I det meste af den tid jeg har levet, har jeg altid haft en stærk autoritetstro. Jeg har altid gjort hvad jeg er blevet bedt om - og i mit tilfælde drejer det sig mest om troen på sygehusvæsenet - og langt hen af vejen har det hjulpet mig meget i de lige godt 21 år jeg har været behandlet af systemet. Selvfølgelig har der været en enkelt eller to af lægerne, som falder lidt uden for den kategori, men det tror jeg udelukkende skyldes inkompetence. Men det seneste års tid er jeg begyndt at være mere krævende. Jeg er begyndt at tænke mere på mig selv, og på hvordan jeg gerne vil have det. Hvad der skal gøres når JEG ønsker det skal gøres. Jeg ønsker, at hvis jeg har problemer med min mave, så skal der gøres noget her og nu. Jeg kan til nød acceptere, at lægen får et par dage til at svare på henvendelsen. Men at der går over en uge finder jeg dybt kritisabelt! Måske anser man mig nu for en besværlig patient, fordi jeg ønsker hurtig hjælp, så jeg kan komme videre med mit liv? Måske anser man mig for at være en besværlig patient, fordi jeg ønsker at stoppe den behandling jeg selv har fået sat i gang. En ikke helt afprøvet behandling, som gav mig håb, men nu giver mig smerter og store problemer med at få en ordentlig arbejdsdag? Lige nu forbander jeg de læger langt væk, fordi de ikke vil sætte mig tilbage på min "gamle" medicin, som godt nok har en del bivirkninger, men som gør at jeg har en tålelig hverdag. Lige nu har jeg meget lyst til at fyre den fra mit liv. For de gør mig ingen gavn. Lige nu føler jeg næsten de holder mig tilbage, for de er jo eksperterne. Lige nu synes jeg nu bare at JEG er eksperten. Det er vel ikke helt forkert. Er det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar