Rollercoaster...

De seneste dage har været utroligt gode og slet ikke hvad jeg er vant til. Jeg har været helt oppe og køre, og jeg føler at rigtigt mange ting går, som jeg gerne vil have dem til.

I dag faldt jeg så ned fra toppen. Eller ihvertfald et lille stykke. Min mave viste mig, at jeg ikke skal blive alt for kæphøj. Men jeg havde nu nok også lidt forventet, at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Og på en måde er det vel egentlig godt, at det kommer allerede nu, så jeg ikke forventer, at alt går efter planen. Så er det jo lidt nemmere at sluge. Jeg skal bare nu have fundet ud af hvad jeg skal gøre for at vende det til noget godt. For min frygt er lidt, at jeg har fucket min mave og mig selv op med beslutningen om at ændre på de piller jeg tager. At jeg måske burde have bidt min stolthed og vrede i mig og have kontaktet lægerne i Vejle. Det kan jeg ikke ændre på nu, men jeg kan måske lære noget af det. At jeg ikke skal være for stolt til at tage kontakt hvor andre burde have kontaktet mig, men samtidig fortælle dem, at jeg er skuffet over forløbet. Og samtidig holde fast i hvad jeg mener er rigtigt med mindre der er MEGET gode argumenter for det modsatte...

For jeg kan ikke holde ud til de voldsomme ture op og ned. De skal minimeres. Uden at jeg selvfølgelig ryger helt ned i kulkælderen. Jeg skal helst have fremgang nu. Og jeg håber på det kommer. Jeg har bare stadig den nagende frygt til at ligge i underbevidstheden. At på et eller andet tidspunkt går det altid galt. Det er nok i øjeblikket en af mine største forhindringer...