Klokken er næsten to. Jeg har lige lagt mig i sengen, og jeg føler mig slet ikke træt. Jeg har set fjernsyn eller spillet computer det meste af aftenen og alligevel føler jeg mig ikke træt. Det bekymrer mig lidt, for uden søvn bliver man sindssyg. Og hvis ikke jeg er det i forvejen, så ønsker jeg ikke at blive det...
Jeg er i tvivl om, om jeg har bevæget mig ud på den forkerte vej. Jeg føler (igen) at jeg er ved at miste mig selv. Tvivlen dukker altid op i nattetimerne, når jeg ikke kan falde i søvn; når tankerne får lov til at bevæge sig frit omkring. Jeg er glad for den ekstra energi jeg har nu efter jeg er begyndt at tage Prednison igen, men det er som om energien primært kommer hovedet til gode. Min krop kan ikke følge med i de ting mit hoved vil. Og det bekymrer mig. Jeg har ikke brug for endnu et nederlag, men jeg frygter dets komme. Engang imellem... Bare engang imellem... Ville jeg ønske, at jeg ikke var mig. Men hvem skal jeg så være?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar