Jeg har nu fået sovepiller (eller indslumringspiller, som lægen kalder dem), så jeg kan falde i søvn om aftenen. Og de virker. Måske lidt for godt. Men jeg er stadig utroligt træt, så jeg bliver mere og mere sikker på, at årsagen til trætheden ikke (kun) er den manglende søvn, men det faktum, at vi har ændret på hyppigheden af Vitaminindsprøjtninger. Før fik jeg indsprøjtninger hver 14. dag, men lægen mente det var overkill. En gang om måneden burde være nok, hvis ikke sjældnere. Så det skulle jeg prøve, og så samtidig holde øje med blodprøverne for at se, om det har indflydelse på mit helbred noget. Subjektivt vil jeg sige, at det har det, og jeg håber at blodprøverne på tirsdag (hvor jeg heldigvis også skal have vitaminindsprøjtning) vil vise det samme. Ellers må der sq være noget andet galt, og så skal det problem adresseres.
Problemet med trætheden giver mig også noget andet at tænke over. Jeg tager beslutninger i en tilstand hvor jeg engang imellem føler mig usikker på, om det er det rigtige jeg gør. Hjernen arbejder jo langt fra så hurtigt som den plejer, og ind imellem er jeg sq usikker på det der sker omkring mig og i mit hoved. De antidepressive piller har selvfølgelig også en indvirkning der. Jeg føler hele verden farer forbi mig, mens jeg bare sidder og kigger uinteresseret på. Der er ikke ret meget omkring mig der egentlig rager mig. Eller sådan føler jeg ihvertfald. Måske burde jeg nævne det for psykiateren når jeg ser ham næste gang? Hvis jeg husker det. Nu har jeg da ihvertfald en chance for at huske det...
Published with Blogger-droid v1.7.1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar