Bad day...

I dag har været en virkelig dårlig dag. Den værste i meget lang tid. På vej hjem fra arbejde overvejede jeg kraftigt at tømme hele mit mini-apotek på én gang og få det overstået... Og selvom jeg ikke gjorde det, så har tankerne stadig kredset omkring det som en mulig udvej. Jeg har tænkt over hvorfor jeg skal blive ved. Helbredet bliver dårligere og dårligere (føler jeg i hvert fald). Jeg bliver mere og mere træt og ukoncentreret. Hvilket selvfølgelig fører til fejlbedømmelser. Jeg orker simpelthen ikke mere. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg den eneste grund til at jeg stadig er i live at jeg mangler modet. Modet til at dø. Eller måske venter jeg bare på, at der kommer en tankelæser og redder mig? Men til hvad nytte? Hvis jeg ikke selv gider kæmpe hvad er det så værd...?

This user will selfdestruct in...

Så ringede han endelig. Fjolset. Jeg ved godt, at der er stor travlhed inden for psykiatrien, og hvis det er akut, så kan jeg altid kontakte psykiatrisk skadestue. Men helt ærlig. Jeg lagde en besked til ham i mandags... Havde han ikke ringet i dag havde jeg kontaktet dem i morgen og aflyst den tid jeg har på tirsdag. Men nu fik jeg talt med ham, og jeg fik udskrevet Mirtazapin. Så må jeg håbe, at det hjælper mig.

Apropos overskriften, så tror jeg at jeg har en selvdestruktiv side, som ofte stikker hovedet frem. Og den har været ret dominerende i den seneste tid. Jeg har bare haft lyst til at få det hele stoppet. Stoppe alle de ting, der hjælper mig. Alt hvad der er godt for mig. Jeg har egentlig ikke lyst til at leve, men i mangel af bedre, så gør jeg det fordi jeg endnu ikke er nået til det punkt hvor jeg ønsker at dø. Så nedtællingen er ikke sat i gang endnu (i hvert fald ikke den nedtælling, hvor man kender tallene)...

Jeg er ikke mig...

Jeg er ikke længere mig... Det kan lyde underligt, men er desværre sandt. Jeg er ikke længere den person, som jeg var for 2 år siden. Det er der jo som sådan ikke noget underligt i, da vi alle (forhåbentlig) udvikler os. Men jeg føler det som et problem, når alle omkring mig er faldet lidt tilbage i den tro, at jeg stadig er den samme. For det er jeg ikke. Jeg kan ikke huske så godt som jeg kunne dengang. Jeg har sværere ved at lære nyt. Og desværre skjuler jeg det for omverdenen, så de stadig tror jeg kan det samme. Og det værste af det hele er nok, at jeg bilder folk (og mig selv?) ind, at jeg stadig kan. Og min maske er begyndt at indfinde sig igen. Jeg lukker ikke folk ind. Og jeg åbner mig ikke op for folk. Hvad skal det nytte? Det hjælper jo ikke alligevel...

Livsgnist...

Jeg kan føle livsgnisten lige så stille sive ud af mig. Jeg kan føle, at jeg får mindre og mindre lyst til at være her. Og det til trods for, at mit liv faktisk er på vej på ret køl. Jeg føler bare ingen glæde ved livet længere (har jeg nogensinde det, vil nogen måske spørge). Jeg orker bare ikke længere. Og jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skulle gøre noget for at lave om på det. Hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare ender tilbage til hvor jeg (igen) er i dag? Og ER der overhovedet nogen grund til at kæmpe for mig? Er det ikke bare spild af andres tid og ressourcer? Burde ressourcerne ikke blive brugt på nogen, der er mulighed for at gøre noget ved? Nogen, der gider gøre en indsats...

Doubt...

Doubt is in the mind of the disbeliever...

Ny medicin...

Jeg har nu fået min nye medicin. Og jeg kan simpelthen ikke tage den. Jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg er normalt ikke sart, men der er visse ting jeg ikke kan gøre ved mig selv. Jeg kan ikke sætte kontaktlinser i (jeg kan godt have dem i uden problemer). Og så kan jeg ikke det her. Den hvide dims på billedet (kaldet en Applikator) skal sættes på en spraybeholder. Så skal applikatoren sættes op hvor solen aldrig skinner, hvorefter spraybeholderen - under tryk - vil sende rektalskum (ja, det kalder de det sq!) op i enden. Og der sætter jeg sq grænsen. SÅ syg er jeg sq heller ikke. Endnu. Så indtil videre bliver medicinen stillet til side. Så må vi se, om jeg får det så meget værre, at jeg kan overvinde mig selv...