Det er svært...

Det er svært at holde sig oppe. Jeg er fysisk - og psykisk - i en kæmpe bølgedal. Jeg ved ikke engang om jeg orker at kæmpe mig op af den. Jeg lader bare stå til. Lader tingene ske uden at tage mig af det. Jeg kører på autopilot, og det holder mig da i det mindste i live. Om ikke andet. Jeg burde jo kunne glæde mig over julen og julefrokosten. Men jeg kan ikke. Jeg orker ikke. Jeg ønsker det bare overstået. Jeg ønsker bare at få det bedre. Men hvordan? Hvornår? Og overhovedet...?

Action...?

Det er utroligt hvad en weekends tanker, en dansk dramaserie i bedste sendetid og et rengøringsflip under bruseren kan gøre...

Jeg er helt oppe at køre lige nu og jeg har endda brugt ca. 10 minutter på at gøre piller klar til den kommende uge. Det var nok primært aftenens afsnit af Borgen, der fik sat det rigtigt i gang. Et afsnit hvor der blandt andet var fokus på psykisk sygdom (måske lidt i en bisætning, men ikke for mig, som fokuserer så meget på det), og jeg lagde mærke til hvordan de ikke-syge reagerede på det i forhold til de syge. Og selvom det er fiktion, så gik det rent ind hos mig. Især da jeg efterfølgende stod under bruseren, og prøvede at få gjort rent bag toilettet (jeg får de mærkeligste flip, når jeg står derude), og jeg bare kunne se skidtet flyde frem ud mod afløbet. Og jeg tænkte på hvor lidt der er blevet talt om mine psykiske og fysiske problemer i firmaet. Hvordan jeg føler, at min chef måske har lidt berøringsangst over for det ("Det behøver du ikke at fortælle dem noget om", "Det kommer ikke dem ved") og at han vil skjule det. Især over for nyansatte. De andre i firmaet kender da ihvertfald til det (eller gør de?). Jeg lagde en folder ind til ham fra Kampagnen En-af-os (www.en-af-os.dk), fordi jeg ville høre, om han havde det okay med, at jeg lagde nogle stykker, så andre kunne læse om det. Siden har jeg ikke hørt mere om det. Og måske lægger jeg for meget i det. Måske er jeg bare paranoid. Måske har han bare ikke haft så meget tid til at kigge på den. Men jeg føler det er vigtigt for mig, at det kommer videre. At andre, som står i samme situation som Laura ved at de har en Kasper Juul at gå til (det er reference til aftenens afsnit af Borgen. Beklager. :-)). Psykisk sygdom skal sq frem i lyset! Det bliver kun værre af at blive tysset ned, at blive tabubelagt.

Jeg overvejer kraftigt om jeg skal tage diskussionen med chefen i morgen. Om jeg har modet til det i morgen. Om jeg har overskuddet til det i morgen.

Lige nu er gassen gået lidt af ballonen. Jeg har fået frustrationerne ud. Og det er da en start...

Hvorfor?

Hvorfor lader jeg bare stå til? Hvorfor reagerer jeg ikke på det der sker omkring mig? Hvorfor lader jeg historien gentage sig?

Jeg er banket helt ned lige i øjeblikket. Mit helbred er mildest talt elendigt. Og alligevel er det ikke skidt. Lyder det forvirrende? Det kan jeg godt forstå, for jeg er også selv forvirret. Jeg har på fornemmelsen, at det er pillerne, der modvirker hinanden. Jeg har det skidt fordi jeg - igen - er på et minimum af binyrebarkhormon, og jeg har det okay på grund af antidepressiverne. Binyrebarkhormonen (eller manglen på samme) gør, at jeg ikke føler mig rask nok til at komme på arbejde (maveproblemer og træthed), og antidepressiverne gør, at jeg ikke kan tage mig sammen til at få gjort noget ved det. Det kan godt være det er en dårlig undskyldning, men det er sådan jeg føler det. Og det gør det ikke nemmere, at hvis man skal have hjælp fra lægevidenskaben, så skal man kontakte dem ret tidligt på dagen - et tidspunkt hvor et utroligt træt b-menneske som mig (eller i øjeblikket er jeg vel egentlig et ekstremt træt z-menneske) ikke har energi til andet end at slå vækkeuret fra. For a-mennesker og raske personer kan det lyde som en dårlig undskyldning, og måske er det også det, men når man står i situationen, så føles det ikke sådan. Og jeg vil ikke lade mig dømme af nogen, der ikke har prøvet det jeg har prøvet; så jeg dømmer mig selv ud fra de normer, der er i samfundet omkring mig. Jeg gør det ved mig selv, som jeg ville fordømme andre for at gøre imod mig... Er der noget at sige til, at jeg er fucked up?

Alting har en ende...

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Det skyldes primært, at jeg har været igennem en utrolig god periode. Men det er vist så småt ved at være slut nu. Og umiddelbart er der kun to ydre faktorer jeg kan give skylden: ændring i pillerne og efterårets komme.

Det eneste der har været ændret i pillerne er binyrebarkhormon. Jeg er ikke trappet helt ud, men jeg er nede på minimal dosis. Og det har jeg en fornemmelse af har indflydelse på min i forvejen elendige fysik. Og det har så indflydelse på min psyke, når jeg ikke kan de ting jeg nu gerne vil...

Måske starter den dårlige periode også nu fordi jeg har forsøgt at kaste mig selv ud i ting, som så ikke går helt efter planen. Og så siger jeg til mig selv, at der kan jeg bare se. Jeg duer ikke. Og så er jeg tilbage i min vante stil. Så skal jeg så stoppe med at forsøge nye ting? Skal jeg lade min negativitet tage over? Eller skal jeg forsøge igen? Skal jeg risikere endnu et nederlag? Og hvis jeg skal, hvornår skal jeg så stoppe?

Jeg er blevet skuffet af folk jeg troede jeg kendte, og jeg har ladet totalt fremmede diktere min hverdag. Hvordan fanden kommer man ud over det? Skal jeg til at være hård overfor folk omkring og lade være med at lukke nogen ind? Skal jeg til at være lige så egoistisk og selvcentreret som hovedparten af verdens befolkning (i hvert fald dem, der råber højest) for overhovedet at have en chance? Eller kan jeg lige så godt give op? Jeg synes mindre og mindre om det jeg ser i verden omkring mig. Selv i en ganske almindelig dagligdag, som min egen, og jeg får mindre og mindre lyst til at leve i den. Hvad fanden er formålet med at leve, når verden er som den er...?

Hvem er jeg?

Når jeg ser mig i spejlet er det ikke mig selv jeg ser. Det er selvfølgelig noget vrøvl, for hvem skulle det ellers være? (Med mindre jeg ikke kigger i et spejl, og så er sætningen jo stadig meningsløs) Nej, det jeg mener er, at jeg ikke genkender personen i spejlet som mig selv. Mit selvbillede er stadig af en tynd person med flyvører og en stor kroget næse. Og de to ansigtstræk har ikke ændret sig. De er bare knap så markante i mit bredere ansigt. For jeg er blevet bredere. Ikke bare i ansigtet. Og det får mig til at tænke på hvordan andre ser på mig. For mit selvbillede er af en 18-årig, tynd, nørdet knægt. Den "objektive" virkelighed er en anden. Og andre folks billede af "Tommy Villumsen" er et helt tredje... Så hvem er jeg? Hvem ønsker jeg at være? Og hvem ønsker jeg at blive?

I den seneste tid har mine drømme været meget livagtige. Og ikke så absurde som man skulle tro. Og hvad er endnu vigtigere, så kan jeg bedre huske dem. Jeg tror medicinen er en medvirkende årsag. Og i nat (eller til morgen) drømte jeg, at jeg var flyttet til et "kollegie" for at studere, og jeg havde afskåret al kontakt med min fortid. Jeg var en hel anden end den jeg tidligere har været, og alligevel var det mig. Jeg holdt en kæmpe fest og jeg var yderst populær. Okay, måske var det lidt absurd alligevel, men hvis drømmen skulle fortælle mig noget, hvad skulle det så være? At det vigtigste for mig nu er at give slip på fortiden og mit selvbillede og skabe et nyt billede? Et billede, som alle skal kunne se, og som jeg samtidig er enig med dem i? Og som jeg kan lide? Det kunne være en måde at udlægge drømmen på. Men der mangler nuancer i drømmen som jeg ikke kan (eller vil) få ned på skrift. Og som derfor vil være vigtig i udlægningen af drømmen. Men det er sikkert, at jeg bør revidere mit selvbillede. Og mit liv. Og så skal jeg finde den rigtige retning for mit liv.

En god ven.

Jeg har altid gået og troet, at jeg er en god ven. Men en kommentar i dag har fået mig til at tvivle på om jeg virkelig er det. For hvad er en god ven? Er det ikke en der er der for andre når de har brug for det? En der bruger sit overskud til at hjælpe dem der er tæt på. En som kan mærke når andre har brug for hjælp og gør noget ved det. Og jeg er ingen af delene. Lige nu gør jeg alting for min egen skyld. Jeg mærker ikke andres behov og er sådan set også ligeglad. Jeg vil frem i verden og nu skal ingen stoppe mig. Koste hvad det vil. Jeg er træt af at blive trådt på. