Det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Det skyldes primært, at jeg har været igennem en utrolig god periode. Men det er vist så småt ved at være slut nu. Og umiddelbart er der kun to ydre faktorer jeg kan give skylden: ændring i pillerne og efterårets komme.
Det eneste der har været ændret i pillerne er binyrebarkhormon. Jeg er ikke trappet helt ud, men jeg er nede på minimal dosis. Og det har jeg en fornemmelse af har indflydelse på min i forvejen elendige fysik. Og det har så indflydelse på min psyke, når jeg ikke kan de ting jeg nu gerne vil...
Måske starter den dårlige periode også nu fordi jeg har forsøgt at kaste mig selv ud i ting, som så ikke går helt efter planen. Og så siger jeg til mig selv, at der kan jeg bare se. Jeg duer ikke. Og så er jeg tilbage i min vante stil. Så skal jeg så stoppe med at forsøge nye ting? Skal jeg lade min negativitet tage over? Eller skal jeg forsøge igen? Skal jeg risikere endnu et nederlag? Og hvis jeg skal, hvornår skal jeg så stoppe?
Jeg er blevet skuffet af folk jeg troede jeg kendte, og jeg har ladet totalt fremmede diktere min hverdag. Hvordan fanden kommer man ud over det? Skal jeg til at være hård overfor folk omkring og lade være med at lukke nogen ind? Skal jeg til at være lige så egoistisk og selvcentreret som hovedparten af verdens befolkning (i hvert fald dem, der råber højest) for overhovedet at have en chance? Eller kan jeg lige så godt give op? Jeg synes mindre og mindre om det jeg ser i verden omkring mig. Selv i en ganske almindelig dagligdag, som min egen, og jeg får mindre og mindre lyst til at leve i den. Hvad fanden er formålet med at leve, når verden er som den er...?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar