En storm på vej?

Jeg føler, at der er en storm på vej i mit liv. At alt det gode, som efterhånden er sket for mig i den seneste tid ikke kan blive ved. At der snart må komme den nedtur, som altid plejer at komme. Måske er det bare mit gamle jeg, der trods lykkepiller, binyrebarkhormon og generel lykke stikker sit grimme hoved frem. Eller måske er det fordi jeg føler mig forkert. Jeg føler mig totalt følelsesløs på trods af følelserne af glæde over, at det går så godt. Måske er det fordi jeg ikke er vant til at føle, at det hele føles forkert, når jeg nu endelig føler noget? Jeg ved ikke hvordan det hele hænger sammen. Jeg ved ikke hvad det hele ender med. Jeg ved bare, at jeg føler der er en storm på vej i mit liv...

Nedetid på hjemmesiden.

Jeg har fået nedenstående mail fra mit hosting center. Så ved jeg på forhånd hjemmesiden ikke virker. :-)

"Hej

Du modtager denne mail og information, da du har et domæne hos InterGate, som vil blive berørt af nedenstående ændring.

InterGate har valgt at flytte datacenter for at sikre vores kunder endnu bedre oppe tider og internet forbindelser til hjemmesider, mail, databaser osv.

Vi vil om morgen, lørdag den 2/7-2011 flytte servere og udstyr til nyt datacenter. Vi forventer, at dette vil tage nogle timer. Denne flytning vil betyde at hjemmeside, mails, databaser mv. vil være nede.

Vi vil hurtigst mulig få udstyret online igen lørdag og forsøge at minimere nedetiden til et absolut minimum.

Status og information kan ses på http://www.intergate.dk/content/support/driftstatus.htm

Vi beklager dette og de gener dette måtte medføre samt håber på din forståelse.

Med venlig hilsen InterGate

www.intergate.dk"

Mobil og penge...

Der er sket en hel del den seneste tid. Og langt de fleste af tingene er sket efter mit hoved. Om det så er godt eller skidt kommer jo nok an på øjnene der ser. Jeg har fået min nye mobil, og den gamle er klar til at blive solgt videre. Det tog dog lidt længere tid end beregnet at få den nye mobil, da Callme ikke havde helt styr på deres ordrer og leveringstider. Det havde 3 derimod. De formåede faktisk at have leveret den nye mobil og flyttet mit mobilnummer over til dem inden Callme fik sendt mobilen til mig. Til trods for, at jeg bestilte hos 3 to dage senere end hos Callme... Men jeg er rigtig glad for min nye mobil. Der er selvfølgelig ting man skal vænne sig til i forhold til den gamle (laderstikkets placering i siden i forhold til tidligere modellers i bunden undrer mig lidt), men jeg regner ikke med, at det er noget, som vil få mig til at fortryde købet. Men det vil tiden jo vise. :-)

En anden ting, der er "faldet på plads" er mine kreditlån. Jeg fik tilbud om at låne 40.000 kroner hos Nordea Finans. Men jeg nøjedes med at låne 30.000. For det var det jeg skyldte Danaktiv og Ekspres Bank. Jeg ved det lyder åndssvagt at låne penge for at betale gæld. Men jeg gjorde det af 2 årsager:

1. Ved at optage et nyt lån kunne jeg nedsætte den samlede ydelse med ca. 400 kroner om måneden. Selvfølgelig er jeg så oppe på at skylde penge igen i 5 år, men det tager jeg ikke så tungt.

2. (Og måske nok den vigtigste grund) Jeg gjorde det i trods overfor min bankrådgiver, fordi han ikke ville hjælpe mig med lånene, selvom det ville kunne give mig en lidt bedre økonomi, og - i mine øjne - dermed en mindre risiko for, at jeg skulle "falde i igen". Så nu må jeg se hvad han siger, når jeg fremlægger det nye budget for ham. Han bliver jo nok ikke ligefrem glad. Men hul i det. JEG har det bedre, og det tæller vel mere...?

