Der er sket noget meget skelsættende i mit liv i de sidste par dage. Min hverdag - og min fremtid - har ændret sig markant. Det hele ser lige pludselig helt anderledes ud - JEG ser anderledes ud!
Og her kommer så kickeren: Jeg aner ikke hvad der er sket!
Det kræver selvfølgelig lige en lille forklaring :)
Som de fleste af jer nok ved, så har jeg den sidste tid kæmpet med at få min hverdag til at hænge sammen. At få overskud til at lave de ting jeg skal gøre. Ganske almindelige ting, som at vaske op, rydde op, støvsuge, handle (ordentligt) ind osv. Jeg har døjet med at få timerne til at hænge sammen i forhold til mit arbejde, og mit livssyn har været en lille smule mørkt...
Men i går var det anderledes. Dagen startede med, at jeg skulle gøre klar til måleraflæseren. Vi skulle have aflæst vand og varme. Så derfor havde jeg fået flyttet min arbejdsdag til over middag. Så jeg fik gjort klart til det fra morgenstunden, og allerede der begyndte jeg at føle det. En slags overskud. Overskud til at, omend ikke gøre meget rent (han var jo "kun" en håndværker), så dog til at gøre det nogenlunde præsentabelt. Og jeg følte det som - ja, det er meget svært at beskrive, men som en slags svag glæde? Stolthed? Det lyder åndssvagt. Og det bliver meget værre. Jeg tog på arbejde, og fik sammen med min nærmeste kollega, kigget på nogle småproblemer vi havde med en intern måling. Og det er jo den slags arbejde jeg elsker at lave, så det har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på mit humør. Men da jeg sad i toget på vej hjem følte jeg en uro. Jeg havde utroligt svært ved at sidde stille. Jeg ville videre. Det skulle være NU! Det kunne ikke gå stærkt nok. Og DSB kører altså trods alt mindst 110 km/t mellem Kolding og Fredericia.... Så da jeg stod af toget gjorde jeg endnu en af de meget uvante ting: Jeg GIK hjem fra stationen! Jeg plejer ALTID at vente de ca. 10 minutter på at bussen kører, men jeg kunne simpelthen ikke vente. Jeg følte jeg ville eksplodere hvis ikke jeg kom videre! Det var forresten på denne tur hjemad, at jeg blev "kørt træt af 2 unge kvinder", som jeg skrev på Facebook. Vi kom til at gå sådan, at jeg havde en kvinde foran mig, som kom jeg og bagved mig gik endnu en kvinde. Vi havde vel ca. 1-2 meter imellem os, men vi holdt tempoet hele vejen ind. Og var sq egentligt stolt af, at jeg kunne holde dét tempo hele vejen. Måske netop fordi jeg den seneste tid har set mig selv som svag og i meget dårlig kondi (hvad jeg så helt klart, så også er...)
Da jeg kom hjem fik jeg så endelig slappet lidt af foran fjernsynet/computeren (som jeg plejer), og resten af dagen gik egentligt efter det normale mønster. Jeg kom til at sove sent, og sov til ca. hen ved med middagstid. Og så fortsatte besynderlighederne. Jeg stod op og spiste "morgenmad", og gik faktisk i gang med at tage opvasken!!! Og da jeg herefter følte mig lidt træt (som jeg altid gør når jeg har stået op i bare kort tid), satte jeg mig ind og så fjernsyn. men jeg havde STADIGVÆK en følelse af rastløsshed. Jeg anede ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre med mig selv. Så jeg tog et rigtigt langt, varmt og rensende brusebad. Og selvom jeg godt kunne føle, at jeg gik lidt længere end jeg plejer i forhold for hvornår jeg bør stoppe og sætte mig ned før jeg skvatter om, så klarede jeg det. Og det var en vidunderlig følelse. Så skulle man jo tro, at det var nok, ikke sandt? Men nej. Jeg følte stadig at der skulle ske noget. Jeg måtte ned på Hotel Postgården og spise, for de skulle havde frikadeller i dag. Og jeg gik hele vejen ned gennem byen og jeg kunne føle på mig selv, at jeg havde forandret mig. At jeg var kommet ind i en "zone" hvor jeg følte mig helt tilpas. Jeg gik stille og roligt (jeg plejer at stæse afsted inde langs muren med øjnene klistret mod fortorvet) ned gennem byen. Jeg gik med rank ryg og rolige skridt (jeg så mig selv i en butiksrude, og tænkte "Hvem fanden er han?") og jeg følte, at jeg havde lov til at være her. Jeg hørte til....
Alt det her kan selvfølgelig lyde meget mærkeligt (og for nogen endda måske direkte tosset - "Indlæg ham med det samme"), men for de som kender mig, og ved hvad jeg har gået igennem, så kan de måske godt se forskellen i hvordan jeg plejer at være, og hvordan jeg er her, som jeg beskriver. Eller måske er det kun mig selv der kan se det? Er det kun mig, der har en følelse af, at det lyder helt ulig mig?
Og hvad har egentlig været med til at lave denne "transformation"? Jeg har selv op til flere bud, som - måske - tilsammen kan have gjort dette: for første gang i mange år har jeg smidt den forlovelsesring jeg gav AG for så mange år siden (den har IKKE siddet på ringfingeren, men jeg har dog haft den på...); jeg er hoppet tilbage på binyrebarkhormon, som er "vidundermidlet" med de mange bivirkninger (Væskeophobning i kroppen, knogleskørhed, muskelsygdom, opstemthed, depression, psykoser, og meget, meget mere Kilde: Netdoktor.dk), og det har jeg faktisk gjort i trods mod eksperterne, fordi jeg ikke føler min hverdag hænger sammen ellers; at jeg efter mere end 2 års kamp endelig har fået endeligt skøde på min lejlighed efter trusler om opsigelse af aftalen og erstatningskrav.... Eller måske er det hele kun midlertidigt? Kun en "enlig svale" (over 2 dage), der snart bliver ødelagt af virkelighedens realiteter...?
Jeg håber selvfølgelig stærkt, at dette IKKE er en enlig svale, men er en vedvarende trend. :) Og kun de kommende dage, uger og måneder kan vise det. Der vil helt klart komme nedture, men hvis opturene er som de sidste par dage, så føler jeg faktisk, at jeg har en chance. En chance for at få det som jeg så inderligt har ønsket mig de sidste godt 40 år: Et lykkeligt liv....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar