Det er svært...

Det er svært at holde sig oppe. Jeg er fysisk - og psykisk - i en kæmpe bølgedal. Jeg ved ikke engang om jeg orker at kæmpe mig op af den. Jeg lader bare stå til. Lader tingene ske uden at tage mig af det. Jeg kører på autopilot, og det holder mig da i det mindste i live. Om ikke andet. Jeg burde jo kunne glæde mig over julen og julefrokosten. Men jeg kan ikke. Jeg orker ikke. Jeg ønsker det bare overstået. Jeg ønsker bare at få det bedre. Men hvordan? Hvornår? Og overhovedet...?

Action...?

Det er utroligt hvad en weekends tanker, en dansk dramaserie i bedste sendetid og et rengøringsflip under bruseren kan gøre...

Jeg er helt oppe at køre lige nu og jeg har endda brugt ca. 10 minutter på at gøre piller klar til den kommende uge. Det var nok primært aftenens afsnit af Borgen, der fik sat det rigtigt i gang. Et afsnit hvor der blandt andet var fokus på psykisk sygdom (måske lidt i en bisætning, men ikke for mig, som fokuserer så meget på det), og jeg lagde mærke til hvordan de ikke-syge reagerede på det i forhold til de syge. Og selvom det er fiktion, så gik det rent ind hos mig. Især da jeg efterfølgende stod under bruseren, og prøvede at få gjort rent bag toilettet (jeg får de mærkeligste flip, når jeg står derude), og jeg bare kunne se skidtet flyde frem ud mod afløbet. Og jeg tænkte på hvor lidt der er blevet talt om mine psykiske og fysiske problemer i firmaet. Hvordan jeg føler, at min chef måske har lidt berøringsangst over for det ("Det behøver du ikke at fortælle dem noget om", "Det kommer ikke dem ved") og at han vil skjule det. Især over for nyansatte. De andre i firmaet kender da ihvertfald til det (eller gør de?). Jeg lagde en folder ind til ham fra Kampagnen En-af-os (www.en-af-os.dk), fordi jeg ville høre, om han havde det okay med, at jeg lagde nogle stykker, så andre kunne læse om det. Siden har jeg ikke hørt mere om det. Og måske lægger jeg for meget i det. Måske er jeg bare paranoid. Måske har han bare ikke haft så meget tid til at kigge på den. Men jeg føler det er vigtigt for mig, at det kommer videre. At andre, som står i samme situation som Laura ved at de har en Kasper Juul at gå til (det er reference til aftenens afsnit af Borgen. Beklager. :-)). Psykisk sygdom skal sq frem i lyset! Det bliver kun værre af at blive tysset ned, at blive tabubelagt.

Jeg overvejer kraftigt om jeg skal tage diskussionen med chefen i morgen. Om jeg har modet til det i morgen. Om jeg har overskuddet til det i morgen.

Lige nu er gassen gået lidt af ballonen. Jeg har fået frustrationerne ud. Og det er da en start...

Hvorfor?

Hvorfor lader jeg bare stå til? Hvorfor reagerer jeg ikke på det der sker omkring mig? Hvorfor lader jeg historien gentage sig?

Jeg er banket helt ned lige i øjeblikket. Mit helbred er mildest talt elendigt. Og alligevel er det ikke skidt. Lyder det forvirrende? Det kan jeg godt forstå, for jeg er også selv forvirret. Jeg har på fornemmelsen, at det er pillerne, der modvirker hinanden. Jeg har det skidt fordi jeg - igen - er på et minimum af binyrebarkhormon, og jeg har det okay på grund af antidepressiverne. Binyrebarkhormonen (eller manglen på samme) gør, at jeg ikke føler mig rask nok til at komme på arbejde (maveproblemer og træthed), og antidepressiverne gør, at jeg ikke kan tage mig sammen til at få gjort noget ved det. Det kan godt være det er en dårlig undskyldning, men det er sådan jeg føler det. Og det gør det ikke nemmere, at hvis man skal have hjælp fra lægevidenskaben, så skal man kontakte dem ret tidligt på dagen - et tidspunkt hvor et utroligt træt b-menneske som mig (eller i øjeblikket er jeg vel egentlig et ekstremt træt z-menneske) ikke har energi til andet end at slå vækkeuret fra. For a-mennesker og raske personer kan det lyde som en dårlig undskyldning, og måske er det også det, men når man står i situationen, så føles det ikke sådan. Og jeg vil ikke lade mig dømme af nogen, der ikke har prøvet det jeg har prøvet; så jeg dømmer mig selv ud fra de normer, der er i samfundet omkring mig. Jeg gør det ved mig selv, som jeg ville fordømme andre for at gøre imod mig... Er der noget at sige til, at jeg er fucked up?

Alting har en ende...

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Det skyldes primært, at jeg har været igennem en utrolig god periode. Men det er vist så småt ved at være slut nu. Og umiddelbart er der kun to ydre faktorer jeg kan give skylden: ændring i pillerne og efterårets komme.

Det eneste der har været ændret i pillerne er binyrebarkhormon. Jeg er ikke trappet helt ud, men jeg er nede på minimal dosis. Og det har jeg en fornemmelse af har indflydelse på min i forvejen elendige fysik. Og det har så indflydelse på min psyke, når jeg ikke kan de ting jeg nu gerne vil...

Måske starter den dårlige periode også nu fordi jeg har forsøgt at kaste mig selv ud i ting, som så ikke går helt efter planen. Og så siger jeg til mig selv, at der kan jeg bare se. Jeg duer ikke. Og så er jeg tilbage i min vante stil. Så skal jeg så stoppe med at forsøge nye ting? Skal jeg lade min negativitet tage over? Eller skal jeg forsøge igen? Skal jeg risikere endnu et nederlag? Og hvis jeg skal, hvornår skal jeg så stoppe?

Jeg er blevet skuffet af folk jeg troede jeg kendte, og jeg har ladet totalt fremmede diktere min hverdag. Hvordan fanden kommer man ud over det? Skal jeg til at være hård overfor folk omkring og lade være med at lukke nogen ind? Skal jeg til at være lige så egoistisk og selvcentreret som hovedparten af verdens befolkning (i hvert fald dem, der råber højest) for overhovedet at have en chance? Eller kan jeg lige så godt give op? Jeg synes mindre og mindre om det jeg ser i verden omkring mig. Selv i en ganske almindelig dagligdag, som min egen, og jeg får mindre og mindre lyst til at leve i den. Hvad fanden er formålet med at leve, når verden er som den er...?