Så har jeg fået talt pillerne op. Jeg ved jo af gode grunde ikke hvor mange jeg tager, men det bliver nok hovedparten af dem. Nedenfor er en opgørelse over hvor meget jeg har.
98x 25 mg Truxal.
100x 60 mg Cymbalta.
19x 30 mg Cymbalta.
36x 400 mg Ibuprofen.
70x 400 mg Ibumetin.
87x 500 mg Pamol.
343x 25 mg Kodein.
57x 15 mg Mirtazapin.
Tvivlen dukker stadig op i mig. Der er så mange ting jeg gerne ville opleve. Men helbredet, økonomien sætter begrænsninger. Og jeg orker ikke længere at kæmpe med det. Og når jeg ser på verden omkring mig, så hjælper det på min beslutning om at fortsætte af den vej jeg har udstukket. Det er ikke en verden der er værd at leve i. Ikke for mig.
Vi havde bestyrelsesmøde i Klubben i aften, og det var lidt svært at sidde der og vide, at næste måneds arrangementer og aftaler overhovedet ikke havde betydning for mig. At de ting de forventede, at jeg skulle stå for, ville jeg ikke komme til at stå for. Endnu engang fik jeg næsten kolde fødder. Men det går ikke. Min økonomi. Mit helbred. Det kan ikke klare mere. Jeg kan ikke klare mere.
I dag har været meget fraværende. Jeg har været helt ved siden af mig selv. Jeg har gået i en døs. Og jeg var sq lige ved at besvime, da jeg kom hjem fra bestyrelsesmødet. Så der ER kun en vej frem...
Jeg har haft det underligt i dag. Jeg har været fraværende. Ved siden af mig selv. Måske er det fordi jeg startede dagen med 2 kodein og en Burn. Og kun det indtil middag. Måske er det fordi jeg havde mit Seaband på det meste af dagen fordi jeg har været med Peter i Tyskland. Jeg ville jo ikke være køresyg. Eller måske en kombination af det hele? Jeg ved det ikke helt. Men det føles forkert.
Det har dog ikke ændret mine planer. Jeg fortsætter som planlagt.
Jeg er rastløs. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der kan være flere forklaringer. Det kan måske være medicinen. Jeg er ved at udtrappe mig selv af Cymbalta. I sidste uge var jeg på 60 mg og i denne uge bliver det 30 mg. I næste uge ingen. Grunden til at jeg trapper ud er dels, at jeg gerne vil være nogenlunde medicinfri (selvom jeg godt ved, at jeg ikke når det 100%) og dels at jeg gerne vil have så mange Cymbalta tabletter som muligt uden at skulle købe flere. Så måske har nedtrapningen fra 90 mg til nu 30 mg allerede indflydelse på min krop? Desuden tager jeg slet ikke Truxal, og har ikke gjort det i flere uger. Dem skal jeg også bruge. Jeg tager dog stadig Mirtazapin, da jeg ellers har problemer med at sove. Men dem har jeg også en del af, og de er ikke så dyre som Cymbalta. Desuden tror jeg faktisk, at jeg kan nå at få flere. Men jeg ved ikke om det bliver nødvendigt. Det kan også være, at jeg er rastløs fordi jeg nu har besluttet mig og gerne vil have det overstået. Men der er nogle forpligtelser jeg gerne vil have klaret først. Derfor (og måske fordi jeg er lidt bange) har jeg sat en senere dato på. Og spørgsmålet er jo så, om jeg tør det når tiden kommer. Det håber jeg sq...
Så er jeg lige kommet hjem efter en tur ned i byen og sveden driver simpelthen ned af mig. Og der er ikke engang 20 grader udenfor... Det er så pisse irriterende, at man ligefrem skal have et håndklæde klar når man kommer hjem. Også at man står nede i byen og sveden drypper fra hovedet og gør mit tøj klamt. Havde der så været 25 eller 30 grader, så kunne man måske forstå det. Men vejret er sådan, at mange går i store jakker... Godt det snart er overstået.
Jeg er kommet i tvivl. Efter at have haft en utrolig hyggelig aften sammen med andre fra Klub 1297 er jeg kommet i tvivl om, om jeg er på rette vej. Om det jeg har planlagt er det rigtige. Hvis ikke det er får jeg brug for hjælp. Og masser af det. Men hvem skal jeg belaste med det? For det bliver ikke nemt at få mig på rette vej. Slet ikke som jeg er. Så det er nok nemmest bare at fortsætte med planen...?
Jeg har fået kolde fødder med hensyn til mine planer. Eller jeg er i hvert fald begyndt at tænke lidt over det. Jeg læste om bivirkninger og mulige virkninger i forbindelse med en overdosis på de præparater jeg har tænkt mig at bruge. Og det var ikke ligefrem sjov læsning. På den anden side kan jeg jo ikke være sikker på, at det vil ske for mig. Og der har faktisk været dødsfald ved mindst et af præparaterne. Så hvis det skal være, så vil det vel ske? Det bliver jeg nødt til at tro på, for jeg kan stadig ikke se en løsning der vil virke tilfredsstillende for mig. Dette er den mest holdbare løsning. Som jeg ser det.
Problemet med mit liv er, at der er ingen der ved hvad der foregår i det. Dels fordi der ikke er nogen der spørger til det, og dels fordi at jeg ikke tør fortælle sandheden om det. For hvis jeg gør det, så tror jeg, at folk vil reagere. Og det ønsker jeg ikke længere. Det er for sent til det nu. Nu skal jeg bare over de kommende uger, og så kan jeg slappe af. Jeg har endnu ikke helt bestemt mig for, om jeg tager med på minicruise, men det kunne være en god oplevelse at slutte af med. Så måske gør jeg det. Ellers kan det være det bliver en tur i biffen. The Dark Night Rises kunne jo også være en god afslutning. Men det er stadig et stykke tid inde i fremtiden. Så den tid den glæde. :-)
Jeg kan ikke længere li den person jeg er blevet. Engang lyttede jeg til folk og deres problemer. Og jeg var klar til at hjælpe hvor jeg overhovedet havde en mulighed for det. Det gør jeg ikke længere. Nu har jeg knap nok overskud til at tage sig af mig selv. Og når jeg så tænker over hvordan jeg var engang, så skammer jeg mig over mig selv. Men jeg har simpelthen ikke overskuddet til at lave det om. Så sådan må det være den sidste tid. Så kan jeg jo bare håbe på, at folk kan huske mig for den jeg var, og ikke for den jeg blev...
Jeg er træt. Træt ud over alle grænser. For første gang i over en uge har jeg sovet i min egen seng, og det har ikke hjulpet meget. Jeg var træt før jeg tog på ferie. Jeg har været træt under hele ferien. Jeg kan kun huske meget lidt af dagene i Hamborg, og det pisser mig af, for det skulle jo være en oplevelse, der kunne holde mig i gang den kommende tid. Og nu har jeg næsten intet. Jeg har bare lyst til at give op. At give slip på det hele. For hvad hjælper det når man ikke kan huske de gode tider?
Næste gang jeg tager på ferie er der nogle klare krav jeg skal have opfyldt:
- jeg skal have eneværelse.
- jeg skal være sammen med nogen, som jeg ved 110%, at jeg kan holde ud til at være sammen med i hele perioden - og gerne længere.
- jeg skal være et sted hvor nattemperaturen i værelset ikke overstiger 20 grader.
Denne ferie har ikke helt kunne klare de krav...
Jeg har haft en dårlig dag i dag. På trods af, at jeg er i Hamborg. Humøret tager åbenbart ikke så meget hensyn til hvor jeg er. Jeg tror det har noget at gøre med den manglende ensomhed, jeg efterhånden er vant til. Jeg mangler at kunne være selv. Ikke engang et par timer "alene" i Hamborgs gader var nok. Jeg må bare håbe, at jeg kan sove det væk, og at alting bliver bedre i morgen. :-) Og de foregående dage har faktisk været rigtigt gode...
Jeg tror jeg er ved at blive sindssyg... Jeg skifter mellem at være ekstremt træt (12-14 timers søvn i træk) og mellem at være ekstremt rastløs. Og jeg har meget svært ved at koncentrere mig om bare de mindste ting. Når jeg er ude blandt mennesker føler jeg mig som i en helt anden verden. Jeg føler mig ikke som en del af den verden. Jeg er kun en tilskuer, som ikke har noget med det at gøre, der foregår omkring mig. Og min evne til at huske hvad der er sket omkring mig er hastigt for nedadgående. Det tror jeg dog har med min manglende koncentrationsevne at gøre. Men det gør det jo ikke bedre. Og jeg orker simpelthen ikke at gøre noget ved det. Jeg følger bare med strømmen, og lader tingene ske omkring mig...
Så er ferien bestilt. Eller det vil sige... Hotellet er bestilt. 6 overnatninger på et hotel i Hamborg. Vi startede med 7 overnatninger, men det kom til at koste 3800, hvor vi kunne slippe med 2800 for de 6 overnatninger. Og en dag fra eller til gør ikke så meget når vi kan spare 1000 kr. :-)
Egentlig havde jeg i starten overvejet London, men det var simpelthen for dyrt i år. Så det må vente til næste år. Så er der også lidt længere tid til at spare sammen i.
Nu skal jeg bare have bestilt ferie hos chefen. Og flyttet de tider jeg har ved lægerne i den uge. GG
Jeg kæmper i øjeblikket. Ikke fordi det går dårligt, men tværtimod fordi det går godt. Det kan godt lyde underligt, og det er det måske også. Men mens det gik dårligt havde jeg en god undskyldning for ikke at kæmpe for livet. Jeg kunne sige til mig selv, at det snart ville være overstået, når det fortsatte på den måde. Men nu bliver jeg nødt til at tage i betragtning, at det måske ikke er overstået lige om lidt. At jeg måske skal overveje at kæmpe for mit liv. Og at jeg vil komme til at skulle gøre det i lang tid endnu. Og samtidig vil jeg ikke helt slippe tanken om, at det måske snart er ovre. At jeg snart kan slappe af.
Lige nu er jeg ikke helt klar over hvilken side af mig jeg ønsker skal vinde...
Jeg lever i 2 verdener. Den ydre - facaden - er mit arbejde. Klubben. Mit sociale liv. Ejerforeningen.
Den indre er den anden verden. Den kun meget få for at se. Smerterne. Tvivlen. Stemmerne. Alle mine tanker. Mine egne forventninger. Mine egne håb.
De 2 verdener trækker mig i hver sin retning. De ødelægger mig. Eller er det kun den indre, der gør det...?
I'm so tired of being here
Suppressed by all my childish fears
And if you have to leave
I wish that you would just leave
'Cause your presence still lingers here
And it won't leave me alone
These wounds won't seem to heal
This pain is just too real
There's just too much that time cannot erase
When you cried I'd wipe away all of your tears
When you'd scream I'd fight away all of your fears
And I held your hand through all of these years
But you still have
All of me
You used to captivate me
By your resonating life
Now I'm bound by the life you've left behind
Your face it haunts
My once pleasant dreams
Your voice it chased away
All the sanity in me
I've tried so hard to tell myself that you're gone
But though you're still with me I've been alone all along
Jeg lever kun på grund af de forpligtelser jeg har. Jeg lever fordi jeg ikke ønsker at skuffe folk omkring mig. Fordi jeg går i gang med ting, som jeg bliver nødt til at følge op på. Som for eksempel klubbladet og hjemmesiden. Nu har jeg sat nogle ting i gang, som jeg bliver nødt til at følge til dørs. Jeg kan ikke tillade mig at lade klubben stå tilbage med det, hvis ikke der er nogen til at tage over. Så hellere leve det liv jeg nu lever, så jeg kan hjælpe dem.
Jeg går ikke og venter på Døden, men jeg vil hilse den velkommen når den kommer.
Igen i aften er jeg - måske - gået over grænsen i forhold til hvad jeg deler med folk på Facebook. Der kom i hvert fald en kommentar omkring det. Og så melder spørgsmålet sig jo: bør jeg censurere mig selv? Bør jeg tænke over hvad jeg skriver på Facebook, da alle kan læse det (jeg har en offentlig profil). Eller kan jeg gemme mig bag, at folk jo bare kan lade være med at læse det? De har jo selv - i langt de fleste tilfælde - tilføjet mig som ven. Jeg er af den opfattelse, at jeg er som jeg er, og kan man ikke lide det, så er der jo ingen der tvinges til at have noget med mig at gøre. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at ændre mig. Ikke mere end jeg i forvejen gør. Så til brokrøvene: accepter det eller fis af... ;-)
Efter weekendens "eskapade" havde jeg mandag en sygedag. Jeg kan dog ikke kun give sprutten skylden for det; også pillerne har haft sin indvirkning. Jeg er genstartet på prednisolon 15 mg efter at have været helt nede på 5 mg. Og det kan godt mærkes. Overlægen ved ikke noget om det, men jeg hørte også fornyligt, at patienterne skal til at tage mere ansvar for deres behandling. Og det er så det jeg gør. Eller noget i den stil...
Men jeg kan mærke at humøret (sammen med appetitten) er blevet bedre. Der skal mere til at vælte min hverdag. Det faktum, at jeg har fået udbetalt efterlønspengene har selvfølgelig også hjulpet en del. Jeg har brugt godt 32.000 kroner på at indfri et Nordea lån, og i dag havde jeg besøg af en VVS-mand, der kom med et tilbud på at udskifte toilet og vask. Der sker lige pludselig noget i lejligheden og jeg får igen lyst til at gøre noget. Noget konstruktivt. Jeg vil have anskaffet mig et par bogreoler; computerbordet skal smides ud; der skal købes et par små borde til henholdsvis printeren og alle opladerne jeg har; måske et nyt sofabord? Et nyt køleskab og en kummefryser skal der nok også investeres i... Og så er jeg også begyndt at tænke mere på sommerferien. Jeg vil gerne have den arrangeret snarest muligt, så jeg ikke bruger alle pengene. Hvilket jeg jo godt kan være god til. Jeg brugte lige 450 kroner på 4 bøger ved boghandleren: 3 bøger af Jussi Adler-Olsen og 1 af Stephen King. King-bogen skulle dog lige bestilles hjem først. Men jeg har masser af tid. :-)
Og lige nu venter jeg bare på, at tiden skal gå, så jeg kan komme til generalforsamling i Liberal Alliance Fredericia. Og jeg kan mærke pillerne i kroppen... :-)
Jeg hader når jeg dummer mig. Og især fordi, det er fordi jeg er for utålmodig... Denne gang har det været med hjemmesiden. Jeg har flyttet JegErIkkeSur.dk over til en ny host. Og jeg gjorde det bare sådan lige. Og det er der jo sådan set ikke noget galt i. Men det har betydet, at jeg ikke har kunnet få hjemmesiden op og køre igen. I første omgang fordi jeg var blevet bannet fra siden (hvilket var helt min egen skyld) og i anden omgang fordi jeg ikke kan få indlæst backuppen (hvilket jeg da heldigvis har). Så jeg har spildt de sidste par timer (siden midnat) på at lave ingenting. Jeg er i hvert fald ikke kommet videre. Og selvom der nu nok ikke er nogen der savner siden (hvem skulle overhovedet bruge den?), så irriterer det mig stadigvæk. For hvorfor gør jeg det overhovedet? Det er jo kun for min egen skyld, og kan det så ikke være lige meget?
Jeg er fuld, og det er nok medvirkende til, at det kører rundt i hovedet på mig. Så nu må jeg prøve at se, om jeg kan få sovet lidt. Og forhåbentlig være lidt mere kvik i pæren senere...
Jeg hader påsken. På samme måde som jeg hader julen. Jeg hader de helligdage, hvor man "skal" være sammen med familien, og hvor der er flere end 2 dage i træk. Jeg hader dem fordi det giver mig chancen for at sidde for mig selv og få medlidenhed med mig selv. Det giver mig chancen for at ødelægge mig selv endnu mere. "Du kan da bare tage ud blandt venner og hygge dig". Ja, det kan jeg måske. Men før helligdagene kommer, så føler jeg bare, at jeg har brug for at være alene. At kunne slappe af og lade op til hverdagen igen. For i øjeblikket kører jeg på pumperne. Jeg har ikke meget energi tilbage når arbejdet er overstået. "Så må du jo bare gøre noget mere for at få energi. Motion er godt og giver masser af energi. Og gør dig naturligt træt, så du sover bedre om natten." Måske gør det for raske mennesker. Men jeg er IKKE rask! Jeg har ingen tyktarm, hvilket gør, at jeg ikke optager vitaminer og mineraler på samme måde som "raske" mennesker gør. Jeg bliver træt af at tage et bad og puster og stønner, som havde jeg løbet en marathon. Og så forventes det, at jeg dyrker motion? "Man kan hvad man vil. Du skal bare tage dig sammen og lade være med at have ondt af dig selv. Tænk på alle dem, der har det værre end dig, og alligevel har kunnet klare det." Hvad fanden rager det mig hvad andre har klaret?! De er ikke mig! De har ikke været igennem det JEG har været igennem! Det er sq da ikke sikkert, at de har kunnet klare det jeg har været igennem, hvis de skulle prøve det! For man kan kun vide om man kan klare det, hvis man virkelig har været igennem det...