Stadig træt...

Jeg har nu fået sovepiller (eller indslumringspiller, som lægen kalder dem), så jeg kan falde i søvn om aftenen. Og de virker. Måske lidt for godt. Men jeg er stadig utroligt træt, så jeg bliver mere og mere sikker på, at årsagen til trætheden ikke (kun) er den manglende søvn, men det faktum, at vi har ændret på hyppigheden af Vitaminindsprøjtninger. Før fik jeg indsprøjtninger hver 14. dag, men lægen mente det var overkill. En gang om måneden burde være nok, hvis ikke sjældnere. Så det skulle jeg prøve, og så samtidig holde øje med blodprøverne for at se, om det har indflydelse på mit helbred noget. Subjektivt vil jeg sige, at det har det, og jeg håber at blodprøverne på tirsdag (hvor jeg heldigvis også skal have vitaminindsprøjtning) vil vise det samme. Ellers må der sq være noget andet galt, og så skal det problem adresseres.

Problemet med trætheden giver mig også noget andet at tænke over. Jeg tager beslutninger i en tilstand hvor jeg engang imellem føler mig usikker på, om det er det rigtige jeg gør. Hjernen arbejder jo langt fra så hurtigt som den plejer, og ind imellem er jeg sq usikker på det der sker omkring mig og i mit hoved. De antidepressive piller har selvfølgelig også en indvirkning der. Jeg føler hele verden farer forbi mig, mens jeg bare sidder og kigger uinteresseret på. Der er ikke ret meget omkring mig der egentlig rager mig. Eller sådan føler jeg ihvertfald. Måske burde jeg nævne det for psykiateren når jeg ser ham næste gang? Hvis jeg husker det. Nu har jeg da ihvertfald en chance for at huske det...

Published with Blogger-droid v1.7.1

Træt

Jeg er træt. Nej, det dækker ikke helt. Jeg er totalt udmattet! Endnu en nat har jeg overhovedet ikke fået sovet. Og jeg kan føle på mig selv, at det er noget lort. Jeg bliver irriteret over småting, og jeg har svært ved at koncentrere mig om selv de mindste ting. Heldigvis har jeg en tid hos lægen på tirsdag, men lige nu føles det som meget langt væk. Jeg har ret svært ved at overskue det hele lige nu. Hvordan kommer jeg igennem dagen i morgen? Og mandag? Det slider på mig, men hvad kan jeg gøre? Jeg føler mig magtesløs. Jeg føler mig pisse rasende. Og udmattet. Uendeligt udmattet...

Published with Blogger-droid v1.7.1

Ikke alt er, som det burde være...

I dag burde være en af de dage hvor jeg gik ned med flaget. Men jeg gjorde det ikke. Der var optræk til det flere gange; der var mange ting, som gik mig imod. Men alligevel gik det ikke galt. Hvorfor? Jeg tror ikke der er noget let svar på det. Jeg tror ikke engang der er et rigtigt svar på det. Men jeg tror en af årsagerne var, at jeg var forberedt på det. At jeg forventede, at det ville gå stik modsat af hvad jeg ønskede. Og det gjorde det jo så. Bankrådgiveren ville stadig ikke røre kontraktlånene, selvom jeg spurgte om der kunne gøres noget der (og på trods af, at han sagde, at jeg jo ikke skyldte ret meget på lånene........). Han havde kun beregnet 2 forslag til realkreditlån, og dem kan vi først gøre noget ved i slutningen af juli måned. Men vi var enige om, at jeg godt kunne sidde i lejligheden (han har vel næsten ikke andet valg, når nu markedet er som det er), så det fik jeg meldt ud til Home. Så i aften tog jeg Til Salg-skiltet ned...

Da jeg kom hjem fra banken tænkte jeg, at jeg ville undersøge hvad det ville betyde, hvis jeg samlede alle tre kontraktlån i ét lån hos Ekspres bank. Jeg betaler pt. ca. 1200 om måneden og hvis jeg betalte 800 om måneden på et samlet beløb, ville det tage mig 63 måneder at være ude af det. Og 400 ekstra om måneden er jo også værd at tage med. Men Ekspres bank ville kun låne mig til de lån jeg har hos dem. Og så kan det jo være lidt lige meget.... Og som tingene står nu, så skal jeg leve for 1000 om ugen. Hvilket jeg godt kan gøre i en begrænset periode. Men nu har jeg gjort det i ca. halvandet år, og det har ikke været sjovt. Hvor meget længere kan jeg holde til det...?

Lige nu føler jeg mig faktisk rasende over, at jeg er endt her. Rasende på mig selv fordi jeg har ladet det komme hertil. Rasende på banken fordi de ikke vil hjælpe mig mere end de gør. Og rasende på alt det der går imod mig, uanset hvad det er. Hvor længe kan jeg holde til det inden jeg knækker igen?

Venteposition

Jeg er i venteposition. Jeg gør noget af det jeg burde være allerbedst til: nemlig at vente. Jeg venter på min fremtid. Jeg venter på at alle mine planer skal komme til mig, så jeg kan få det liv jeg er bestemt til at skulle have. Og en af planerne kommer i morgen. Eller rettere, senere i dag. Organisationen af min økonomi, så jeg kan begynde at bekymre mig om andre ting. Men jeg har lært en masse af at vente. Tingene kommer aldrig til at gå som jeg ønsker det. Så er alligevel lidt spændt på hvad Universet har til mig...

Nat?

Igen bliver jeg nødt til at komme med en ADVARSEL om ANSTØDELIGT SPROGBRUG, UBEHAGELIG LÆSNING og DÅRLIG STEMNING!! Så er du advaret. :-)

Endnu en nat uden søvn. Endnu en morgen hvor jeg føler, at jeg balancerer på kanten. Alle normale rutiner forsvinder, som dug for solen (eller som nattens mørke for solen). Jeg har ingen energi eller overskud til at gøre noget som helst af alt det jeg burde gøre. Og alligevel kan jeg ikke sove. En del af det skyldes røvhullet. Eller rettere området omkring. Det klør. Som ind i helvedet. Jeg har godt nok fået noget bedøvende creme til at smøre i, og det virker også til dels. Men når jeg så samtidig føler jeg skal skide lige så snart jeg lægger mig, så er det jo lige før jeg får smurt mig selv så meget med den bedøvende creme, at det er utroligt, at ballerne ikke hænger nede omkring fødderne på mig... Det er ikke holdbart det her, men hvad skal man gøre? Det er som at vælge mellem pest eller kolera. Jeg kan vælge mellem et røvhul der klør ekstremt meget, eller et ustabilt psykisk helbred. HVIS det vel og mærke er som jeg tror, at det er den øgede Prednison dosis der gør, at afføringen er blevet mere formet og derfor har denne uønskede effekt på mit røvhul... Hvorfor kan det ikke bare være enten helt godt eller helt skidt? Det ville i det mindste være til at holde ud. Også selvom det skulle være det dårlige jeg skulle igennem. Det hele er altså betydeligt nemmere at håndtere når man ligger på sygehuset på kanten. Så har man i det mindste noget at kæmpe for. Jeg kan ikke se hvad jeg skal kæmpe for nu. Lidt mindre kløen? Tyndskid? Søvn? Jeg er godt træt af det her. På en eller anden måde ville jeg ønske, at de ville indlægge mig, og ikke lukke mig ud før der er ro på kroppen. Men jeg ved også godt, at det aldrig vil ske. Jeg tager mig selv i at længes tilbage til dengang i 1993 hvor det eneste der optog mig var om jeg mon nogensinde ville blive udskrevet. Hvor dagligdagen bestod af væskeskemaer, morfinindsprøjtninger, tarmundersøgelser, mad og søvn... Det var sq enklere tider...

Bakkedal

Nætterne er de værste. Det er der min mave skaber sig mest. Det er der hvor jeg løber mest på toilettet, og det er der det generer mest når først jeg er færdig. Eller det vil sige, det passer ikke helt. For det er ikke nætterne som sådan, men snarere fra jeg lægger mig ind i sengen til jeg falder i søvn sidste gang. Og det tager tit lang tid. I aften gik jeg f.eks. i seng ved midnatstid og klokken er nu kvart over tre. Og i dag kan jeg tage det stille og roligt, for jeg skal ikke nå noget i morgen. Men ingen overmorgen skulle jeg jo gerne på arbejde. Og så vil jeg højest sandsynligt stresse over, at jeg ikke kan falde i søvn. Og så bliver det først problematisk at falde i søvn. For når først både hoved og røv modarbejder resten af kroppen, så kan jeg lige så godt opgive på forhånd... Og det vil jeg jo helst ikke. Jeg vil jo gerne kunne føre et nogenlunde normalt liv. Hvilket sq er ret svært med de unormale omstændigheder jeg lever under. Hvordan pokker skal jeg nogensinde få det til at hænge sammen? Jeg har efterhånden svært ved at se hvordan. Jeg ved godt, at jeg lige nu rammer en bakkedal. Det håber jeg ihvertfald det er. For det skulle jo gerne blive bedre. Ikke?

Sove

Jeg kan ikke sove. Jeg er meget træt, men jeg kan ikke sove. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, men jeg kan ikke fange dem. Jeg har flere gange i løbet af dagen følt mig på kanten af at bryde sammen i gråd, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg føler ikke jeg kommer nogen vegne. Jeg står i stampe. Jeg har ikke noget mål. Jeg har ikke noget jeg kan se frem til. Tiden går bare. Sekunderne. Minutterne. Timerne. De forsvinder bare mellem hænderne på mig. Og jeg er ikke kommet videre. Jeg er stadig syg. Jeg er stadig alene. Jeg er stadig. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg vil ikke være syg. Jeg vil ikke være alene. Jeg vil ikke være. Døden ville være en kærkommen gæst. Jeg ville ønske Den velkommen med åbne arme. Hvor ville det være vidunderligt. Jeg ville ønske jeg var tilbage før 10-01-10, så jeg kunne lave det om. Så jeg kunne gøre det rigtigt. Men tiden går. Sekunderne. Minutterne. Timerne. Og jeg er stadig her...

Jeg er ved at blive gammel...

Jeg tror efterhånden, at jeg er ved at blive gammel. Sådan føler jeg ihvertfald i forhold til hvordan folk opdrager deres børn. Eller måske rettere mangel på samme. Jeg kunne mærke det gik mig på i dag, da jeg var ude og handle. En far med 2 børn, der vel har været en 6-7 år trickede ihvertfald tankerne. Ikke nok med, at de overhovedet ikke havde respekt for folk omkring sig, så havde de også fået lov til at tage deres løbehjul med ind i butikken. Og senere, da jeg så dem på vej hjemad kørte faren på sin cykel på fortovet, mens børnene kørte på kryds og tværs med deres løbehjul... Og det fik mig til at tænke på hvordan JEG blev opdraget. Havde jeg formastet mig til at gøre noget som helst af det de børn gjorde, så var der sq faldet brænde ned... Og selvom der måske nok har været en snert af frygt i det, så har der samtidig været en respekt i det samtidig med. Og den respekt, hensyntagen og opdragelse synes jeg mangler i dagens samfund. Og det gælder for mange børn, såvel som for unge. Hvordan kan det være, at vi accepterer det? Jeg siger ikke, at kadaver disciplinen og retten til at slå sine børn skal tilbage. Overhovedet ikke. Men hvordan sikrer vi os så, de kommende generationer lærer at vise respekt overfor hinanden. Hvordan giver vi børn en ordentlig opdragelse hvor de viser hensyn? Jeg synes det mangler. Jeg har ikke løsningen på det, men jeg synes det er et ret vigtigt område at kigge på, før Danmark kommer til at bestå af 5 millioner mennesker, der aldrig tager hensyn til andre end sig selv....

En god gåtur.

Jeg gjorde noget i dag, som jeg ikke har gjort i lang tid: jeg gik en tur. Det gør jeg jo for så vidt tit, men normalt gør jeg det fordi jeg har et ærinde. Og så går jeg direkte til mit mål. I dag gik jeg en lang omvej. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville i Fakta. Men jeg ville tage turen ned omkring Østerstrand. Og det gjorde jeg så. Faktisk gik jeg langs med Østerstrand ned til havnen og derefter op tværs igennem byen. Men da jeg var kommet så langt, var jeg blevet så træt, at jeg gik direkte hjem. Og jeg var totalt smadret. Men turen var også på godt 4 kilometer. Så er der noget at sige til det? Jeg må nok hellere tage en kortere tur næste gang. :-)

I think you might be interested in this track: http://maps.google.com/maps/ms?msa=0&msid=204918992607710199708.0004a4bb9ef15f3a94553

Tiden går...

Jeg synes den seneste tid er gået meget hurtig. Jeg kan ikke helt forstå, at vi nu går ind i sommermånederne. Jeg synes faktisk ikke det er så længe siden vi sidst havde sommer, og jeg var i hallen flere gange om ugen. Men især de sidste par uger er fløjet afsted. Ikke nødvendigvis fordi jeg har haft travlt (synes faktisk ikke jeg har udrettet ret meget), men måske mere fordi tiden simpelthen bare er forsvundet ud mellem hænderne på mig... Og jeg tror jeg kender den største årsag til det. Medicinen. Cymbalta'en (som jeg nu er helt oppe på 90 mg om dagen) gør, at jeg ikke tænker så meget (hvilket i mit tilfælde er en forbandet god ting). Men fordi jeg ikke tænker så meget, så føler jeg nærmest, at jeg stener mig gennem tilværelsen. Jeg kan bruge en hel dag på bare at zappe rundt mellem de serier jeg har set 100 gange før. Og når dagen er gået, så kan jeg ikke sige med hvad. Og udover at det ikke fører mig nogen steder hen i forhold til hvad jeg skal med mit liv, så irriterer det mig, at jeg spilder tiden på den måde. For det ER spild. Det fører mig jo kun tættere og tættere på afslutningen. Uden egentlig at have noget konstruktivt med ud af den periode... Jeg bør vel egentlig bare tage det som en tænkeperiode, hvor jeg prøver at finde ud af hvad der skal ske. Men det er det jo ikke engang. Det er bare... Jeg føler mig sq lidt som en grøntsag. Det er meget begrænset hvad der foregår i mit hoved, og jeg føler slet ikke jeg er tilstede i de ting jeg foretager mig... Jeg ved jo godt medicinen er der for at begrænse mine dårlige perioder, men det her føles helt forkert... Og udover de manglende tanker, så døjer jeg også med søvnen. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, næsten uanset hvor træt jeg er, og når jeg endelig falder i søvn vågner jeg næsten altid op bagefter, som om verdenen er en ond drøm... Det er ikke den helt rigtige måde at forklare det på, men det er det tætteste jeg kan komme på at forklare det... Det er som verdenen er forkert, og jeg aner ikke hvordan jeg får den gjort rigtig igen... Det kunne egentlig godt være, at jeg skulle prøve at kontakte lægen, for det her er vist ikke godt...

Fik forresten ros for (sådan opfattede jeg det ihvertfald), at jeg var så åben omkring mine problemer af bankrådgiveren hos Middelfart Sparekasse. Jeg håber det så vil have positiv indvirkning på bankens beslutning omkring mig som ny kunde. :-)