De sidste par dage har været gedigne lorte dage. Jeg har simpelthen været helt nede og vende. Især i går var slem. Men det mærkelige (for mig) er, at jeg ikke har haft deciderede selvmordstanker. Jeg var bare helt nede i kulkælderen humørmæssigt. Og så kom det efter en forholdsvis god uge, hvor jeg ligefrem mødte en person jeg ikke havde set siden 2007. Det fik mig nu nok til at tænke lidt, men jeg føler ikke det var startskuddet til nedturen. Jeg har en fornemmelse af, at det måske er pillernes skyld.
Forleden stod jeg på Kolding banegård, og her fik jeg en idé til hvordan jeg kan forklare hvordan jeg føler mig. Det har nemlig altid været svært for mig.
Forestil dig, at du står på en banegård. Du ser og registrerer alt omkring dig. Så kommer der et godstog susende forbi. Det du nu ser foran dig er alt du registrerer; du ser kun det svage omrids af godsvogne der farer forbi. Ved enkelte godsvogne når du at registrere enkelte detaljer, men de afløses hurtigt af den næste vogn, der farer forbi. Sådan oplever jeg min hverdag; massevis af begivenheder farer forbi mig, engang imellem får jeg enkelte detaljer printet ind på hjernen, men de afløses hurtigt af den næste begivenhed. Og det irriterer mig for, jeg plejer sq altid at kunne følge med. Og at kunne huske. Det har jeg meget svært ved nu. Og samtidigt føler jeg, at jeg er i en andens krop. Jeg føler ikke altid forbindelsen er der mellem min hjerne og min krop. Jeg kan se hvad jeg laver, men det føles ikke som om det er mig der gør det. Og det er sq ubehageligt. Og deprimerende. Derfor tror jeg, at jeg har haft et par elendige dage. Jeg håber i morgen bliver bedre...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar