Hvis jeg var en bil...

Hvis jeg var en bil, så ville min gearkasse havde været ødelagt for meget længe siden...

Og hvordan skal den så forstås? Jow, sådan som jeg kører frem og tilbage i gearene (primært bakgear og fuld fart frem), så ville det simpelthen flå gearkassen fra hinanden. Den ene dag er jeg klar til at smide det hele overbord og mig selv 2 meter under jorden, og den næste dag (hvis ikke endda inden for samme minut) planlægger jeg både det ene og det andet, som om alt er helt i orden... Hvor længe mon min gearkasse holder til det?

Facade.

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det hele. Tankerne kører stadig rundt i mit hoved. Den, der nok slog mig som værende værst, var da jeg på vej hjem fra arbejde tænkte, at det ville være så uendeligt let at ende det hele ved bare at gå ud foran den lastbil, der lige kom forbi mig på det tidspunkt.... Talte senere med psykiateren, og jeg fortalte ham, at det gik meget skidt, og at jeg havde selvmordstanker. Jeg skulle øge dosis igen på antidepressiv og kontakte ham igen om 10 dage. Jeg skal ærligt indrømme, at det har fået mig til at tvivle på ham. Hvordan kan han vide - efter få minutters samtale - at det er nok. At der ikke vil ske noget, når blot han beder mig om at øge dosis. Jeg tror mit største problem er min facade. Folk omkring mig kan ikke se ind bag den. Uanset hvor meget de tror de kan. Ikke med mindre jeg giver dem lov. Og lige nu kører facaden faktisk automatisk op når jeg møder/taler med folk. Det er som en skærm, der bare kører op foran, når jeg taler med folk, og den forsvinder lige så hurtigt når de kigger væk eller jeg er alene. Hvordan slår man sådan noget fra? Hvordan ændrer man noget, der er så indgroet i ens liv, at det bare sker uden at tænke over det? Kan det ændres med piller? Jeg tvivler stærkt. Men hvordan fa'en gør jeg ellers noget? SKAL jeg gøre noget? Skal jeg bare lade mig bedøve af pillerne? Jeg er splittet i tusinde sind. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke engang om jeg ønsker hjælp....

FTW - FM

Fuck the world - Fuck me...

Tranebær...

Når jeg tænker på hvordan jeg har haft det den seneste tid, kom jeg til at tænke på titlen til Cranberries (på dansk tranebær) første hit Zombie. Selve teksten har ikke ret meget med situationen at gøre (måske lige bortset fra linjen "It's not me), men mere det at jeg føler mig som en zombie; jeg går ved siden af mig selv og lader bare tiden går. Jeg orker ikke at gøre noget ved de ting der sker omkring mig. Jeg har ikke energien. En positiv effekt ved det er jo så, at jeg orker at gøre noget ved noget som helst. Heller ikke de ting andre opfatter som negative. Det kan DE jo så kun være glade for. Mig? Jeg er bare ligeglad. Jeg lader bare tingene ske. Jeg er... En zombie...

Uheldig.

Psykiateren har fri i denne uge. Og sekretæren jeg talte med henviste mig blot til at ringe på mandag. Overvejede at kontakte psykiatrisk skadestue, men kun ikke tage mig sammen. Jeg er fysisk og psykisk udmattet. Fik mig dog taget sammen til at handle, så jeg igen kan se noget på badeværelset. Og fik vasket dyne og sengetøj. Men det burde da vel ikke være alt jeg kan klare?

Skal, skal ikke?

Så kom dagen hvor jeg måtte erkende, at der skal ske noget på den ene eller anden måde. Jeg var på arbejde i dag, men jeg kunne godt mærke, at det var dumt. Fysisk er jeg helt nede og vende og det er slet ikke bedre psykisk. Så i morgen kontakter jeg psykiateren, og så må jeg se hvad han siger. Lige nu har jeg bare svært ved at se en løsning på det. For det går jo egentlig ret godt for mig. Og alligevel er tankerne helt i kulkælderen... Hvordan vil det så ikke være når det begynder at gå imod mig igen?

Hvilken virkelighed?

Den seneste tid har jeg mere og mere følt, at jeg ikke hører til her. Med et ret clicheagtigt udtryk (taget fra amerikanske gyserfilm) føler jeg, at jeg går på grænsen mellem denne virkelighed og den virkelighed jeg mener burde have været; med andre ord føler jeg, at jeg går på grænsen mellem de levendes og dødes verden (jeg skrev jo, at det var clicheagtigt). Jeg går rundt som en søvngænger. Jeg kan huske mindre og mindre, og min koncentration bliver værre og værre. Det hænger selvfølgelig til dels sammen med mine søvnproblemer (manglende søvn hjælper IKKE på koncentrationen), men jeg tror der er mere i det. Jeg kan bare ikke få øje på hvad. Udover den med grænsen mellem de levende og døde. Forholdsvis kort efter selvmordsforsøget havde jeg faktisk - visioner lyder forkert - men jeg havde tidspunkter hvor jeg følte, at jeg balancerede mellem de to verdener. At jeg havde kontakt. At jeg havde fået et formål, og at jeg nu skulle udføre det. Hvad det formål så skulle være har jeg desværre ikke den ringeste anelse om. Og nu føles det mere og mere som om jeg bare befinder mig på den forkerte side af et hegn, og at det nu kun drejer sig om at finde hullet igennem hegnet. Nogle dage ønsker jeg ikke at finde, og andre dage... Nå ja, det er vel ikke så svært at gætte sig til... Og den sidste mulighed vinder mere og mere indpas i min hverdag...