Kolde fødder.

Jeg har fået kolde fødder med hensyn til mine planer. Eller jeg er i hvert fald begyndt at tænke lidt over det. Jeg læste om bivirkninger og mulige virkninger i forbindelse med en overdosis på de præparater jeg har tænkt mig at bruge. Og det var ikke ligefrem sjov læsning. På den anden side kan jeg jo ikke være sikker på, at det vil ske for mig. Og der har faktisk været dødsfald ved mindst et af præparaterne. Så hvis det skal være, så vil det vel ske? Det bliver jeg nødt til at tro på, for jeg kan stadig ikke se en løsning der vil virke tilfredsstillende for mig. Dette er den mest holdbare løsning. Som jeg ser det.

Mit liv.

Problemet med mit liv er, at der er ingen der ved hvad der foregår i det. Dels fordi der ikke er nogen der spørger til det, og dels fordi at jeg ikke tør fortælle sandheden om det. For hvis jeg gør det, så tror jeg, at folk vil reagere. Og det ønsker jeg ikke længere. Det er for sent til det nu. Nu skal jeg bare over de kommende uger, og så kan jeg slappe af. Jeg har endnu ikke helt bestemt mig for, om jeg tager med på minicruise, men det kunne være en god oplevelse at slutte af med. Så måske gør jeg det. Ellers kan det være det bliver en tur i biffen. The Dark Night Rises kunne jo også være en god afslutning. Men det er stadig et stykke tid inde i fremtiden. Så den tid den glæde. :-)

I don't like me.

Jeg kan ikke længere li den person jeg er blevet. Engang lyttede jeg til folk og deres problemer. Og jeg var klar til at hjælpe hvor jeg overhovedet havde en mulighed for det. Det gør jeg ikke længere. Nu har jeg knap nok overskud til at tage sig af mig selv. Og når jeg så tænker over hvordan jeg var engang, så skammer jeg mig over mig selv. Men jeg har simpelthen ikke overskuddet til at lave det om. Så sådan må det være den sidste tid. Så kan jeg jo bare håbe på, at folk kan huske mig for den jeg var, og ikke for den jeg blev...

Hvad skal det ende med?

Jeg er træt. Træt ud over alle grænser. For første gang i over en uge har jeg sovet i min egen seng, og det har ikke hjulpet meget. Jeg var træt før jeg tog på ferie. Jeg har været træt under hele ferien. Jeg kan kun huske meget lidt af dagene i Hamborg, og det pisser mig af, for det skulle jo være en oplevelse, der kunne holde mig i gang den kommende tid. Og nu har jeg næsten intet. Jeg har bare lyst til at give op. At give slip på det hele. For hvad hjælper det når man ikke kan huske de gode tider?

Næste gang jeg tager på ferie...

Næste gang jeg tager på ferie er der nogle klare krav jeg skal have opfyldt:

- jeg skal have eneværelse.
- jeg skal være sammen med nogen, som jeg ved 110%, at jeg kan holde ud til at være sammen med i hele perioden - og gerne længere.
- jeg skal være et sted hvor nattemperaturen i værelset ikke overstiger 20 grader.

Denne ferie har ikke helt kunne klare de krav...

En dårlig dag på et dejligt sted...

Jeg har haft en dårlig dag i dag. På trods af, at jeg er i Hamborg. Humøret tager åbenbart ikke så meget hensyn til hvor jeg er. Jeg tror det har noget at gøre med den manglende ensomhed, jeg efterhånden er vant til. Jeg mangler at kunne være selv. Ikke engang et par timer "alene" i Hamborgs gader var nok. Jeg må bare håbe, at jeg kan sove det væk, og at alting bliver bedre i morgen. :-) Og de foregående dage har faktisk været rigtigt gode...

Sindssyg?

Jeg tror jeg er ved at blive sindssyg... Jeg skifter mellem at være ekstremt træt (12-14 timers søvn i træk) og mellem at være ekstremt rastløs. Og jeg har meget svært ved at koncentrere mig om bare de mindste ting. Når jeg er ude blandt mennesker føler jeg mig som i en helt anden verden. Jeg føler mig ikke som en del af den verden. Jeg er kun en tilskuer, som ikke har noget med det at gøre, der foregår omkring mig. Og min evne til at huske hvad der er sket omkring mig er hastigt for nedadgående. Det tror jeg dog har med min manglende koncentrationsevne at gøre. Men det gør det jo ikke bedre. Og jeg orker simpelthen ikke at gøre noget ved det. Jeg følger bare med strømmen, og lader tingene ske omkring mig...