Stay Gold.

Nature's first green is Gold,
Her hardest hue to hold.
Her earliest leaf and flower,
But only so an hour.
Then leaf subsides to leaf,
So Eden sank down to grief.
So dawn goes down to day.
Nothing Gold can stay.

En lorte dag...

Allerførst en ADVARSEL: Læsning af dette indlæg er på EGET ANSVAR. Der kan forekomme KLAMME, ULÆKRE og direkte UHUMSKE beskrivelser. Så er du advaret...

Dagen startede egentlig okay. Var det træt efter gårsdagens strabadser, så der gik hele 2 minutter før vækkeuret fik mig vækket. Op og i bad, og så en omgang morgenmad. Fik ryddet lidt op til, at konsulenten fra Waoo skulle komme i eftermiddag. Og så afsted på arbejde. Jeg startede op på den rapport, jeg skulle bruge dagen på (eller den rapport jeg SKULLE have brugt dagen på). Fik besøg ved halv ti-tiden fra TopDanmark. Jeg skulle "bare" underskrive en pensionsaftale, men det kom til at tage en times tid, da der var flere ting, der lige skulle på plads. Da det endelig var overstået skulle jeg lige hjælpe en kollega med hendes firmamobil, som drillede med sms'er. Mens jeg sad med det ringede min mobil. Det var rådgiveren fra Danske bank, som desværre havde dårlige nyheder: hun kunne ikke få lov til at tage mig ind som kunde. Det skyldtes primært, at jeg har en gæld på ca. kr. 500k og kun sikkerhed for de omkring kr. 400k. Altså omkring kr. 100k, som der ikke er direkte sikkerhed for. Så ville de ikke tage mig ind som ny kunde. Det var selvfølgelig pisse træls, men jeg havde nu nok lidt forventet det. Alligevel gjorde det lidt ondt inden i. Men jeg havde så lige et kort møde med min chef, og så skulle jeg hjemad. Følte ikke rigtigt jeg fik lavet en skid i dag. Dét skulle dog nok komme senere....

Da jeg kom hjem ventede jeg på, at Waoo-konsulenten skulle komme. Lettere forsinket kom han ved halv tre tiden. Vi fik kigget på hvor der skulle bores og sættes bokse op, så jeg kan få fibernet. Jeg fik en formular, som Ejerforeningen skal skrive under på inden Waoo kan komme ind til mig. Og da jeg alligevel skulle have fat i Ejerforeningen vedrørende en reparation af facaden ringede jeg til kasseren. Hun kunne dog fortælle mig, at det var formanden der skal tage sig af det. Så ham fik jeg sendt en mail til. Kasseren kunne dog fortælle mig, at der snart vil være generalforsamling, så forventer først at få skrevet formularen der.

Og så begyndte dagens altoverskyggende begivenhed (nu er det SIDSTE CHANCE for at STOPPE med at læse!):

Jeg kunne ikke skide! For første gang i næsten 20 år havde jeg fået forstoppelse! Og forstoppelse er altså ikke en særlig sjov ting, når man kan mærke, at man skal skide, har et yderst slidt røvhul på grund af alt for hyppige afføringer og samtidig har, hvad en læge meget rammende kaldte, en "stram analkanal"!!! Det gjorde forbandet ondt og jeg får lige pludselig en lille anelse om, hvordan kvinder har det når de skal føde. Det tog mange ture mellem stolen i stuen og toilettet før den lille lort blev presset ud. Og det gjorde forbandet ondt. Jeg håber aldrig nogensinde, at jeg vil komme til at opleve en smerte SÅ intens. På den anden side, så var det en vidunderlig forløsning da lorten langt om længe kom ud. Det er sq lige før jeg vil påstå, at det var bedre end sex! Men det har været så længe siden, at jeg knap kan erindre det, så den sammenligning vil jeg ikke foretage...

