Jeg hader påsken. På samme måde som jeg hader julen. Jeg hader de helligdage, hvor man "skal" være sammen med familien, og hvor der er flere end 2 dage i træk. Jeg hader dem fordi det giver mig chancen for at sidde for mig selv og få medlidenhed med mig selv. Det giver mig chancen for at ødelægge mig selv endnu mere. "Du kan da bare tage ud blandt venner og hygge dig". Ja, det kan jeg måske. Men før helligdagene kommer, så føler jeg bare, at jeg har brug for at være alene. At kunne slappe af og lade op til hverdagen igen. For i øjeblikket kører jeg på pumperne. Jeg har ikke meget energi tilbage når arbejdet er overstået. "Så må du jo bare gøre noget mere for at få energi. Motion er godt og giver masser af energi. Og gør dig naturligt træt, så du sover bedre om natten." Måske gør det for raske mennesker. Men jeg er IKKE rask! Jeg har ingen tyktarm, hvilket gør, at jeg ikke optager vitaminer og mineraler på samme måde som "raske" mennesker gør. Jeg bliver træt af at tage et bad og puster og stønner, som havde jeg løbet en marathon. Og så forventes det, at jeg dyrker motion? "Man kan hvad man vil. Du skal bare tage dig sammen og lade være med at have ondt af dig selv. Tænk på alle dem, der har det værre end dig, og alligevel har kunnet klare det." Hvad fanden rager det mig hvad andre har klaret?! De er ikke mig! De har ikke været igennem det JEG har været igennem! Det er sq da ikke sikkert, at de har kunnet klare det jeg har været igennem, hvis de skulle prøve det! For man kan kun vide om man kan klare det, hvis man virkelig har været igennem det...
Jeg hader helligdage...
lørdag den 7. april 2012
Helligdage
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar