I øjeblikket har jeg et had/kærlighedsforhold til mit liv. Jeg elsker mit liv om dagen når jeg kan planlægge den ting jeg vil gøre med og i mit liv. Jeg elsker når jeg kan føle inspirationen kommer op i mig til nye ideer. Jeg elsker at blive vækket af solsorten på genboens tag, der synger som gælder det livet. Jeg elsker solens stråler og den måde de giver mig overskud i dagligdagen. Jeg elsker at sidde og kigge ud over bæltet og se bølgerne slå ind mod stranden. Jeg elsker at se og høre glade mennesker omkring mig. Jeg elsker at gøre folk glade. Jeg elsker livet...
Men jeg hader når mine tanker om natten søger ud og ikke vil unde min hjerne søvn. Jeg hader når mine planer bliver ødelagt af mit helbred, som aldrig er godt nok. Og hvis det er, så må vi lige ændre noget. Jeg hader at svede hver gang jeg tænker på at bevæge mig. Jeg hader at skulle smide mig i stolen når jeg kommer hjem? Sjaskvåd og med pletter for øjnene? Jeg hader at jeg ikke kan planlægge noget uden at skulle frygte, at det - igen - bliver aflyst. Jeg hader de beslutninger (eller mangel på samme), der har ført mig hertil? Og jeg elsker at være her....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar