Ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det hele. Tankerne kører stadig rundt i mit hoved. Den, der nok slog mig som værende værst, var da jeg på vej hjem fra arbejde tænkte, at det ville være så uendeligt let at ende det hele ved bare at gå ud foran den lastbil, der lige kom forbi mig på det tidspunkt.... Talte senere med psykiateren, og jeg fortalte ham, at det gik meget skidt, og at jeg havde selvmordstanker. Jeg skulle øge dosis igen på antidepressiv og kontakte ham igen om 10 dage. Jeg skal ærligt indrømme, at det har fået mig til at tvivle på ham. Hvordan kan han vide - efter få minutters samtale - at det er nok. At der ikke vil ske noget, når blot han beder mig om at øge dosis. Jeg tror mit største problem er min facade. Folk omkring mig kan ikke se ind bag den. Uanset hvor meget de tror de kan. Ikke med mindre jeg giver dem lov. Og lige nu kører facaden faktisk automatisk op når jeg møder/taler med folk. Det er som en skærm, der bare kører op foran, når jeg taler med folk, og den forsvinder lige så hurtigt når de kigger væk eller jeg er alene. Hvordan slår man sådan noget fra? Hvordan ændrer man noget, der er så indgroet i ens liv, at det bare sker uden at tænke over det? Kan det ændres med piller? Jeg tvivler stærkt. Men hvordan fa'en gør jeg ellers noget? SKAL jeg gøre noget? Skal jeg bare lade mig bedøve af pillerne? Jeg er splittet i tusinde sind. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke engang om jeg ønsker hjælp....
4 kommentarer:
hmm nu følger jeg en del med i dine tanker fra hoften. det der med pillerne er ski lidt mærkeligt at han bar eøger dig i medicin i stedet for at se dig. eller give dig en tid til en samtale. Det med facaden, det er meget normalt at man har når man møder folk for man vil helst ikk have de finder ud af hvordan man enlig har det indeni. sådan en facade havde jeg jo osse dengang du lærte mig at kende men jeg prøvede og lærte at ligge den ned og turde vise hvem jeg var over for dig. trist at hører at du har det sådan for tiden. det jeg syntes der er mest mærkeligt det er at jeg er nede når du er nede. eller osse er jeg bare generalt nede over tabet af en kære ven.
Jeg må jo bare håbe på, at han ved hvad han laver...
Og du må jo bare se sådan på det, at du måske har tabt en ven, men også har vundet en familie.
det kan da godt være jeg har vundet en familie men jeg følte at du var en del af min familie. en del jeg kunne regne med altid. men sådan blev det desværre ikke
Intet varer evigt her i livet.
Og jeg måtte vælge mellem at være en del af din familie og at passe på mig selv. Og jeg valgte så det sidste..
Send en kommentar