Mit liv er en flugt.

Mit liv er en flugt. Jeg ved bare ikke om jeg flygter fra eller til noget.

Hvad laver jeg egentlig her i Jylland, når de venner jeg bedst kan snakke med, og som jeg føler lytter, bor på Sjælland. Jeg er ikke typen, der går ud og finder nye venner, og det ER jo ikke altid nemt for folk at skulle rive en weekend ud af kalenderen for at besøge mig. Men er det bare løsningen at flytte tilbage til Sjælland? Jeg skal jo også tænke økonomi, og tænke job. Og flere har stillet spørgsmålstegn ved, om jeg bør arbejde hvor jeg gør. Også selvom de har været en så stor hjælp. Og jeg bør vel heller ikke blive af taknemmelighed over, at de gider have mig?

Jeg har mange ting at tænke over. Men jeg har ikke nogen svar. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvor jeg vil. Jeg føler jeg er ved at miste mig selv. Jeg aner ikke længere hvem jeg er. Og min svigtende helbreds situation og manglende forståelse fra lægerne (eller direkte manglende kontakt) gør det sq ikke bedre.

Jeg har haft verdens fedeste weekend, og alligevel føler jeg, at jeg er ved at drukne. Jeg oplever den ene gode ting efter den anden, og alligevel kan jeg ikke finde glæde. Jeg mangler indhold i mit liv. Jeg mangler substans i mit liv. Jeg mangler. Liv.

Forresten var min egen læges kommentar til psykologens forslag om, at jeg burde udredes for eventuelle andre fysiske problemer jeg måtte have, at det var overhovedet ikke nødvendigt. Vi ved hvad jeg fejler, jeg skal bare medicineres ordentligt. Og hun bør overhovedet ikke sætte min hjerne i gang med den slags tanker.

Og så står jeg midt i det hele, uden følelse af at have et liv...