Så nærmer dagligdagen sig med hastige skridt. Det er næsten ikke til at forstå, at 14-dages ferie er ovre. Men okay, det har også været 14 gode dage. I hvert fald langt hen af vejen, og mere end jeg turde håbe på. Godt selskab og masser af medicin har jo nu nok også gjort sin del. Og derfor er det også lidt spændende at se hvad dagligdagen bringer med sig af udfordringer. Jeg kender nogle stykker af dem på forhånd: udtrapning af Prednison; nyt sygehus til overvågning af min sygdom; min økonomi. Og så mine mål for fremtiden. Jeg kender dem stadig ikke. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil med mit liv og hvorfor. Og det er sq en ret stor hurdle. For uden et mål for livet, så kan det engang imellem virke ret omsonst. Og så vil det være farligt at trappe ned på Cymbalta. For så er risikoen for tilbagefald der igen. Og selvom der er gået over 1½ år, så ligger tanken stadig og lurer lige under overfladen. Det vil den garanteret altid gøre i en eller anden forstand, men den skulle gerne begraves lidt dybere nede, så den ikke kommer så let op... Men tiden vil vise hvad der sker. Jeg kan ikke gøre andet end mit bedste og samtidig håbe på... Ja, det bedste. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar