Hvem er jeg?

Når jeg ser mig i spejlet er det ikke mig selv jeg ser. Det er selvfølgelig noget vrøvl, for hvem skulle det ellers være? (Med mindre jeg ikke kigger i et spejl, og så er sætningen jo stadig meningsløs) Nej, det jeg mener er, at jeg ikke genkender personen i spejlet som mig selv. Mit selvbillede er stadig af en tynd person med flyvører og en stor kroget næse. Og de to ansigtstræk har ikke ændret sig. De er bare knap så markante i mit bredere ansigt. For jeg er blevet bredere. Ikke bare i ansigtet. Og det får mig til at tænke på hvordan andre ser på mig. For mit selvbillede er af en 18-årig, tynd, nørdet knægt. Den "objektive" virkelighed er en anden. Og andre folks billede af "Tommy Villumsen" er et helt tredje... Så hvem er jeg? Hvem ønsker jeg at være? Og hvem ønsker jeg at blive?

I den seneste tid har mine drømme været meget livagtige. Og ikke så absurde som man skulle tro. Og hvad er endnu vigtigere, så kan jeg bedre huske dem. Jeg tror medicinen er en medvirkende årsag. Og i nat (eller til morgen) drømte jeg, at jeg var flyttet til et "kollegie" for at studere, og jeg havde afskåret al kontakt med min fortid. Jeg var en hel anden end den jeg tidligere har været, og alligevel var det mig. Jeg holdt en kæmpe fest og jeg var yderst populær. Okay, måske var det lidt absurd alligevel, men hvis drømmen skulle fortælle mig noget, hvad skulle det så være? At det vigtigste for mig nu er at give slip på fortiden og mit selvbillede og skabe et nyt billede? Et billede, som alle skal kunne se, og som jeg samtidig er enig med dem i? Og som jeg kan lide? Det kunne være en måde at udlægge drømmen på. Men der mangler nuancer i drømmen som jeg ikke kan (eller vil) få ned på skrift. Og som derfor vil være vigtig i udlægningen af drømmen. Men det er sikkert, at jeg bør revidere mit selvbillede. Og mit liv. Og så skal jeg finde den rigtige retning for mit liv.

En god ven.

Jeg har altid gået og troet, at jeg er en god ven. Men en kommentar i dag har fået mig til at tvivle på om jeg virkelig er det. For hvad er en god ven? Er det ikke en der er der for andre når de har brug for det? En der bruger sit overskud til at hjælpe dem der er tæt på. En som kan mærke når andre har brug for hjælp og gør noget ved det. Og jeg er ingen af delene. Lige nu gør jeg alting for min egen skyld. Jeg mærker ikke andres behov og er sådan set også ligeglad. Jeg vil frem i verden og nu skal ingen stoppe mig. Koste hvad det vil. Jeg er træt af at blive trådt på. Jeg er træt af altid at skulle stå tilbage for andre. Jeg ønsker at være forrest. Jeg ønsker succes. Jeg ønsker noget at leve for. Jeg ønsker at blive anerkendt. For mere end blot at være ham der hjælper andre frem. Jeg ønsker at blive anerkendt for de ting jeg kan. For den jeg er. Hvad jeg så end kan. Hvad jeg så end er...

Det går godt...

Det går stadigvæk godt for mig. Til trods for fjolser, der ikke betaler det tilbage de skylder, så jeg nu må gå en oktober måned i møde med 500 kroner og en bankrådgiver, der er sværere at danse med end spastikker med 2 venstre fødder, så har jeg stadig overskud. Jeg har præsteret at hjælpe en komplet ukendt med at flytte (og samtidig lært nye mennesker at kende), bagt kage til arbejdet (og den blev sq spist op) og været til brunch med endnu flere komplet ukendte mennesker (og lært flere nye mennesker at kende). Derudover har jeg planlagt at skulle til Ecco Walkathon i den kommende weekend og den sidste fredag og lørdag i oktober står den på Joomladay i Kolding. 2 dage med seminarer og masser af mennesker og forhåbentlig gode muligheder for nye professionelle bekendtskaber, jeg kan bruge i min fremtidige karriere. Og helt ærligt så skræmmer det mig lidt. I baghovedet ligger hele tiden frygten for tilbagefald og fiasko. Og samtidig bliver jeg boostet af medicinen og mine sejre. Jeg føler at det er en afgørende tid for mig jeg går ind i nu. Nu skal jeg bare sørge for at spille mine kort rigtigt. :-)

Kan man...?

Kan man stole på en, der ikke stoler på en?

Hvordan man skal tage et nederlag...

I dag tror jeg, at jeg har lært hvordan jeg skal tage nederlag. Jeg kan så bare håbe på, at jeg fremover kan klare det lige så godt uden pillerne. Eller være sikker på, at jeg skal fortsætte på pillerne og at der ikke bliver pillet (ha-ha) for meget ved dem. I hvert fald de antidepressive piller.

For jeg fik et nederlag i dag. Jeg havde måske nok lidt forventet det, men alligevel håbet på, at de andre ville kunne se fornuften i mit forslag. Også selvom det ville komme til at koste penge. Det drejer sig om mit forslag til ejerforeningen om dørtelefoner. I øjeblikket har vi døre der er låst mellem 18 og 6, og kun mulighed for at åbne dørene manuelt. Folk har faktisk ingen mulighed for at komme i kontakt med beboerne med mindre de ringer til dem inden for det tidsrum. Og det mener jeg er forkert. Men der er andre ting der skal ordnes, og det er ikke ligefrem en rig ejerforening. Så vi må affinde os med de vanskeligheder det medfører. Men jeg stiller blot forslaget igen til næste år. Og bliver ved indtil det bliver til noget. Så må jeg benytte mig af min store tålmodighed og stædighed. :-)

Ellers har det været en kanon weekend hvor jeg har fået brugt mig selv og forkælet mig selv. Det må jeg sq blive ved med. Så skal livet nok blive uudholdeligt. :-)

Det kører rundt.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. De sidste par dages oplevelser og oplysninger. Og hvordan min fremtid skal forme sig. For jeg har nogle idéer. Idéer jeg bare ikke er sikker på er realistiske. Men måske skal jeg bare skide på realismen og tro mere på mig selv end på den indre stemme, der altid holder mig tilbage. Der bremser mig i at komme fremad og som hele tiden trækker mig tilbage til, så jeg kan blive overhalet af alle andre indenom...

En (næsten) genial dag...

I dag gik næsten, som jeg havde tænkt mig. Jeg startede på arbejdet hvor jeg på trods af at jeg var ret træt og uoplagt fik lavet en del. Også sådan at jeg kunne gå fra arbejdet med god samvittighed. Så tog jeg direkte ned til frisøren hvor jeg blev forkælet på det groveste (når først man én gang har prøvet en hovedbundsmassage, så er det sq svært at undvære). Da jeg kom hjem skulle naboen lige tale med mig om vores vand og vaskemaskiner (det var ikke planlagt, men det var god information) og ved 15-tiden smuttede jeg ned til dagens anden aftale: en fotosession. En nyopstartet fotograf havde et tilbud der var svært at sige nej til. Og det var en mulighed for mig for at bryde endnu en grænse. Og jeg synes sq resultatet blev helt godt. Så var det spisning sammen med Peter til aften (også planlagt). Derefter kom så dagens lavpunkt. Jeg skulle handle på vej hjem og der skete et eller andet. Måske var det de mange mennesker. Måske var det mørket. Uanset hvad, så fik jeg det ret skidt, og jeg havde bare travlt med at komme hjem. Og da jeg kom hjem måtte jeg lige sunde mig lidt (en halv times tid) før jeg kunne noget igen. Ret ubehageligt, men det gik forholdsvis hurtigt over. Og resten af aftenen er forløbet stille og roligt. Så alt i alt en rigtig god dag. :-)