In too deep...

All that time I was searching with nowhere to run to

It started me thinking wondering what I could make of my life

And who'd be waiting. Asking all kinds of questions to myself but never finding the answers. Crying at the top of my voice and no one listening. All this time I still remember everything you said

There's so much you promised how could I ever forget?

Listen: you know I love you but I just can't take this

You know I love you but I'm playing for: keeps

Although I need you I'm not gonna make this

You know I want you but I'm in too deep.

So listen listen to me oh you must believe me: I can feel your eyes go through me but I don't know why. I know you're going but I can't believe

It's the way that you're leaving

It's like we never knew each other at all it may be my fault. I gave you too many reasons being alone when I didn't want to. I thought you'd always be there I almost believed you. All this time I still remember everything you said

There's so much you promised how could I ever forget?

Listen: you know I love you but I just can't take this... So listen listen to me: I can feel your eyes go through me.

It seems I've spent too long only thinking about myself

And now I want to spend my life just caring 'bout somebody else. Listen: you know I love you but I just can't take this... You know I love you but I just can't take this...

Penge.

I dag har jeg fundet ud af hvor meget penge egentlig betyder for mig. For i dag har været den første gang i flere år hvor jeg ud af en normal løn ikke behøver at spørge banken om penge. Og samtidig kunne gå ud og investere i ting til hjemmet. Og det var sq en vidunderlig følelse. Ikke at skulle bede om lov til at købe noget, som vil gøre min hverdag lidt lysere (eller i det her tilfælde min nat lidt mørkere, da jeg fik købt rullegardiner til soveværelset), men som ikke nødvendigvis er en investering. Nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke får brugt for mange penge. Men det tror jeg nu ikke sker. Jeg ved jo nogenlunde hvad jeg har tilbage. Og det er cirka det samme, som jeg har levet for de sidste par år. Så mon ikke nok det skal gå? :-)

En god søndag...

Sove længe (faldt sent i søvn), forholdsvis smertefri, set X-files, set Danmark blive Europamestre i håndbold (og vandt lidt penge), spist et rigtigt godt måltid mad, blevet interviewet til tv, set Wolverine og nu snart sove. :-)

En overraskende afsløring...

Jeg har en afsløring. Faktisk en ret overraskende afsløring. Jeg er ikke ufejlbarlig! Det er måske ikke så overraskende en afsløring i sig selv. Det overraskende er nu nok, at jeg efterhånden er begyndt at erkende det. Jeg har lavet mange fejl i mit liv indtil nu, og jeg vil med garanti lave mange flere i de kommende år. Men det at erkende, at man kan lave fejl, er vel et skridt i den rigtige retning? Et skridt i retning af at lave færre fejl, og måske samtidig prøve at gøre op med de fejl man har lavet indtil nu? Jeg gør mig ingen illusioner om, at det her ændrer mit liv fra den ene dag til den anden. Men det er endnu et lille skridt frem mod et liv jeg synes om. Et blandt mange små skridt. :-)

Trust no one?

Når man én gang er blevet snydt af hvad man troede var en ven, betyder det så, at man fremover skal have mistanke til alle andre venner? Hvordan undgår man den nagende tvivl, der kryber frem, når man føler, at man nu igen måske er ved at blive røvrendt? For det er jo ikke sikkert at denne ven er ude på at snyde en, men at der virkelig ER opstået tekniske problemer. Det sker jo. Men tvivlen er der. Og netop fordi man lige nu er i en situation hvor pengene mangler, så gør det det ekstra vanskeligt. For man vil jo helst ikke virke mistroisk bare fordi man tidligere er blevet snydt af andre. Måske skal jeg bare lade være med at hjælpe andre? For det kunne jo se ud til at det oftest giver bagslag...

Immun?

Jeg tror jeg er blevet immun. Normalt er immunitet jo en god ting, men i det her tilfælde tror jeg ikke det er det. For jeg tror jeg er blevet immun overfor ros. Og når gode ting sker for mig. Jeg tror ikke rigtigt på det længere. Jeg kunne mærke det i dag hvor jeg fik ros af chefen for et rigtigt godt arbejde med en rapport, der skal bruges til leverandørmøder. Jeg sagde bare - som jeg plejer - "Det var så lidt." Først efterfølgende er jeg kommet til at tænke på, at jeg burde have været rigtig glad for den ros. Og det fik tankerne videre hen på de gode ting der jo, trods alt, stadig sker i mit liv. Men de negative ting får lov til at dominere og tage fokus. Og så længe det sker, så har jeg overhovedet ingen chance for at bare komme i nærheden af at blive lykkelig. Og det ønsker jeg jo. Mere end noget andet. Så jeg skal fokusere på det gode, der sker i mit liv og acceptere det dårlige, der sker. Men jeg ved bare ikke om jeg kan det...

Og jeg kan godt se paradokset ved dette indlæg; endnu en gang fokuserer jeg på det dårlige...

Det sure æble.

Jeg bliver vel nødt til at bide i det sure æble. Selvom det irriterer mig. Men jeg bør jo gøre det af hensyn til mig selv. Det jeg taler om, er den medicin der skal til for at jeg får det bedre. Forhåbentlig. Det drejer sig om Budenofalk skum, der skal indtages... Ehm... Mere lokalt end almindelige piller. Hvis I forstår hvad jeg mener. Og jeg har det skidt med at skulle gøre det. Der er visse ting jeg nemmere kan snakke/skrive om end udføre. Og det her er helt klart en af dem.

Da jeg talte med lægen tidligere i dag spurgte han, om de symptomer jeg havde mindede om de tidligere episoder jeg har haft. Og jeg måtte bare sige ja, selvom jeg ikke helt er sikker. Dels fordi jeg har problemer med bare at huske hvad der foregik i går (sådan cirka), og dels fordi jeg har svært ved at genkende min krop og de symptomer der kommer fra den. Jeg mener: engang imellem kigger jeg på min krop og tænker: "Hvordan fandt er jeg endt her?" Jeg har ikke været god ved mig selv. Måske burde jeg lave om på det...?

Det går ikke...

Det går ikke helt, som jeg kunne ønske. Jeg døjer mere og mere med maven. Og for at holde den i skak tager jeg en del smertestillende. Ikke ligefrem det bedste at leve af. For jeg spiser ikke ret meget andet. Kvalmen holder mig fra mad. Hvilket jo egentlig er helt fint når man tager min kampvægt i betragtning. Det er bare ikke den rigtige måde at tabe sig på. Men jeg bliver nødt til at vente på, at jeg bliver kontaktet af sygehuset. Ellers får jeg jo ikke fundet ud af, om problemerne skyldes leveren, tarmen eller noget helt tredje.

Udover maveproblemerne har jeg sværere og sværere ved at huske og koncentrere mig. Jeg sidder tit og skal gøre et eller andet på telefonen, bliver distraheret af et eller andet, og så kan jeg glemme hvad jeg havde gang i. Noget, som jeg sad med bare 10 sekunder før! Det irriterer og bekymrer mig. Jeg håber det kun er noget forbigående i forbindelse med pillerne, men jeg frygter at det ikke er. For hvad vil det så betyde...?

Depression.

Det værste ved at have en depression er, at den kan slå ned mens man mindst forventer det...

Nu begynder den igen...

Nu er maven begyndt at skabe sig igen. Mavepine og kvalme. Så jeg har besluttet mig for at kontakte lægen i morgen. Så håber jeg han vil tage blodprøver, så jeg kan få undersøgt om der igen er aktivitet i tarmen...

Jeg er bange...

Jeg er bange. Bange for de kampe, der skal kæmpes. Bange for de mennesker, der skal såres. Bange for de vanskeligheder, jeg skal stå over for. Bange for de valg, jeg må træffe. Bange for de venner, jeg må skuffe. Bange for de mennesker, jeg skal elske. Bange for de ting, der sker omkring mig. Bange for de ting, jeg ikke kan kontrollere. Bange for, at jeg ikke kan slå til. Bange for, at jeg ikke er god nok. Bange for, at det aldrig bliver bedre. Bange for, at JEG aldrig bliver bedre. Bange for, at livet ikke har nogen mening. Bange for, at alt er forgæves. Bange for, at mine drømme ikke bliver til virkelighed. Bange for, at mine drømme BLIVER til virkelighed.

Jeg er bange...

Øv-dag.

Lige så god i går var, lige så elendig har i dag været. Heldigvis har det "kun" været på grund af det fysiske helbred, men alligevel lidt træls. Og måske endnu mere træls fordi jeg tror det har været min egen skyld. Jeg lytter ikke nok min krop, og jeg fortsætter bare som jeg plejer. Jeg spiser, som jeg plejer. Og det må jeg nok efterhånden snart erkende ikke er det bedste for min krop. Men det kræver viljestyrke. Og det er ikke ligefrem det jeg har mest af. Så hvad pokker skal jeg gøre? For andre kan ikke pådutte mig det. Så slår jeg bremsen i, for andre skal ikke fortælle mig hvordan jeg skal leve og hvad der er bedst for mig... Det er sq ikke nemt at være mig. Og det er sq heller ikke nemt at være min ven. :-)

En lang dag.

Det har været en lang, men også god dag, som snart er slut. Og en dag, der bød på en del overraskelser. Jeg startede som sædvanligt med lysterapi. Så kunne jeg gå hjem og svare på alle de beskeder, der hobede sig op på Facebook. I eftermiddag var jeg for første gang i Retten i Kolding, hvor jeg var indkaldt som domsmand. Det var en "simpel" voldssag (det er jo aldrig simpelt for de implicerede), men alligevel gav det noget specielt at føle det ansvar der følger med når man sidder der. I aften stod så på spisning på Da Isabella, hvor der desværre var mandefald. En måtte melde sig syg og en anden udeblev. Men det gjorde det jo bare billigere for mig. :-)

Og så kommer overraskelserne: Min mor ringede mens vi sad og spiste. Jeg ville dog ikke lige tale på det tidspunkt (aldrig mens jeg spiser). Men jeg ringede til hende da jeg kom hjem. Og det var så første gang i halvandet år jeg talte med hende. Jeg blev i dag onkel for anden gang. En lille ting, der dog kan irritere mig lidt her bagefter er, at vi bare talte som om, at det der skete for halvandet år siden slet ikke var sket. Men vi bliver nødt til at få talt om det, hvis der skal ske fremskridt i familien. Og måske ER det mig der skal tage den op på en eller anden måde. Spørgsmålet er jo bare hvordan? For det vil helt klart give diskussioner hvis jeg gør det. Og orker jeg det? Men det må være noget der kommer i fremtiden. Lige her og nu vil der ikke ske. Nu skal jeg bare nyde resten af fødselsdagen. :-)

Venner?

Jeg har i aften (eller nærmere i går aftes) været til en privat fest, hvor jeg efterfølgende er kommet til at tænke på, at jeg måske skal overveje hvem jeg vælger som venner. Det var egentlig en okay aften med mad og sprut, men jeg er kommet til at tænke på hvad der hovedsageligt var aftenens samtaleemne: en kvinde (der ikke var til stede ved festen), som åbenbart har en masse utiltalende karaktertræk. Jeg har kun mødt hende en enkelt gang, så kan slet ikke udtale mig om, om det er rigtigt, men det slog mig efterfølgende, at den slags mennesker kan være meget svære at stole på. For hvordan vil de omtale mig når jeg ikke er til stede? Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg da grinede med på deres kommentarer, men kunne jeg andet? Det vil jo være svært at forsvare en person man overhovedet ikke kender. Eller er det bare en god undskyldning? Jeg vil blot håbe, at jeg er bedre end dem hvad den slags angår. Jeg vil helst ikke bagtale folk. Og jeg vil helst heller ikke have den slags venner. Så jeg må nok kigge efter nogle andre at blive venner med her i byen...

En god dag at leve...

I dag har været en god dag. Også selvom der ikke har været noget decideret unikt over den. Men summen af dagens oplevelser har været med til at gøre den god.

Jeg stod op klokken 7, så jeg kunne nå til lysterapi hos lægen klokken 8. Efter en halv times lysterapi var det hjem og slappe lidt af på sofaen. Ind imellem fik jeg ryddet nogle småting af vejen. Ved middagstid fik jeg smidt julepynten i kælderen, og så gav jeg mig til at scanne dokumenter fra Lokalhistorisk arkiv ind på computeren. Dem skal jeg bruge senere, når der skal indhentes tilbud på facaderenovering. Og så skal de lægges op på hjemmesiden. Og så gjorde jeg noget jeg ikke har gjort i meget lang tid: Jeg slukkede fjernsynet og gav mig skiftevis til at læse og til at nyde den blå himmel, der efterhånden dukkede frem bag skyerne. Og sådan brugte jeg det meste af eftermiddagen. Til aften var jeg på Postgaarden og spise sammen med Peter (den lune æbletærte med vanilleis skal helt klart gentages) og efter jeg kom hjem fik jeg læst en del mere (Jussi Adler-Olsens Alfabethuset) og set dokumentar på DR1.

Det lyder ikke af så meget, men for mig har det været en dag med sysler, der har gavnet min sjæl. En dag med fordybelse og tid til eftertanke. Og forkælelse. Det tror jeg jeg vil gøre mere af i fremtiden...

What to do?

Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen. Lige nu følger jeg bare strømmen, men det føles forkert. Jeg lader dagene, ugerne og månederne gå uden at jeg kommer videre. Det er jo også bare nemmere. Men risikoen er jo, at jeg er tilbage i samme spor som jeg var i starten af 2010. Og det er jo ikke ligefrem et godt spor at være i... Så hvad pokker skal jeg gøre? Hvad er min drøm? Hvordan kommer jeg ud af det nuværende spor før det er for sent?

Maven og psyken.

Det går (igen) den forkerte vej med maven. Jeg døjer med kvalme og mavepine. Jeg har en fornemmelse af, at det er fordi jeg (igen) er gået ned i dosis på binyrebarkhormon. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at lægen gerne vil have mig ud af medicinen (en bivirkning ved langvarigt brug er knogleskørhed), men når det går sådan her hver gang, så bliver jeg lidt træt af det. Også fordi det har indvirkning på mit humør. Lægen har godt nok foreslået et alternativ til at fortsætte med pillerne: skum med binyrebarkhormon, der skal indsprøjtes lokalt. Og det kan jeg simpelthen ikke. Meget kan man få mig til, men ikke det. Når jeg har været til undersøgelser hvor jeg har skullet være udrenset, har jeg heller ikke kunne tage det klyx der følger med. Og det her skulle jeg så tage flere gange om dagen... Nej tak. Det kan jeg simpelthen ikke. Så vil jeg altså hellere løbe risikoen med knogleskørheden...

Jeg tænker... II

Jeg ligger og tænker tilbage, og af en eller anden årsag kommer jeg til at tænke på en aften i min folkeskoletid. Vi var til klassefest og det blev holdt hjemme hos en af klassekammeraterne. Da det var blevet mørkt gik vi rundt udenfor og kiggede på nattehimlen. Det var en aften med mange stjerneskud og alle de andre fik øje på mange. Men jeg kunne ikke se et eneste. Og det irriterede mig. For hvordan skulle jeg kunne få mine ønsker opfyldt, når jeg ikke kunne se stjerneskuddene? Og jeg havde så mange ønsker jeg ville have opfyldt...

Siden har jeg set mange stjerneskud. Og ønskerne er ikke blevet opfyldt af den grund. Men allerede dengang følte jeg mig udenfor. Følte mig anderledes. Følte at jeg ikke hørte til. Det har kun ændret sig meget lidt siden. Måske er det fordi jeg ER anderledes? Fordi jeg er udenfor? Jeg har i hvert fald svært ved at finde min plads i samfundet. Jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg hører til...

Jeg tænker...

Jeg tænker meget på Døden i øjeblikket. Selvfølgelig tænker jeg også på Livet, men jeg tænker mest på Døden. Jeg tænker på, om det virkelig ville være så slemt at dø. Om det ikke bare ville være som at sove uden drømmene. Og så selvfølgelig, at det ville være for evigt. Men uden alle smerterne. Uden problemerne. Uden følelserne. Og hvorfor gør jeg så ikke noget ved det? Jeg har jo forsøgt før. Jeg tror det måske er fordi jeg er bange. Ikke for Døden. Den vil være en befrielse. Men jeg er bange for at træde ved siden af. Jeg kører på autopilot, og lader tingene ske af sig selv. Uden at stå imod. Uden at vide hvad jeg vil. Derfor føles Døden som et rigtigt godt alternativ...