Hvorfor?

Hvorfor lader jeg bare stå til? Hvorfor reagerer jeg ikke på det der sker omkring mig? Hvorfor lader jeg historien gentage sig?

Jeg er banket helt ned lige i øjeblikket. Mit helbred er mildest talt elendigt. Og alligevel er det ikke skidt. Lyder det forvirrende? Det kan jeg godt forstå, for jeg er også selv forvirret. Jeg har på fornemmelsen, at det er pillerne, der modvirker hinanden. Jeg har det skidt fordi jeg - igen - er på et minimum af binyrebarkhormon, og jeg har det okay på grund af antidepressiverne. Binyrebarkhormonen (eller manglen på samme) gør, at jeg ikke føler mig rask nok til at komme på arbejde (maveproblemer og træthed), og antidepressiverne gør, at jeg ikke kan tage mig sammen til at få gjort noget ved det. Det kan godt være det er en dårlig undskyldning, men det er sådan jeg føler det. Og det gør det ikke nemmere, at hvis man skal have hjælp fra lægevidenskaben, så skal man kontakte dem ret tidligt på dagen - et tidspunkt hvor et utroligt træt b-menneske som mig (eller i øjeblikket er jeg vel egentlig et ekstremt træt z-menneske) ikke har energi til andet end at slå vækkeuret fra. For a-mennesker og raske personer kan det lyde som en dårlig undskyldning, og måske er det også det, men når man står i situationen, så føles det ikke sådan. Og jeg vil ikke lade mig dømme af nogen, der ikke har prøvet det jeg har prøvet; så jeg dømmer mig selv ud fra de normer, der er i samfundet omkring mig. Jeg gør det ved mig selv, som jeg ville fordømme andre for at gøre imod mig... Er der noget at sige til, at jeg er fucked up?