Jeg kan ikke sove. Jeg er meget træt, men jeg kan ikke sove. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, men jeg kan ikke fange dem. Jeg har flere gange i løbet af dagen følt mig på kanten af at bryde sammen i gråd, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg føler ikke jeg kommer nogen vegne. Jeg står i stampe. Jeg har ikke noget mål. Jeg har ikke noget jeg kan se frem til. Tiden går bare. Sekunderne. Minutterne. Timerne. De forsvinder bare mellem hænderne på mig. Og jeg er ikke kommet videre. Jeg er stadig syg. Jeg er stadig alene. Jeg er stadig. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg vil ikke være syg. Jeg vil ikke være alene. Jeg vil ikke være. Døden ville være en kærkommen gæst. Jeg ville ønske Den velkommen med åbne arme. Hvor ville det være vidunderligt. Jeg ville ønske jeg var tilbage før 10-01-10, så jeg kunne lave det om. Så jeg kunne gøre det rigtigt. Men tiden går. Sekunderne. Minutterne. Timerne. Og jeg er stadig her...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar