Så har jeg fået talt pillerne op. Jeg ved jo af gode grunde ikke hvor mange jeg tager, men det bliver nok hovedparten af dem. Nedenfor er en opgørelse over hvor meget jeg har.
98x 25 mg Truxal.
100x 60 mg Cymbalta.
19x 30 mg Cymbalta.
36x 400 mg Ibuprofen.
70x 400 mg Ibumetin.
87x 500 mg Pamol.
343x 25 mg Kodein.
57x 15 mg Mirtazapin.
Tvivlen dukker stadig op i mig. Der er så mange ting jeg gerne ville opleve. Men helbredet, økonomien sætter begrænsninger. Og jeg orker ikke længere at kæmpe med det. Og når jeg ser på verden omkring mig, så hjælper det på min beslutning om at fortsætte af den vej jeg har udstukket. Det er ikke en verden der er værd at leve i. Ikke for mig.
Vi havde bestyrelsesmøde i Klubben i aften, og det var lidt svært at sidde der og vide, at næste måneds arrangementer og aftaler overhovedet ikke havde betydning for mig. At de ting de forventede, at jeg skulle stå for, ville jeg ikke komme til at stå for. Endnu engang fik jeg næsten kolde fødder. Men det går ikke. Min økonomi. Mit helbred. Det kan ikke klare mere. Jeg kan ikke klare mere.
I dag har været meget fraværende. Jeg har været helt ved siden af mig selv. Jeg har gået i en døs. Og jeg var sq lige ved at besvime, da jeg kom hjem fra bestyrelsesmødet. Så der ER kun en vej frem...
Jeg har haft det underligt i dag. Jeg har været fraværende. Ved siden af mig selv. Måske er det fordi jeg startede dagen med 2 kodein og en Burn. Og kun det indtil middag. Måske er det fordi jeg havde mit Seaband på det meste af dagen fordi jeg har været med Peter i Tyskland. Jeg ville jo ikke være køresyg. Eller måske en kombination af det hele? Jeg ved det ikke helt. Men det føles forkert.
Det har dog ikke ændret mine planer. Jeg fortsætter som planlagt.
Jeg er rastløs. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der kan være flere forklaringer. Det kan måske være medicinen. Jeg er ved at udtrappe mig selv af Cymbalta. I sidste uge var jeg på 60 mg og i denne uge bliver det 30 mg. I næste uge ingen. Grunden til at jeg trapper ud er dels, at jeg gerne vil være nogenlunde medicinfri (selvom jeg godt ved, at jeg ikke når det 100%) og dels at jeg gerne vil have så mange Cymbalta tabletter som muligt uden at skulle købe flere. Så måske har nedtrapningen fra 90 mg til nu 30 mg allerede indflydelse på min krop? Desuden tager jeg slet ikke Truxal, og har ikke gjort det i flere uger. Dem skal jeg også bruge. Jeg tager dog stadig Mirtazapin, da jeg ellers har problemer med at sove. Men dem har jeg også en del af, og de er ikke så dyre som Cymbalta. Desuden tror jeg faktisk, at jeg kan nå at få flere. Men jeg ved ikke om det bliver nødvendigt. Det kan også være, at jeg er rastløs fordi jeg nu har besluttet mig og gerne vil have det overstået. Men der er nogle forpligtelser jeg gerne vil have klaret først. Derfor (og måske fordi jeg er lidt bange) har jeg sat en senere dato på. Og spørgsmålet er jo så, om jeg tør det når tiden kommer. Det håber jeg sq...
Så er jeg lige kommet hjem efter en tur ned i byen og sveden driver simpelthen ned af mig. Og der er ikke engang 20 grader udenfor... Det er så pisse irriterende, at man ligefrem skal have et håndklæde klar når man kommer hjem. Også at man står nede i byen og sveden drypper fra hovedet og gør mit tøj klamt. Havde der så været 25 eller 30 grader, så kunne man måske forstå det. Men vejret er sådan, at mange går i store jakker... Godt det snart er overstået.
Jeg er kommet i tvivl. Efter at have haft en utrolig hyggelig aften sammen med andre fra Klub 1297 er jeg kommet i tvivl om, om jeg er på rette vej. Om det jeg har planlagt er det rigtige. Hvis ikke det er får jeg brug for hjælp. Og masser af det. Men hvem skal jeg belaste med det? For det bliver ikke nemt at få mig på rette vej. Slet ikke som jeg er. Så det er nok nemmest bare at fortsætte med planen...?
Jeg har fået kolde fødder med hensyn til mine planer. Eller jeg er i hvert fald begyndt at tænke lidt over det. Jeg læste om bivirkninger og mulige virkninger i forbindelse med en overdosis på de præparater jeg har tænkt mig at bruge. Og det var ikke ligefrem sjov læsning. På den anden side kan jeg jo ikke være sikker på, at det vil ske for mig. Og der har faktisk været dødsfald ved mindst et af præparaterne. Så hvis det skal være, så vil det vel ske? Det bliver jeg nødt til at tro på, for jeg kan stadig ikke se en løsning der vil virke tilfredsstillende for mig. Dette er den mest holdbare løsning. Som jeg ser det.
Problemet med mit liv er, at der er ingen der ved hvad der foregår i det. Dels fordi der ikke er nogen der spørger til det, og dels fordi at jeg ikke tør fortælle sandheden om det. For hvis jeg gør det, så tror jeg, at folk vil reagere. Og det ønsker jeg ikke længere. Det er for sent til det nu. Nu skal jeg bare over de kommende uger, og så kan jeg slappe af. Jeg har endnu ikke helt bestemt mig for, om jeg tager med på minicruise, men det kunne være en god oplevelse at slutte af med. Så måske gør jeg det. Ellers kan det være det bliver en tur i biffen. The Dark Night Rises kunne jo også være en god afslutning. Men det er stadig et stykke tid inde i fremtiden. Så den tid den glæde. :-)
Jeg kan ikke længere li den person jeg er blevet. Engang lyttede jeg til folk og deres problemer. Og jeg var klar til at hjælpe hvor jeg overhovedet havde en mulighed for det. Det gør jeg ikke længere. Nu har jeg knap nok overskud til at tage sig af mig selv. Og når jeg så tænker over hvordan jeg var engang, så skammer jeg mig over mig selv. Men jeg har simpelthen ikke overskuddet til at lave det om. Så sådan må det være den sidste tid. Så kan jeg jo bare håbe på, at folk kan huske mig for den jeg var, og ikke for den jeg blev...
Jeg er træt. Træt ud over alle grænser. For første gang i over en uge har jeg sovet i min egen seng, og det har ikke hjulpet meget. Jeg var træt før jeg tog på ferie. Jeg har været træt under hele ferien. Jeg kan kun huske meget lidt af dagene i Hamborg, og det pisser mig af, for det skulle jo være en oplevelse, der kunne holde mig i gang den kommende tid. Og nu har jeg næsten intet. Jeg har bare lyst til at give op. At give slip på det hele. For hvad hjælper det når man ikke kan huske de gode tider?
Næste gang jeg tager på ferie er der nogle klare krav jeg skal have opfyldt:
- jeg skal have eneværelse.
- jeg skal være sammen med nogen, som jeg ved 110%, at jeg kan holde ud til at være sammen med i hele perioden - og gerne længere.
- jeg skal være et sted hvor nattemperaturen i værelset ikke overstiger 20 grader.
Denne ferie har ikke helt kunne klare de krav...
Jeg har haft en dårlig dag i dag. På trods af, at jeg er i Hamborg. Humøret tager åbenbart ikke så meget hensyn til hvor jeg er. Jeg tror det har noget at gøre med den manglende ensomhed, jeg efterhånden er vant til. Jeg mangler at kunne være selv. Ikke engang et par timer "alene" i Hamborgs gader var nok. Jeg må bare håbe, at jeg kan sove det væk, og at alting bliver bedre i morgen. :-) Og de foregående dage har faktisk været rigtigt gode...