Efterfølgende har jeg de seneste timer stadig kæmpet med maven, men det føles som om, at det er ved at løsne sig... Så nu skal jeg bare have gjort mig klar til morgendagens møde med min bankrådgiver... Håber dagen ikke bliver helt så stor en lortedag.....

Anfald.

Jeg har lige haft et "anfald". Jeg sad i stolen og så fjernsyn, da jeg kunne mærke det var på vej. Det var som om skærmen flyttede sig længere og længere væk fra mig. Jeg begyndte at føle en kriblen i huden og jeg vidste at nu skulle jeg bare ligge ned. Så gik ind i soveværelset og lagde mig. Samtidig følte jeg en rastløshed jeg ikke tidligere har prøvet. Min mave arbejdede på fuld tryk og jeg følte mig varm over hele kroppen. Det var som om jeg brændte, der hvor huden blev berørt. Jeg gik et par gange mellem toilettet og sengen, og lidt efter lidt "vendte jeg tilbage". Jeg kan ikke finde andet udtryk for det.  Det føles faktisk på en måde som om jeg ikke selv har følelse med kroppen. Jeg er inde i kroppen og kigger ud, men jeg har som sådan ingen følelse af at kontrollere den, selvom jeg selvfølgelig gør det. Det er sq ikke videre behageligt.

Jeg tror det skete i dag på grund af manglende søvn og at der samtidig er sket meget i dag. Jeg har været hos min læge, på distrikspsykiatrisk klinik og er blevet klippet. Det hele er sket næsten non-stop fra morgenstunden af, og jeg har ikke haft ordentligt mulighed for at kunne tage hånd om mig selv. Har jeg presset mig selv for meget? Måske. Men det er jo kun ved at presse mig selv, at jeg finder grænsen. Jeg skal bare lære at holde den fremover...

Natten.

Klokken er næsten to. Jeg har lige lagt mig i sengen, og jeg føler mig slet ikke træt. Jeg har set fjernsyn eller spillet computer det meste af aftenen og alligevel føler jeg mig ikke træt. Det bekymrer mig lidt, for uden søvn bliver man sindssyg. Og hvis ikke jeg er det i forvejen, så ønsker jeg ikke at blive det...

Jeg er i tvivl om, om jeg har bevæget mig ud på den forkerte vej. Jeg føler (igen) at jeg er ved at miste mig selv. Tvivlen dukker altid op i nattetimerne, når jeg ikke kan falde i søvn; når tankerne får lov til at bevæge sig frit omkring. Jeg er glad for den ekstra energi jeg har nu efter jeg er begyndt at tage Prednison igen, men det er som om energien primært kommer hovedet til gode. Min krop kan ikke følge med i de ting mit hoved vil. Og det bekymrer mig. Jeg har ikke brug for endnu et nederlag, men jeg frygter dets komme. Engang imellem... Bare engang imellem... Ville jeg ønske, at jeg ikke var mig. Men hvem skal jeg så være?

En forårsdag i Fredericia

Det er egentlig utroligt hvor forskelligt folk klæder sig på, på en forårsdag som i dag. Efter et hurtigt smut nede og handle, har jeg næsten set alle afskygninger: folk i shorts og t-shirts dominerede - selvfølgelig - gadebilledet (jeg var ikke en af dem); folk i t-shirts og lange bukser var der også en hel del af (inkl. undertegnede) og så var der jo ekstremerne: folk i jakker og lange bukser (hvordan kan de holde det ud) og en enkelt mand (desværre) med bar overkrop. Han havde dog problemer med en af følgende ting:

- solstik
- væskeunderskud
- væskeoverskud
- forstyrrelser på balancenerven.

Jeg tror mest det var nummer 3 for han havde ret svært ved at undgå muren på det hus han gik ved...

Og så er det man begynder at tænke over (jeg gør ihvertfald) det liv man har. For man skal vel egentlig være glad for, at man ikke har de problemer så tidligt på dagen? For han lignende jo grangiveligt en en fuldtidsdranker. Og er det et liv der er værd at leve? Vi andre vil jo garanteret helt klart sige nej. Men hvordan ville han selv se på det? Er det måske helt præcist lige det liv han ønsker? Et liv, hvor han kan glemme alle problemerne omkring sig? Det er jo vores egen mening om vores liv der tæller og ikke alle andres. Hvis jeg ønsker at leve et kort liv med mange gode dage i stedet for et langt liv med meget få gode dage, hvem kan så forhindre mig i det? Hvem har RET til det?

Det var lige lidt at tænke over på sådan en dejlig forårsdag i Fredericia. :-)

Rollercoaster...

De seneste dage har været utroligt gode og slet ikke hvad jeg er vant til. Jeg har været helt oppe og køre, og jeg føler at rigtigt mange ting går, som jeg gerne vil have dem til.

I dag faldt jeg så ned fra toppen. Eller ihvertfald et lille stykke. Min mave viste mig, at jeg ikke skal blive alt for kæphøj. Men jeg havde nu nok også lidt forventet, at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Og på en måde er det vel egentlig godt, at det kommer allerede nu, så jeg ikke forventer, at alt går efter planen. Så er det jo lidt nemmere at sluge. Jeg skal bare nu have fundet ud af hvad jeg skal gøre for at vende det til noget godt. For min frygt er lidt, at jeg har fucket min mave og mig selv op med beslutningen om at ændre på de piller jeg tager. At jeg måske burde have bidt min stolthed og vrede i mig og have kontaktet lægerne i Vejle. Det kan jeg ikke ændre på nu, men jeg kan måske lære noget af det. At jeg ikke skal være for stolt til at tage kontakt hvor andre burde have kontaktet mig, men samtidig fortælle dem, at jeg er skuffet over forløbet. Og samtidig holde fast i hvad jeg mener er rigtigt med mindre der er MEGET gode argumenter for det modsatte...

For jeg kan ikke holde ud til de voldsomme ture op og ned. De skal minimeres. Uden at jeg selvfølgelig ryger helt ned i kulkælderen. Jeg skal helst have fremgang nu. Og jeg håber på det kommer. Jeg har bare stadig den nagende frygt til at ligge i underbevidstheden. At på et eller andet tidspunkt går det altid galt. Det er nok i øjeblikket en af mine største forhindringer...

Transformation?

Der er sket noget meget skelsættende i mit liv i de sidste par dage. Min hverdag - og min fremtid - har ændret sig markant. Det hele ser lige pludselig helt anderledes ud - JEG ser anderledes ud!

Og her kommer så kickeren: Jeg aner ikke hvad der er sket!

Det kræver selvfølgelig lige en lille forklaring :)

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg den sidste tid kæmpet med at få min hverdag til at hænge sammen. At få overskud til at lave de ting jeg skal gøre. Ganske almindelige ting, som at vaske op, rydde op, støvsuge, handle (ordentligt) ind osv. Jeg har døjet med at få timerne til at hænge sammen i forhold til mit arbejde, og mit livssyn har været en lille smule mørkt...
Men i går var det anderledes. Dagen startede med, at jeg skulle gøre klar til måleraflæseren. Vi skulle have aflæst vand og varme. Så derfor havde jeg fået flyttet min arbejdsdag til over middag. Så jeg fik gjort klart til det fra morgenstunden, og allerede der begyndte jeg at føle det. En slags overskud. Overskud til at, omend ikke gøre meget rent (han var jo "kun" en håndværker), så dog til at gøre det nogenlunde præsentabelt. Og jeg følte det som - ja, det er meget svært at beskrive, men som en slags svag glæde? Stolthed? Det lyder åndssvagt. Og det bliver meget værre. Jeg tog på arbejde, og fik sammen med min nærmeste kollega, kigget på nogle småproblemer vi havde med en intern måling. Og det er jo den slags arbejde jeg elsker at lave, så det har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på mit humør. Men da jeg sad i toget på vej hjem følte jeg en uro. Jeg havde utroligt svært ved at sidde stille. Jeg ville videre. Det skulle være NU! Det kunne ikke gå stærkt nok. Og DSB kører altså trods alt mindst 110 km/t mellem Kolding og Fredericia.... Så da jeg stod af toget gjorde jeg endnu en af de meget uvante ting: Jeg GIK hjem fra stationen! Jeg plejer ALTID at vente de ca. 10 minutter på at bussen kører, men jeg kunne simpelthen ikke vente. Jeg følte jeg ville eksplodere hvis ikke jeg kom videre! Det var forresten på denne tur hjemad, at jeg blev "kørt træt af 2 unge kvinder", som jeg skrev på Facebook. Vi kom til at gå sådan, at jeg havde en kvinde foran mig, som kom jeg og bagved mig gik endnu en kvinde. Vi havde vel ca. 1-2 meter imellem os, men vi holdt tempoet hele vejen ind. Og var sq egentligt stolt af, at jeg kunne holde dét tempo hele vejen. Måske netop fordi jeg den seneste tid har set mig selv som svag og i meget dårlig kondi (hvad jeg så helt klart, så også er...)

Da jeg kom hjem fik jeg så endelig slappet lidt af foran fjernsynet/computeren (som jeg plejer), og resten af dagen gik egentligt efter det normale mønster. Jeg kom til at sove sent, og sov til ca. hen ved med middagstid. Og så fortsatte besynderlighederne. Jeg stod op og spiste "morgenmad", og gik faktisk i gang med at tage opvasken!!! Og da jeg herefter følte mig lidt træt (som jeg altid gør når jeg har stået op i bare kort tid), satte jeg mig ind og så fjernsyn. men jeg havde STADIGVÆK en følelse af rastløsshed. Jeg anede ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre med mig selv. Så jeg tog et rigtigt langt, varmt og rensende brusebad. Og selvom jeg godt kunne føle, at jeg gik lidt længere end jeg plejer i forhold for hvornår jeg bør stoppe og sætte mig ned før jeg skvatter om, så klarede jeg det. Og det var en vidunderlig følelse. Så skulle man jo tro, at det var nok, ikke sandt? Men nej. Jeg følte stadig at der skulle ske noget. Jeg måtte ned på Hotel Postgården og spise, for de skulle havde frikadeller i dag. Og jeg gik hele vejen ned gennem byen og jeg kunne føle på mig selv, at jeg havde forandret mig. At jeg var kommet ind i en "zone" hvor jeg følte mig helt tilpas. Jeg gik stille og roligt (jeg plejer at stæse afsted inde langs muren med øjnene klistret mod fortorvet) ned gennem byen. Jeg gik med rank ryg og rolige skridt (jeg så mig selv i en butiksrude, og tænkte "Hvem fanden er han?") og jeg følte, at jeg havde lov til at være her. Jeg hørte til....

Alt det her kan selvfølgelig lyde meget mærkeligt (og for nogen endda måske direkte tosset - "Indlæg ham med det samme"), men for de som kender mig, og ved hvad jeg har gået igennem, så kan de måske godt se forskellen i hvordan jeg plejer at være, og hvordan jeg er her, som jeg beskriver. Eller måske er det kun mig selv der kan se det? Er det kun mig, der har en følelse af, at det lyder helt ulig mig?

Og hvad har egentlig været med til at lave denne "transformation"? Jeg har selv op til flere bud, som - måske - tilsammen kan have gjort dette: for første gang i mange år har jeg smidt den forlovelsesring jeg gav AG for så mange år siden (den har IKKE siddet på ringfingeren, men jeg har dog haft den på...); jeg er hoppet tilbage på binyrebarkhormon, som er "vidundermidlet" med de mange bivirkninger (Væskeophobning i kroppen, knogleskørhed, muskelsygdom, opstemthed, depression, psykoser, og meget, meget mere Kilde: Netdoktor.dk), og det har jeg faktisk gjort i trods mod eksperterne, fordi jeg ikke føler min hverdag hænger sammen ellers; at jeg efter mere end 2 års kamp endelig har fået endeligt skøde på min lejlighed efter trusler om opsigelse af aftalen og erstatningskrav.... Eller måske er det hele kun midlertidigt? Kun en "enlig svale" (over 2 dage), der snart bliver ødelagt af virkelighedens realiteter...?

Jeg håber selvfølgelig stærkt, at dette IKKE er en enlig svale, men er en vedvarende trend. :) Og kun de kommende dage, uger og måneder kan vise det. Der vil helt klart komme nedture, men hvis opturene er som de sidste par dage, så føler jeg faktisk, at jeg har en chance. En chance for at få det som jeg så inderligt har ønsket mig de sidste godt 40 år: Et lykkeligt liv....

2 personer?

Jeg tror jeg har fundet frem til en hemmelighed omkring mig selv. Noget jeg måske inderst inde har vidst i lang tid ikke har villet erkende. Måske fordi jeg er bange for det?

Jeg tror på, at jeg er 2 personer (ikke lige som Stephen King/Richard Bachman), der efterhånden er begyndt at kæmpe om herredømmet. Det har de ikke gjort hele tiden, men de er begyndt på det de senere år.

Der er den offentlige Tommy. Ham, som alle kender, som den hjælpsomme, optimistiske person, som i langt de fleste tilfælde altid er glad. Det er ham, der altid har været der og ham der nu så småt er ved at miste kontrollen.

Den anden er den Hemmelige Tommy. Ham, som ingen endnu har set. Ham, der er såret, vred, negativ og generelt bare er totalt umulig at have med at gøre. Han prøver på at overbevise den første Tommy om, hvor dårligt livet er. Hvordan ingen på nogen måde interesserer sig for hvordan jeg har det. Som ser det allerværste i enhver situation. Som prøver på at få den første til at skade sig selv og dermed skaber selvopfyldende profetier.
Men han viser sig aldrig for andre. Han er mest til stede når der er stille. Når alle andre er væk. Og den første tror efterhånden på det. Når de selvopfyldende profetier igen og igen går i opfyldelse er det jo næsten svært andet. Og når det så går godt nogle gange, så skal den anden nok komme frem med sin dårlige indflydelse og vibrationer. Og så går det på et eller andet tidspunkt galt igen. Og så hoverer den anden endnu engang...

Så nu skal jeg "bare" have fundet ud af hvordan jeg kommer den anden til livs. Uden at det går ud over den første...

The Fly

Little fly in the web,
You can stop squirming,
Cause you're already dead.

But it kept squirming.

Until...

The End.

Jeg hader...

Jeg hader egoistiske mennesker.
Jeg hader mennesker der ikke viser hensyn overfor andre.
Jeg hader mennesker der ødelægger.
Jeg hader mennesker der stjæler.
Jeg hader mennesker der gør andre ondt.
Jeg hader løgne.
Jeg hader jalousi.
Jeg hader at være syg.
Jeg hader de små prikker for mine øjne når jeg har gået for meget.
Jeg hader at jeg ikke kan stå i kø i længere tid af gangen uden at blive svimmel.
Jeg hader at jeg ikke kan gøre de ting som raske mennesker kan.
Jeg hader mit udseende.
Jeg hader at jeg ikke kan tage mig sammen til at gøre de ting jeg burde gøre.
Jeg hader den person jeg er.
Jeg hader at være sammen med mennesker der ikke forstår mig.
Jeg hader at tage opvasken alene.
Jeg hader at vaske tøj alene.
Jeg hader at sove alene.
Jeg hader at gå tur alene.
Jeg hader at være alene.

Men jeg elsker de små ting i livet der gør at jeg fortsætter. :-)