Jeg føler jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan ikke falde i søvn. Min hjerne vil ikke lade mig sove. Min hjerne og min mave. Kort tid efter jeg lægger mig føler jeg, at jeg skal på toilettet. Og det gør ondt når jeg er derude. Forbandet ondt. Og samtidig ved jeg, at jeg skal op ved halv syv tiden, så jeg kan komme til Vejle. Og jeg har tiden hos min egen læge senere. Lige nu savner jeg sq sovepillerne. Er jeg blevet afhængig af dem? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at lige nu hader jeg livet. Lige så meget, som jeg for blot få timer siden elskede det. Og det gør jeg vel egentlig stadig. Jeg tror på, at der er masser af gode stunder foran mig. Jeg tror på, at tingene nok skal blive bedre. Jeg tror på livet. Mit liv. Et bedre liv. Et liv med færre dårlige stunder. Et liv, hvor mit fysiske helbred ikke er hovedtemaet, men kun en biting jeg knap nok tænker over. Et liv, hvor glæden er en del af mig. Et liv, hvor jeg er stærk. Er jeg naiv? Eller bare optimistisk? Måske FOR optimistisk?
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sove...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar