En drøm.

Hvordan ved vi hvad vi vil med livet? Hvordan får vi fundet frem til hvad der skal drive os fremad mod den fremtid vi former for os selv? Er det bevidst? Er det noget vi bestemmer os for ud fra de ting der sker omkring os? Er det andres forventninger til hvad vi bør lave? Eller er det noget helt andet? Og hvis det er alle ovenstående der berører os på en eller anden måde, hvad vil så være det mest rigtige at følge? SKAL man følge det mest logiske? Det mest sikre?

Forleden dag lå jeg på sofaen og kiggede op i loftet. På skyggerne der bevægede sig efterhånden som solen bevægede sig. Jeg lod tankerne vandre - lod dem løbe lige hvorhen de ville uden at styre dem. Ihvertfald ikke bevidst. Lod dem løbe af veje de ikke havde gjort i mange, mange år. Lod dem løbe ind i andre universer, jeg aldrig nogensinde vil få at se. Lod dem løbe gennem verdener der aldrig har eksisteret. Tænkte på idéen om universer indeni andre universer. Tænkte på, om mit liv måske ikke er virkeligt, som vi forstår virkeligheden, men kun er en anden entitets drøm - Guds drøm. Måske tænker mine drømmes væsner det samme? Måske er vores verden kun et sandkorn på en sandstrand i en meget større verden? Og giver alle vores bekymringer så overhovedet mening? Betyder det hele så overhovedet noget?

Selvom man skulle tro, at denne tankerække ville virke nedslående på mig, og måske ligefrem virker opgivende, så virkede den på en eller anden måde stik modsat: Jeg fik lyst til at gøre en hel masse ting med mit liv. Slå ind på en hel ny kurs, og få en masse godt ud af mit liv. Faktisk helt ændre mit liv. Og følelsen har holdt ved. Jeg tror på, at mit liv kan ændre sig. At jeg kan få det liv jeg ønsker mig og være lykkelig med det.

Og i morgen rammer virkeligheden mig. Den virkelighed der er opbygget omkring mig. Den virkelighed der får mig til at være mig.

Vil drømmen overleve? Vil optimismen? Eller vil jeg gå tilbage til at være den samme kedelige mig, som måske kun eksisterer i en drøm...?