsætte med Cymbalta som tidligere og tage 2 Truxal inden jeg skal sove. Og så skal jeg ringe til ham igen på onsdag for at fortælle ham hvordan det går. Hvis jeg altså kan komme igennem til ham... Men jeg aftalte med psykiatrisk skadestue, at fik jeg selvmordstanker igen, så skulle jeg - uanset tidspunktet - ringe til dem, så jeg kunne få hjælp. Og må indrømme, at det er det jeg er mest tryg ved. Også selvom jeg hele tiden har haft muligheden. Nu føler jeg bare at de tager mig alvorligt, hvilket jeg ikke helt har følt før. Men det er min fejl og ikke deres. Nu skal jeg bare sørge for at gøre som jeg lover. Hvilket jo kan være svært engang imellem...

Ændrer det noget?

Så har jeg været på psykiatrisk skadestue godt et døgns tid. Og skal blive natten over. Men ændrer det så på noget? En ting er i hvert fald sikkert. Det gør mig ikke rask her og nu. Men det kan måske hjælpe mig til at komme videre i mit liv. Hjælpe mig med at indse, at der er nogle ting jeg skal gøre anderledes. Og tænke anderledes. Jeg skal ikke forvente at der findes en mirakelkur i enten form af piller eller råd fra andre. Det handler om hårdt arbejde fra og med mig selv. Og det er der jeg skal blive bedre til at se, at jeg er det værd. At min usikre fremtid er det værd. Og det er noget af en kamp at skulle igennem...

Zombie dag...

Endnu en zombie dag. Fik kun sovet meget få timer i nat. Stod op kl. halv otte, så jeg kunne få ringet til psykiateren. Men da det kom til stykket kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til det. Hvad ville det nytte? Flere piller? Så jeg kan blive endnu mere zombie-agtig? Overvejer kraftigt at smide pillerne væk, selvom jeg godt ved, at det kan være pisse farligt. Men jeg føler jo, at de gør mere skade end gavn... Men i første omgang vil jeg se om ikke jeg kan få taget mig sammen til at tale med chefen i morgen. Så han kan blive sat ind i hvordan det ser ud i øjeblikket. I hvert fald fra mit synspunkt. Er sq lige før jeg overvejer - kun overvejer - at tage imod Kimi og Kaspers tilbud om at komme derover. Så jeg kan komme væk fra det hele. Det er som om, at jeg ikke kan klare hverdagen her....?

Hvor fører det hen...?

Endnu en dag, hvor jeg har været hjemme fra arbejdet. Og endnu en dag, hvor jeg ikke kan huske halvdelen af hvad jeg har lavet. Det var faktisk så slemt, at jeg lige måtte ind og checke i min sendte post, om jeg nu virkelig havde fået meldt mig syg! Jeg mener, hvad fanden sker der for mig?! Kan det virkelig passe, at jeg skal vælge mellem at have en god hukommelse og at have et nogenlunde stabilt psykisk helbred? Hvilket jeg forresten ikke engang har lige p.t. Jeg er sq mere svingende end Villy Søvndal i en valgkamp! Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Lige nu lader jeg bare tiden gå. Og håber på, at det hele løser sig af sig selv. Men kan jeg forvente det? Og hvad løser det sig til...?

10-01-10...

Hvorfor har man ikke muligheden for at spole tilbage i tiden og ændre de ting man følte var forkerte? Hvorfor kan man ikke sætte livet på pause når det hele går lidt for stærkt? Hvorfor kan man ikke spole hen over de kedelige og lidt for svære perioder? Hvorfor kan man ikke bare skifte til et andet bånd, når det man har gang i er enten for kedeligt, for sindsoprivende eller simpelthen bare ikke det man gider? Jeg ville ændre nogle enkelte ting hvis jeg kunne. Gør ting om. Handle anderledes. Men det kan jeg ikke. Det der er sket er sket og kan ikke gøres om...

Kom til at læse psykiaterens notat...

Jeg loggede i dag på min e-journal og læste hvad psykiateren havde skrevet om den samtale vi havde den 24. maj. Og 2 sætninger sprang i øjnene på mig:

Patienten har øget selvmordsrisiko.

Forstyrret personlighedsstruktur uden specifikation.

Nå ja, og så vendningen: "har haft et alvorligt selvmordsforsøg". Det er da altid noget, at han tager det alvorligt...

Søvn...

Ja, så ligger jeg her igen og kan ikke sove. Jeg skal jo heldigvis først møde til middag, men jeg har stadig en fornemmelse af, at dagen kan blive ret lang. Og når jeg også skal møde fredag, så bliver det jo først lørdag (eller når jeg kommer hjem fredag) at jeg kan få sovet. Og så kan jeg garanteret ikke alligevel.... Jeg mangler en fast rytme for hvordan min dag skal gå, og det er jo ret svært, som tingene kører i øjeblikket. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet kan lade sig gøre med de udfordringer jeg har...