Jeg hader helligdage...
For første gang i meget lang tid er jeg allerede nu - i starten af april måned - begyndt at planlægge min sommerferie. Jeg har nok fået lidt blod på tanden efter sidste års korte tur til Hamborg. Men i år vil jeg et sted hen hvor jeg kan sproget lidt bedre. Og af en eller anden grund har jeg tænkt en del på London. Det er efterhånden mange år siden jeg var der sidst (1987), så jeg kunne godt tænke mig at se byen igen. Men jeg vil helst ikke alene afsted. For det første fordi det er dyrere at rejse alene, og for det andet fordi jeg gerne vil have nogen at dele oplevelsen med. Så jeg kontaktede nogle venner jeg har på Sjælland, for at høre om de vil med mig. Og det lyder det til at de gerne vil. Og hvad der er endnu bedre: de kender nogen, der har en lejlighed derovre, som vi måske kan låne. Så skal vi ikke tænke på hotel. Det gør jo det hele meget billigere. :-) Selvom jeg nu godt kan lide at bo på hotel. ;-) Men lige nu håber jeg bare på, at det kan lade sig gøre. Det vil være min første længere udlandsrejse siden jeg blev skilt. Og jeg vil gerne kunne gøre det til en årlig begivenhed, at jeg kommer udenlands. Men nu skal jeg lige på den første tur først. :-)
Har forresten fået min Sensation tilbage fra reparation. Den ville pludselig ikke tænde, så jeg afleverede den i Telenor butikken. Selvom den er købt hos 3,så reparerede de den uden problemer. Så nu har jeg en næsten ny mobil igen. :-) Jeg havde egentlig overvejet at købe den nye HTC One X, men lige nu er jeg lidt i tvivl. Min Sensation kører jo genialt lige nu. Meeeen skal nok lige ned og have One X i hånden i næste uge, når de får den frem i butikken. Det kan jo være jeg bliver forført... ;-)
Det har været en lang dag. En lang og hård dag. Men en god dag. Det startede på arbejdet, hvor jeg fik løst et par problemer til alles tilfredshed. Faktisk mere end det. Jeg fik en del ros for det. Og selvom perfektionisten i mig ikke var 100% tilfreds, så kunne jeg sagtens stå inde for det. Og det var sq ret skønt. Man kan jo altid godt lide ros. :-)
Hjemme gik jeg i gang med formateringen af min blærbare. Den trængte efterhånden til det, og geninstalleringen tog det meste af eftermiddagen.
I aften stod den så på bowling i Klub 1297. Og jeg er også her tilfreds med resultatet. En serie på 83, 84 og 108 er sq helt fint. Jeg tror bare jeg kan mærke det i morgen eller i overmorgen. Og jeg kan også godt mærke det lidt nu. Jeg er i hvert fald smadret. Godt at jeg har weekend efter i morgen middag. :-)
De sidste par dage har været gedigne lorte dage. Jeg har simpelthen været helt nede og vende. Især i går var slem. Men det mærkelige (for mig) er, at jeg ikke har haft deciderede selvmordstanker. Jeg var bare helt nede i kulkælderen humørmæssigt. Og så kom det efter en forholdsvis god uge, hvor jeg ligefrem mødte en person jeg ikke havde set siden 2007. Det fik mig nu nok til at tænke lidt, men jeg føler ikke det var startskuddet til nedturen. Jeg har en fornemmelse af, at det måske er pillernes skyld.
Forleden stod jeg på Kolding banegård, og her fik jeg en idé til hvordan jeg kan forklare hvordan jeg føler mig. Det har nemlig altid været svært for mig.
Forestil dig, at du står på en banegård. Du ser og registrerer alt omkring dig. Så kommer der et godstog susende forbi. Det du nu ser foran dig er alt du registrerer; du ser kun det svage omrids af godsvogne der farer forbi. Ved enkelte godsvogne når du at registrere enkelte detaljer, men de afløses hurtigt af den næste vogn, der farer forbi. Sådan oplever jeg min hverdag; massevis af begivenheder farer forbi mig, engang imellem får jeg enkelte detaljer printet ind på hjernen, men de afløses hurtigt af den næste begivenhed. Og det irriterer mig for, jeg plejer sq altid at kunne følge med. Og at kunne huske. Det har jeg meget svært ved nu. Og samtidigt føler jeg, at jeg er i en andens krop. Jeg føler ikke altid forbindelsen er der mellem min hjerne og min krop. Jeg kan se hvad jeg laver, men det føles ikke som om det er mig der gør det. Og det er sq ubehageligt. Og deprimerende. Derfor tror jeg, at jeg har haft et par elendige dage. Jeg håber i morgen bliver bedre...
Har egentlig haft en rigtig god dag. Og det på trods af, at den startede, som kun en mandag kan starte: knaldhamrende træt fordi jeg ikke har sovet nok i weekenden, og forsinket tog på vej til arbejde, da DSB fik sammenkoblet togene lige voldsomt nok...
Men så startede sejrene også:
- fik talt med Bossen og... min kollega... omkring de psykiske problemer jeg har i øjeblikket. Og de var meget støttende. Og glade for, at jeg kom ud med det. Så det var en god fornemmelse jeg fik der.
- har checket om jeg skal have skattepenge tilbage. Og det skal jeg. :-D Hele 3900 kr. Som skal bruges på et nyt køleskab.
- har checket hvor meget jeg kan få udbetalt i efterløn, hvis jeg vælger at hæve den. Og der kan jeg få godt 55000 kroner + det løse. Og de skal blandt andet bruges til udbetaling af mit forbrugslån. Og så er der endda stadig penge tilbage.
Så nu føler jeg, at fremtiden ser lidt lysere ud. Jeg kan få nogle af mine ønsker opfyldt i nær fremtid. Uden at skulle vende hver eneste 50 øre. Så jeg kan leve et anstændigt liv OG have en fremtid.
Det er nu ikke så ringe endda...
Mit hoved summer af tanker. Min hjerne vil slet ikke sove, selvom min krop mener det er på tide.
Jeg har haft en rigtig god weekend sammen med nogle dejlige venner. Og jeg tror min hjerne stadig prøver at absorbere alle indtrykkene. Den er ikke vant til så meget på så kort tid. Det har den i hvert fald ikke været længe. Så nu håber jeg den snart falder lidt til ro, så jeg kan få sovet. Jeg har nemlig indkaldt chefen og min nærmeste kollega til møde i morgen. Jeg bliver nødt til at fortælle dem, at de bliver nødt til at skrue deres forventninger til mig ned. Jeg kan mærke det efter heldagsmødet i fredags, at de ikke skal forvente det samme af mig, som de kunne forvente i det sidste projekt jeg var med i. Min hjerne er langsommere og jeg husker langt fra så godt. Og så bliver jeg nødt til at fortælle dem om min psykiske tilstand. At det langt fra går så godt som man kunne ønske. Så må jeg se hvordan de håndterer det...
I dag har været en virkelig dårlig dag. Den værste i meget lang tid. På vej hjem fra arbejde overvejede jeg kraftigt at tømme hele mit mini-apotek på én gang og få det overstået... Og selvom jeg ikke gjorde det, så har tankerne stadig kredset omkring det som en mulig udvej. Jeg har tænkt over hvorfor jeg skal blive ved. Helbredet bliver dårligere og dårligere (føler jeg i hvert fald). Jeg bliver mere og mere træt og ukoncentreret. Hvilket selvfølgelig fører til fejlbedømmelser. Jeg orker simpelthen ikke mere. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg den eneste grund til at jeg stadig er i live at jeg mangler modet. Modet til at dø. Eller måske venter jeg bare på, at der kommer en tankelæser og redder mig? Men til hvad nytte? Hvis jeg ikke selv gider kæmpe hvad er det så værd...?
Så ringede han endelig. Fjolset. Jeg ved godt, at der er stor travlhed inden for psykiatrien, og hvis det er akut, så kan jeg altid kontakte psykiatrisk skadestue. Men helt ærlig. Jeg lagde en besked til ham i mandags... Havde han ikke ringet i dag havde jeg kontaktet dem i morgen og aflyst den tid jeg har på tirsdag. Men nu fik jeg talt med ham, og jeg fik udskrevet Mirtazapin. Så må jeg håbe, at det hjælper mig.
Apropos overskriften, så tror jeg at jeg har en selvdestruktiv side, som ofte stikker hovedet frem. Og den har været ret dominerende i den seneste tid. Jeg har bare haft lyst til at få det hele stoppet. Stoppe alle de ting, der hjælper mig. Alt hvad der er godt for mig. Jeg har egentlig ikke lyst til at leve, men i mangel af bedre, så gør jeg det fordi jeg endnu ikke er nået til det punkt hvor jeg ønsker at dø. Så nedtællingen er ikke sat i gang endnu (i hvert fald ikke den nedtælling, hvor man kender tallene)...
Jeg er ikke længere mig... Det kan lyde underligt, men er desværre sandt. Jeg er ikke længere den person, som jeg var for 2 år siden. Det er der jo som sådan ikke noget underligt i, da vi alle (forhåbentlig) udvikler os. Men jeg føler det som et problem, når alle omkring mig er faldet lidt tilbage i den tro, at jeg stadig er den samme. For det er jeg ikke. Jeg kan ikke huske så godt som jeg kunne dengang. Jeg har sværere ved at lære nyt. Og desværre skjuler jeg det for omverdenen, så de stadig tror jeg kan det samme. Og det værste af det hele er nok, at jeg bilder folk (og mig selv?) ind, at jeg stadig kan. Og min maske er begyndt at indfinde sig igen. Jeg lukker ikke folk ind. Og jeg åbner mig ikke op for folk. Hvad skal det nytte? Det hjælper jo ikke alligevel...
Jeg kan føle livsgnisten lige så stille sive ud af mig. Jeg kan føle, at jeg får mindre og mindre lyst til at være her. Og det til trods for, at mit liv faktisk er på vej på ret køl. Jeg føler bare ingen glæde ved livet længere (har jeg nogensinde det, vil nogen måske spørge). Jeg orker bare ikke længere. Og jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skulle gøre noget for at lave om på det. Hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare ender tilbage til hvor jeg (igen) er i dag? Og ER der overhovedet nogen grund til at kæmpe for mig? Er det ikke bare spild af andres tid og ressourcer? Burde ressourcerne ikke blive brugt på nogen, der er mulighed for at gøre noget ved? Nogen, der gider gøre en indsats...
Jeg har nu fået min nye medicin. Og jeg kan simpelthen ikke tage den. Jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg er normalt ikke sart, men der er visse ting jeg ikke kan gøre ved mig selv. Jeg kan ikke sætte kontaktlinser i (jeg kan godt have dem i uden problemer). Og så kan jeg ikke det her. Den hvide dims på billedet (kaldet en Applikator) skal sættes på en spraybeholder. Så skal applikatoren sættes op hvor solen aldrig skinner, hvorefter spraybeholderen - under tryk - vil sende rektalskum (ja, det kalder de det sq!) op i enden. Og der sætter jeg sq grænsen. SÅ syg er jeg sq heller ikke. Endnu. Så indtil videre bliver medicinen stillet til side. Så må vi se, om jeg får det så meget værre, at jeg kan overvinde mig selv...
All that time I was searching with nowhere to run to
It started me thinking wondering what I could make of my life
And who'd be waiting. Asking all kinds of questions to myself but never finding the answers. Crying at the top of my voice and no one listening. All this time I still remember everything you said
There's so much you promised how could I ever forget?
Listen: you know I love you but I just can't take this
You know I love you but I'm playing for: keeps
Although I need you I'm not gonna make this
You know I want you but I'm in too deep.
So listen listen to me oh you must believe me: I can feel your eyes go through me but I don't know why. I know you're going but I can't believe
It's the way that you're leaving
It's like we never knew each other at all it may be my fault. I gave you too many reasons being alone when I didn't want to. I thought you'd always be there I almost believed you. All this time I still remember everything you said
There's so much you promised how could I ever forget?
Listen: you know I love you but I just can't take this... So listen listen to me: I can feel your eyes go through me.
It seems I've spent too long only thinking about myself
And now I want to spend my life just caring 'bout somebody else. Listen: you know I love you but I just can't take this... You know I love you but I just can't take this...
I dag har jeg fundet ud af hvor meget penge egentlig betyder for mig. For i dag har været den første gang i flere år hvor jeg ud af en normal løn ikke behøver at spørge banken om penge. Og samtidig kunne gå ud og investere i ting til hjemmet. Og det var sq en vidunderlig følelse. Ikke at skulle bede om lov til at købe noget, som vil gøre min hverdag lidt lysere (eller i det her tilfælde min nat lidt mørkere, da jeg fik købt rullegardiner til soveværelset), men som ikke nødvendigvis er en investering. Nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke får brugt for mange penge. Men det tror jeg nu ikke sker. Jeg ved jo nogenlunde hvad jeg har tilbage. Og det er cirka det samme, som jeg har levet for de sidste par år. Så mon ikke nok det skal gå? :-)
Sove længe (faldt sent i søvn), forholdsvis smertefri, set X-files, set Danmark blive Europamestre i håndbold (og vandt lidt penge), spist et rigtigt godt måltid mad, blevet interviewet til tv, set Wolverine og nu snart sove. :-)
Jeg har en afsløring. Faktisk en ret overraskende afsløring. Jeg er ikke ufejlbarlig! Det er måske ikke så overraskende en afsløring i sig selv. Det overraskende er nu nok, at jeg efterhånden er begyndt at erkende det. Jeg har lavet mange fejl i mit liv indtil nu, og jeg vil med garanti lave mange flere i de kommende år. Men det at erkende, at man kan lave fejl, er vel et skridt i den rigtige retning? Et skridt i retning af at lave færre fejl, og måske samtidig prøve at gøre op med de fejl man har lavet indtil nu? Jeg gør mig ingen illusioner om, at det her ændrer mit liv fra den ene dag til den anden. Men det er endnu et lille skridt frem mod et liv jeg synes om. Et blandt mange små skridt. :-)
Når man én gang er blevet snydt af hvad man troede var en ven, betyder det så, at man fremover skal have mistanke til alle andre venner? Hvordan undgår man den nagende tvivl, der kryber frem, når man føler, at man nu igen måske er ved at blive røvrendt? For det er jo ikke sikkert at denne ven er ude på at snyde en, men at der virkelig ER opstået tekniske problemer. Det sker jo. Men tvivlen er der. Og netop fordi man lige nu er i en situation hvor pengene mangler, så gør det det ekstra vanskeligt. For man vil jo helst ikke virke mistroisk bare fordi man tidligere er blevet snydt af andre. Måske skal jeg bare lade være med at hjælpe andre? For det kunne jo se ud til at det oftest giver bagslag...
Jeg tror jeg er blevet immun. Normalt er immunitet jo en god ting, men i det her tilfælde tror jeg ikke det er det. For jeg tror jeg er blevet immun overfor ros. Og når gode ting sker for mig. Jeg tror ikke rigtigt på det længere. Jeg kunne mærke det i dag hvor jeg fik ros af chefen for et rigtigt godt arbejde med en rapport, der skal bruges til leverandørmøder. Jeg sagde bare - som jeg plejer - "Det var så lidt." Først efterfølgende er jeg kommet til at tænke på, at jeg burde have været rigtig glad for den ros. Og det fik tankerne videre hen på de gode ting der jo, trods alt, stadig sker i mit liv. Men de negative ting får lov til at dominere og tage fokus. Og så længe det sker, så har jeg overhovedet ingen chance for at bare komme i nærheden af at blive lykkelig. Og det ønsker jeg jo. Mere end noget andet. Så jeg skal fokusere på det gode, der sker i mit liv og acceptere det dårlige, der sker. Men jeg ved bare ikke om jeg kan det...
Og jeg kan godt se paradokset ved dette indlæg; endnu en gang fokuserer jeg på det dårlige...
Jeg bliver vel nødt til at bide i det sure æble. Selvom det irriterer mig. Men jeg bør jo gøre det af hensyn til mig selv. Det jeg taler om, er den medicin der skal til for at jeg får det bedre. Forhåbentlig. Det drejer sig om Budenofalk skum, der skal indtages... Ehm... Mere lokalt end almindelige piller. Hvis I forstår hvad jeg mener. Og jeg har det skidt med at skulle gøre det. Der er visse ting jeg nemmere kan snakke/skrive om end udføre. Og det her er helt klart en af dem.
Da jeg talte med lægen tidligere i dag spurgte han, om de symptomer jeg havde mindede om de tidligere episoder jeg har haft. Og jeg måtte bare sige ja, selvom jeg ikke helt er sikker. Dels fordi jeg har problemer med bare at huske hvad der foregik i går (sådan cirka), og dels fordi jeg har svært ved at genkende min krop og de symptomer der kommer fra den. Jeg mener: engang imellem kigger jeg på min krop og tænker: "Hvordan fandt er jeg endt her?" Jeg har ikke været god ved mig selv. Måske burde jeg lave om på det...?
Det går ikke helt, som jeg kunne ønske. Jeg døjer mere og mere med maven. Og for at holde den i skak tager jeg en del smertestillende. Ikke ligefrem det bedste at leve af. For jeg spiser ikke ret meget andet. Kvalmen holder mig fra mad. Hvilket jo egentlig er helt fint når man tager min kampvægt i betragtning. Det er bare ikke den rigtige måde at tabe sig på. Men jeg bliver nødt til at vente på, at jeg bliver kontaktet af sygehuset. Ellers får jeg jo ikke fundet ud af, om problemerne skyldes leveren, tarmen eller noget helt tredje.
Udover maveproblemerne har jeg sværere og sværere ved at huske og koncentrere mig. Jeg sidder tit og skal gøre et eller andet på telefonen, bliver distraheret af et eller andet, og så kan jeg glemme hvad jeg havde gang i. Noget, som jeg sad med bare 10 sekunder før! Det irriterer og bekymrer mig. Jeg håber det kun er noget forbigående i forbindelse med pillerne, men jeg frygter at det ikke er. For hvad vil det så betyde...?
Det værste ved at have en depression er, at den kan slå ned mens man mindst forventer det...
Nu er maven begyndt at skabe sig igen. Mavepine og kvalme. Så jeg har besluttet mig for at kontakte lægen i morgen. Så håber jeg han vil tage blodprøver, så jeg kan få undersøgt om der igen er aktivitet i tarmen...
Jeg er bange. Bange for de kampe, der skal kæmpes. Bange for de mennesker, der skal såres. Bange for de vanskeligheder, jeg skal stå over for. Bange for de valg, jeg må træffe. Bange for de venner, jeg må skuffe. Bange for de mennesker, jeg skal elske. Bange for de ting, der sker omkring mig. Bange for de ting, jeg ikke kan kontrollere. Bange for, at jeg ikke kan slå til. Bange for, at jeg ikke er god nok. Bange for, at det aldrig bliver bedre. Bange for, at JEG aldrig bliver bedre. Bange for, at livet ikke har nogen mening. Bange for, at alt er forgæves. Bange for, at mine drømme ikke bliver til virkelighed. Bange for, at mine drømme BLIVER til virkelighed.
Jeg er bange...
Lige så god i går var, lige så elendig har i dag været. Heldigvis har det "kun" været på grund af det fysiske helbred, men alligevel lidt træls. Og måske endnu mere træls fordi jeg tror det har været min egen skyld. Jeg lytter ikke nok min krop, og jeg fortsætter bare som jeg plejer. Jeg spiser, som jeg plejer. Og det må jeg nok efterhånden snart erkende ikke er det bedste for min krop. Men det kræver viljestyrke. Og det er ikke ligefrem det jeg har mest af. Så hvad pokker skal jeg gøre? For andre kan ikke pådutte mig det. Så slår jeg bremsen i, for andre skal ikke fortælle mig hvordan jeg skal leve og hvad der er bedst for mig... Det er sq ikke nemt at være mig. Og det er sq heller ikke nemt at være min ven. :-)
Det har været en lang, men også god dag, som snart er slut. Og en dag, der bød på en del overraskelser. Jeg startede som sædvanligt med lysterapi. Så kunne jeg gå hjem og svare på alle de beskeder, der hobede sig op på Facebook. I eftermiddag var jeg for første gang i Retten i Kolding, hvor jeg var indkaldt som domsmand. Det var en "simpel" voldssag (det er jo aldrig simpelt for de implicerede), men alligevel gav det noget specielt at føle det ansvar der følger med når man sidder der. I aften stod så på spisning på Da Isabella, hvor der desværre var mandefald. En måtte melde sig syg og en anden udeblev. Men det gjorde det jo bare billigere for mig. :-)
Og så kommer overraskelserne: Min mor ringede mens vi sad og spiste. Jeg ville dog ikke lige tale på det tidspunkt (aldrig mens jeg spiser). Men jeg ringede til hende da jeg kom hjem. Og det var så første gang i halvandet år jeg talte med hende. Jeg blev i dag onkel for anden gang. En lille ting, der dog kan irritere mig lidt her bagefter er, at vi bare talte som om, at det der skete for halvandet år siden slet ikke var sket. Men vi bliver nødt til at få talt om det, hvis der skal ske fremskridt i familien. Og måske ER det mig der skal tage den op på en eller anden måde. Spørgsmålet er jo bare hvordan? For det vil helt klart give diskussioner hvis jeg gør det. Og orker jeg det? Men det må være noget der kommer i fremtiden. Lige her og nu vil der ikke ske. Nu skal jeg bare nyde resten af fødselsdagen. :-)
Jeg har i aften (eller nærmere i går aftes) været til en privat fest, hvor jeg efterfølgende er kommet til at tænke på, at jeg måske skal overveje hvem jeg vælger som venner. Det var egentlig en okay aften med mad og sprut, men jeg er kommet til at tænke på hvad der hovedsageligt var aftenens samtaleemne: en kvinde (der ikke var til stede ved festen), som åbenbart har en masse utiltalende karaktertræk. Jeg har kun mødt hende en enkelt gang, så kan slet ikke udtale mig om, om det er rigtigt, men det slog mig efterfølgende, at den slags mennesker kan være meget svære at stole på. For hvordan vil de omtale mig når jeg ikke er til stede? Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg da grinede med på deres kommentarer, men kunne jeg andet? Det vil jo være svært at forsvare en person man overhovedet ikke kender. Eller er det bare en god undskyldning? Jeg vil blot håbe, at jeg er bedre end dem hvad den slags angår. Jeg vil helst ikke bagtale folk. Og jeg vil helst heller ikke have den slags venner. Så jeg må nok kigge efter nogle andre at blive venner med her i byen...
I dag har været en god dag. Også selvom der ikke har været noget decideret unikt over den. Men summen af dagens oplevelser har været med til at gøre den god.
Jeg stod op klokken 7, så jeg kunne nå til lysterapi hos lægen klokken 8. Efter en halv times lysterapi var det hjem og slappe lidt af på sofaen. Ind imellem fik jeg ryddet nogle småting af vejen. Ved middagstid fik jeg smidt julepynten i kælderen, og så gav jeg mig til at scanne dokumenter fra Lokalhistorisk arkiv ind på computeren. Dem skal jeg bruge senere, når der skal indhentes tilbud på facaderenovering. Og så skal de lægges op på hjemmesiden. Og så gjorde jeg noget jeg ikke har gjort i meget lang tid: Jeg slukkede fjernsynet og gav mig skiftevis til at læse og til at nyde den blå himmel, der efterhånden dukkede frem bag skyerne. Og sådan brugte jeg det meste af eftermiddagen. Til aften var jeg på Postgaarden og spise sammen med Peter (den lune æbletærte med vanilleis skal helt klart gentages) og efter jeg kom hjem fik jeg læst en del mere (Jussi Adler-Olsens Alfabethuset) og set dokumentar på DR1.
Det lyder ikke af så meget, men for mig har det været en dag med sysler, der har gavnet min sjæl. En dag med fordybelse og tid til eftertanke. Og forkælelse. Det tror jeg jeg vil gøre mere af i fremtiden...
Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen. Lige nu følger jeg bare strømmen, men det føles forkert. Jeg lader dagene, ugerne og månederne gå uden at jeg kommer videre. Det er jo også bare nemmere. Men risikoen er jo, at jeg er tilbage i samme spor som jeg var i starten af 2010. Og det er jo ikke ligefrem et godt spor at være i... Så hvad pokker skal jeg gøre? Hvad er min drøm? Hvordan kommer jeg ud af det nuværende spor før det er for sent?
Det går (igen) den forkerte vej med maven. Jeg døjer med kvalme og mavepine. Jeg har en fornemmelse af, at det er fordi jeg (igen) er gået ned i dosis på binyrebarkhormon. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at lægen gerne vil have mig ud af medicinen (en bivirkning ved langvarigt brug er knogleskørhed), men når det går sådan her hver gang, så bliver jeg lidt træt af det. Også fordi det har indvirkning på mit humør. Lægen har godt nok foreslået et alternativ til at fortsætte med pillerne: skum med binyrebarkhormon, der skal indsprøjtes lokalt. Og det kan jeg simpelthen ikke. Meget kan man få mig til, men ikke det. Når jeg har været til undersøgelser hvor jeg har skullet være udrenset, har jeg heller ikke kunne tage det klyx der følger med. Og det her skulle jeg så tage flere gange om dagen... Nej tak. Det kan jeg simpelthen ikke. Så vil jeg altså hellere løbe risikoen med knogleskørheden...
Jeg ligger og tænker tilbage, og af en eller anden årsag kommer jeg til at tænke på en aften i min folkeskoletid. Vi var til klassefest og det blev holdt hjemme hos en af klassekammeraterne. Da det var blevet mørkt gik vi rundt udenfor og kiggede på nattehimlen. Det var en aften med mange stjerneskud og alle de andre fik øje på mange. Men jeg kunne ikke se et eneste. Og det irriterede mig. For hvordan skulle jeg kunne få mine ønsker opfyldt, når jeg ikke kunne se stjerneskuddene? Og jeg havde så mange ønsker jeg ville have opfyldt...
Siden har jeg set mange stjerneskud. Og ønskerne er ikke blevet opfyldt af den grund. Men allerede dengang følte jeg mig udenfor. Følte mig anderledes. Følte at jeg ikke hørte til. Det har kun ændret sig meget lidt siden. Måske er det fordi jeg ER anderledes? Fordi jeg er udenfor? Jeg har i hvert fald svært ved at finde min plads i samfundet. Jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg hører til...
Jeg tænker meget på Døden i øjeblikket. Selvfølgelig tænker jeg også på Livet, men jeg tænker mest på Døden. Jeg tænker på, om det virkelig ville være så slemt at dø. Om det ikke bare ville være som at sove uden drømmene. Og så selvfølgelig, at det ville være for evigt. Men uden alle smerterne. Uden problemerne. Uden følelserne. Og hvorfor gør jeg så ikke noget ved det? Jeg har jo forsøgt før. Jeg tror det måske er fordi jeg er bange. Ikke for Døden. Den vil være en befrielse. Men jeg er bange for at træde ved siden af. Jeg kører på autopilot, og lader tingene ske af sig selv. Uden at stå imod. Uden at vide hvad jeg vil. Derfor føles Døden som et rigtigt godt alternativ...
