Hvis jeg var en bil...

Hvis jeg var en bil, så ville min gearkasse havde været ødelagt for meget længe siden...

Og hvordan skal den så forstås? Jow, sådan som jeg kører frem og tilbage i gearene (primært bakgear og fuld fart frem), så ville det simpelthen flå gearkassen fra hinanden. Den ene dag er jeg klar til at smide det hele overbord og mig selv 2 meter under jorden, og den næste dag (hvis ikke endda inden for samme minut) planlægger jeg både det ene og det andet, som om alt er helt i orden... Hvor længe mon min gearkasse holder til det?

Facade.

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det hele. Tankerne kører stadig rundt i mit hoved. Den, der nok slog mig som værende værst, var da jeg på vej hjem fra arbejde tænkte, at det ville være så uendeligt let at ende det hele ved bare at gå ud foran den lastbil, der lige kom forbi mig på det tidspunkt.... Talte senere med psykiateren, og jeg fortalte ham, at det gik meget skidt, og at jeg havde selvmordstanker. Jeg skulle øge dosis igen på antidepressiv og kontakte ham igen om 10 dage. Jeg skal ærligt indrømme, at det har fået mig til at tvivle på ham. Hvordan kan han vide - efter få minutters samtale - at det er nok. At der ikke vil ske noget, når blot han beder mig om at øge dosis. Jeg tror mit største problem er min facade. Folk omkring mig kan ikke se ind bag den. Uanset hvor meget de tror de kan. Ikke med mindre jeg giver dem lov. Og lige nu kører facaden faktisk automatisk op når jeg møder/taler med folk. Det er som en skærm, der bare kører op foran, når jeg taler med folk, og den forsvinder lige så hurtigt når de kigger væk eller jeg er alene. Hvordan slår man sådan noget fra? Hvordan ændrer man noget, der er så indgroet i ens liv, at det bare sker uden at tænke over det? Kan det ændres med piller? Jeg tvivler stærkt. Men hvordan fa'en gør jeg ellers noget? SKAL jeg gøre noget? Skal jeg bare lade mig bedøve af pillerne? Jeg er splittet i tusinde sind. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke engang om jeg ønsker hjælp....

FTW - FM

Fuck the world - Fuck me...

Tranebær...

Når jeg tænker på hvordan jeg har haft det den seneste tid, kom jeg til at tænke på titlen til Cranberries (på dansk tranebær) første hit Zombie. Selve teksten har ikke ret meget med situationen at gøre (måske lige bortset fra linjen "It's not me), men mere det at jeg føler mig som en zombie; jeg går ved siden af mig selv og lader bare tiden går. Jeg orker ikke at gøre noget ved de ting der sker omkring mig. Jeg har ikke energien. En positiv effekt ved det er jo så, at jeg orker at gøre noget ved noget som helst. Heller ikke de ting andre opfatter som negative. Det kan DE jo så kun være glade for. Mig? Jeg er bare ligeglad. Jeg lader bare tingene ske. Jeg er... En zombie...

Uheldig.

Psykiateren har fri i denne uge. Og sekretæren jeg talte med henviste mig blot til at ringe på mandag. Overvejede at kontakte psykiatrisk skadestue, men kun ikke tage mig sammen. Jeg er fysisk og psykisk udmattet. Fik mig dog taget sammen til at handle, så jeg igen kan se noget på badeværelset. Og fik vasket dyne og sengetøj. Men det burde da vel ikke være alt jeg kan klare?

Skal, skal ikke?

Så kom dagen hvor jeg måtte erkende, at der skal ske noget på den ene eller anden måde. Jeg var på arbejde i dag, men jeg kunne godt mærke, at det var dumt. Fysisk er jeg helt nede og vende og det er slet ikke bedre psykisk. Så i morgen kontakter jeg psykiateren, og så må jeg se hvad han siger. Lige nu har jeg bare svært ved at se en løsning på det. For det går jo egentlig ret godt for mig. Og alligevel er tankerne helt i kulkælderen... Hvordan vil det så ikke være når det begynder at gå imod mig igen?

Hvilken virkelighed?

Den seneste tid har jeg mere og mere følt, at jeg ikke hører til her. Med et ret clicheagtigt udtryk (taget fra amerikanske gyserfilm) føler jeg, at jeg går på grænsen mellem denne virkelighed og den virkelighed jeg mener burde have været; med andre ord føler jeg, at jeg går på grænsen mellem de levendes og dødes verden (jeg skrev jo, at det var clicheagtigt). Jeg går rundt som en søvngænger. Jeg kan huske mindre og mindre, og min koncentration bliver værre og værre. Det hænger selvfølgelig til dels sammen med mine søvnproblemer (manglende søvn hjælper IKKE på koncentrationen), men jeg tror der er mere i det. Jeg kan bare ikke få øje på hvad. Udover den med grænsen mellem de levende og døde. Forholdsvis kort efter selvmordsforsøget havde jeg faktisk - visioner lyder forkert - men jeg havde tidspunkter hvor jeg følte, at jeg balancerede mellem de to verdener. At jeg havde kontakt. At jeg havde fået et formål, og at jeg nu skulle udføre det. Hvad det formål så skulle være har jeg desværre ikke den ringeste anelse om. Og nu føles det mere og mere som om jeg bare befinder mig på den forkerte side af et hegn, og at det nu kun drejer sig om at finde hullet igennem hegnet. Nogle dage ønsker jeg ikke at finde, og andre dage... Nå ja, det er vel ikke så svært at gætte sig til... Og den sidste mulighed vinder mere og mere indpas i min hverdag...

Kun en maveinfluenza...?

Jeg tror, at jeg har været så heldig at redde mig en maveinfluenza... Min mave rumler og larmer, men der kommer ikke noget ud af det. Hvilket egentlig giver sig selv, da det er ret begrænset hvad jeg har spist de seneste døgn. I hvert fald af almindelig mad. Men det fik jeg her til aften, og alligevel kom der ikke så meget ud af det. Altså ud over en forfærdelig rumlen. Og det er altså ret belastende at sætte sig ud på lokummet, og det eneste man kan få ud af det, er en lille fornærmet fims, der lød som om, den egentlig havde det bedre hvor den kom fra. Hvilket den garanteret også havde... Men trætheden og ømheden i kroppen fortsætter, og det får mig til at tro, at det kan være en slags maveinfluenza jeg har reddet mig. Hvilket jo heller ikke er så mærkeligt eftersom kroppens immunforsvar selv skal forsøge at klare ærterne nu. Jeg tager stadig binyrebarkhormon, men ikke i så store doser som før. Og når jeg så trapper antidepressiv ned også, så bliver kroppen jo sat på (over)arbejde... Og det er den jo ikke vant til... Men nu må vi se hvad der sker. Om jeg får sovet nok til at komme på arbejde i morgen. Ellers må sovepillerne i brug igen...

En dag, der går i glemmebogen...?

Jeg tror i dag bare vil være en af de dage jeg glemmer alt om. Jeg kan sq knap nok nu huske hvad jeg har lavet. Jow, jeg har rodet lidt med Kaspers hjemmeside. Jeg har været nede og handle. Og så har jeg sovet... Vågnede sent med en enorm hovedpine, så jeg tog et par piller og sov igen. Og jeg drømte. Noget med toge. Og med at være udenfor. Jeg aner ikke hvorfor jeg kan huske det. Jeg plejer ikke at kunne huske mine drømme. Men det har nu nok heller ikke den store betydning... Det der nok bekymrer mig mest er det jeg føler. Jeg har været forbandet træt i dag. Fysisk og psykisk. Jeg har følt mig helt ved siden mig selv. Jeg overvejer kraftigt hvad der skal ske nu. Hvad jeg skal gøre. Men jeg er rådvild. Jeg er bange for at falde ved siden af igen. Det gik ellers så godt.,,

Røvkedelig.

Endnu en dag (og nat), prøver på at bevise hvorfor jeg ikke skal fortsætte. En søvnløs nat med mave- og hovedproblemer. Og en dag hjemme, der fortsatte i samme stil. Og ingen energi overhovedet. Har brugt en del af dagen på at sove (hvilket vel egentlig giver sig selv, når jeg ikke får sovet om natten), og det ødelægger alle muligheder for at prøve at få en almindelig hverdag. Det er det eneste jeg ønsker mig. En hverdag hvor jeg gør det alle andre gør i løbet af en dag: går på arbejde, handler ind, kommer hjem til familien, spiser sammen, hygger sammen og går i seng (sammen). En hverdag så røvkedelig, at man ønsker sig noget andet og mere. Det er det eneste jeg ønsker mig. Det, eller fred. Den fred jeg troede jeg fik for godt halvandet år siden.

Flashback...

Jeg kan mærke, at det går tilbage for mig lige nu. Følelserne kommer tættere og tættere på overfladen. Og jeg er bange for hvordan jeg vil reagere. Tidligere på dagen har jeg skrevet en del i en FB-gruppe for singler, og jeg kan mærke, at selvom jeg er ret træt af at være alene, så tør jeg ikke gå i gang med dating-markedet. Der er så mange muligheder for at blive såret og uendeligt små chancer for at finde den rigtige, at jeg ikke har modet til at gå derud. For at skulle dykke under igen kan være potentielt fatalt... Og i aften lå jeg så og hørte musik inden jeg skulle sove, og jeg ramte noget, der fik minder frem fra de seneste år. Minder, der helst kunne være blevet dybt inde i mig. Minder, der fik mig til at savne den tid. Minder, jeg ville ønske jeg ikke havde. De siger, at det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Sådan en gang pis! Det, der ikke slår os ihjel, forbereder os bare endnu mere på Døden. Og tankerne om Døden er begyndt at komme frem igen. Jeg længes efter den, som den trætte længes efter søvnen. Døden er min søvn. Kun med den kan jeg endelig få ro...

Virkelig...

Jeg skal passe på. Jeg kan mærke det. Jeg bliver nemt "ramt" i øjeblikket. En tilfældig kommentar kan få mig til at tvivle på det hele. Få mig til at bryde sammen. Reagere fuldstændig irrationelt. Og det endda fra folk jeg ikke kender eller nogensinde vil komme til at kende... Jeg har - i samråd med psykiateren - nedsat dosis på min antidepressiv medicin. Så jeg har været opmærksom på, at det nok kunne komme. Men det gjorde nu ikke chocket mindre, da det så kom. Jeg har nok bare været bedre til at håndtere det efter. Det er i hvert fald hvad jeg siger til mig selv. Hvor vidt det så passer kan jeg jo så ikke lige sige. Men jeg håber... Jeg har dog stadigvæk en følelse af, at jeg render rundt i en drøm og at jeg kan vågne op hvornår det skal være. Det er ikke en særlig fed fornemmelse, for jeg aner jo ikke, om det der foregår omkring mig er drøm eller virkelighed. Og hvis det kun er en drøm, er alt det her så ikke bare spildtid? Og hvis det er virkelighed hvordan får jeg så rettet op på det, så det føles virkeligt? For hvis virkeligheden ikke føles virkelig...?

Strøtanker fra et venteværelse.

Tidligere i dag sad jeg i venteværelset hos lægen og ventede på at komme ind til min aftale. Og enhver som har siddet og ventet sådan et sted ved, at der flyver mange tanker rundt i hovedet på en. Her er - i tilfældig rækkefølge - nogle af dem, der farede igennem mit hoved:

Er Anders Breivik terrorist? Eller er han "bare" massemorder? Hvad er forskellen? Hvordan må man som 40-årig mand kigge på et barn uden at blive set på som pædofil? Hvordan må nogen som helst mand kigge på et barn uden at blive set som pædofil? Er vi ved at blive for paranoide? Ser vi først efter det dårlige/farlige i vores medmennesker før vi kigger efter det gode/mulige? Er vi for mistænksomme over for folk vi ikke kender? Bør vi være det? Er en ældre mand der kigger på yngre kvinder en gammel gris selvom han inden i føler sig som en på 18? Hvordan ser andre mig? Ser jeg gammel ud? Ser jeg ung ud? Og sammenlignet med hvad? Sammenlignet med hvem? Hvorfor kan man ikke få lov til at se hvordan andre ser en? Ville det gøre en forskel?