Torsdag.

I dag har været en ret underlig dag. Faktisk har den sidste uges tid været ret mærkelig. Ihvertfald i forhold til hvordan mit liv/humør/helbred plejer at være.

De seneste dage har mit humør været højt og min energi/drive har været god. I går fik jeg taget mig sammen til at invitere mig selv ud til Ulla (det er sq store ting for mig), og det var utroligt hyggeligt. Jeg brugte godt nok tid på at lave it hos hende, men det var stadig skide hyggeligt. Desværre har jeg dog ikke kunnet sove i nat. Jeg havde ikke flere sovepiller, så jeg måtte undvære. Derfor var jeg totalt mørbanket til møde med lægerne i Vejle, og jeg kunne ikke rigtigt protestere imod, at de vil have, at jeg nedtrapper Prednison igen. Så det skal jeg. Og  så fik jeg nitroglycerin creme til at smøre mig med. Jeg følte dog ikke lægen var særlig kompetent, da han blev nødt til at ringe til overlægen mens jeg var der for at høre, om ikke nok hans behandlingsplan var i orden. Så jeg følte lidt det havde været spild af tid. Desuden havde jeg fået rodet rundt i lægetiderne, så jeg måtte aflyse tiden hos min egen læge. Jeg prøvede på at komme til at tale med hende, men jeg blev bare smidt i kø. Så jeg har ikke fået sovepiller til natten. Men det kan være det er en god ting, for så kan jeg jo få testet, om jeg kan sove uden dem. Men det vil tiden vise.

Da jeg kom hjem smed jeg mig på sofaen, og jeg fik en 3 timer. Og selvom jeg stadig var mørbanket, så kom jeg alligevel ned og handle lidt, og jeg føler ikke helt optimismen har forladt mig. På trods af trætheden og maven.

Men jeg er ikke kommet nærmere nogen beslutning om hvad jeg bør gøre. Om jeg bør hive teltpælene op og smutte tilbage til Sjælland eller om jeg bør blive herovre. Jeg ved faktisk ikke engang om bør tage på arbejde i næste uge. Jeg ved godt jeg bør komme i gang igen, men hvad hjælper det, hvis jeg ikke kan koncentrere mig om opgaverne og laver fejl? Det vil jo ikke ligefrem være en succes. Måske er det slet ikke den slags arbejde jeg bør lave? Men hvad skal jeg så? Og vil det sidste års tid så være spildt? Sammen med fleksjobbevillingen. Der er SÅ mange spørgsmål og så ekstremt få svar lige nu. Jeg kan håbe på at de kommer, men det er kun mig selv der kan få dem frem og analysere dem. Og få det bedste ud af dem. Det er sq noget af et ansvar der ligger på mig lige nu :(

Et liv...?

Jeg føler jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan ikke falde i søvn. Min hjerne vil ikke lade mig sove. Min hjerne og min mave. Kort tid efter jeg lægger mig føler jeg, at jeg skal på toilettet. Og det gør ondt når jeg er derude. Forbandet ondt. Og samtidig ved jeg, at jeg skal op ved halv syv tiden, så jeg kan komme til Vejle. Og jeg har tiden hos min egen læge senere. Lige nu savner jeg sq sovepillerne. Er jeg blevet afhængig af dem? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at lige nu hader jeg livet. Lige så meget, som jeg for blot få timer siden elskede det. Og det gør jeg vel egentlig stadig. Jeg tror på, at der er masser af gode stunder foran mig. Jeg tror på, at tingene nok skal blive bedre. Jeg tror på livet. Mit liv. Et bedre liv. Et liv med færre dårlige stunder. Et liv, hvor mit fysiske helbred ikke er hovedtemaet, men kun en biting jeg knap nok tænker over. Et liv, hvor glæden er en del af mig. Et liv, hvor jeg er stærk. Er jeg naiv? Eller bare optimistisk? Måske FOR optimistisk?

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sove...

De ikke-egoistiskes mantra.

JEG skal passe på MIG selv. Det er kun MIG der passer på MIG. Ingen andre tager sig af MIG, som JEG gør. Derfor bliver JEG nødt til at gøre hvad der er bedst for MIG.

Mit liv er en flugt.

Mit liv er en flugt. Jeg ved bare ikke om jeg flygter fra eller til noget.

Hvad laver jeg egentlig her i Jylland, når de venner jeg bedst kan snakke med, og som jeg føler lytter, bor på Sjælland. Jeg er ikke typen, der går ud og finder nye venner, og det ER jo ikke altid nemt for folk at skulle rive en weekend ud af kalenderen for at besøge mig. Men er det bare løsningen at flytte tilbage til Sjælland? Jeg skal jo også tænke økonomi, og tænke job. Og flere har stillet spørgsmålstegn ved, om jeg bør arbejde hvor jeg gør. Også selvom de har været en så stor hjælp. Og jeg bør vel heller ikke blive af taknemmelighed over, at de gider have mig?

Jeg har mange ting at tænke over. Men jeg har ikke nogen svar. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvor jeg vil. Jeg føler jeg er ved at miste mig selv. Jeg aner ikke længere hvem jeg er. Og min svigtende helbreds situation og manglende forståelse fra lægerne (eller direkte manglende kontakt) gør det sq ikke bedre.

Jeg har haft verdens fedeste weekend, og alligevel føler jeg, at jeg er ved at drukne. Jeg oplever den ene gode ting efter den anden, og alligevel kan jeg ikke finde glæde. Jeg mangler indhold i mit liv. Jeg mangler substans i mit liv. Jeg mangler. Liv.

Forresten var min egen læges kommentar til psykologens forslag om, at jeg burde udredes for eventuelle andre fysiske problemer jeg måtte have, at det var overhovedet ikke nødvendigt. Vi ved hvad jeg fejler, jeg skal bare medicineres ordentligt. Og hun bør overhovedet ikke sætte min hjerne i gang med den slags tanker.

Og så står jeg midt i det hele, uden følelse af at have et liv...

Hvad er normal?

Det er egentlig mærkeligt, at vi først værdsætter noget den dag vi enten mister eller er tæt på at miste. Jeg ved godt jeg aldrig bliver rask, men jeg ønsker jeg snart kunne få det bedre, så jeg ikke skal leve i smerte og kan få det jeg ønsker: et normalt liv - eller et så normalt liv, som jeg nu nogensinde kan få...

Hvad er normal?

Det er egentlig mærkeligt, at vi først værdsætter noget den dag vi enten mister eller er tæt på at miste. Jeg ved godt jeg aldrig bliver rask, men jeg ønsker jeg snart kunne få det bedre, så jeg ikke skal leve i smerte og kan få det jeg ønsker: et normalt liv - eller et så normalt liv, som jeg nu nogensinde kan få...

Problemet ved at tro på sig selv...

I det meste af den tid jeg har levet, har jeg altid haft en stærk autoritetstro. Jeg har altid gjort hvad jeg er blevet bedt om - og i mit tilfælde drejer det sig mest om troen på sygehusvæsenet - og langt hen af vejen har det hjulpet mig meget i de lige godt 21 år jeg har været behandlet af systemet. Selvfølgelig har der været en enkelt eller to af lægerne, som falder lidt uden for den kategori, men det tror jeg udelukkende skyldes inkompetence. Men det seneste års tid er jeg begyndt at være mere krævende. Jeg er begyndt at tænke mere på mig selv, og på hvordan jeg gerne vil have det. Hvad der skal gøres når JEG ønsker det skal gøres. Jeg ønsker, at hvis jeg har problemer med min mave, så skal der gøres noget her og nu. Jeg kan til nød acceptere, at lægen får et par dage til at svare på henvendelsen. Men at der går over en uge finder jeg dybt kritisabelt! Måske anser man mig nu for en besværlig patient, fordi jeg ønsker hurtig hjælp, så jeg kan komme videre med mit liv? Måske anser man mig for at være en besværlig patient, fordi jeg ønsker at stoppe den behandling jeg selv har fået sat i gang. En ikke helt afprøvet behandling, som gav mig håb, men nu giver mig smerter og store problemer med at få en ordentlig arbejdsdag? Lige nu forbander jeg de læger langt væk, fordi de ikke vil sætte mig tilbage på min "gamle" medicin, som godt nok har en del bivirkninger, men som gør at jeg har en tålelig hverdag. Lige nu har jeg meget lyst til at fyre den fra mit liv. For de gør mig ingen gavn. Lige nu føler jeg næsten de holder mig tilbage, for de er jo eksperterne. Lige nu synes jeg nu bare at JEG er eksperten. Det er vel ikke helt forkert. Er det?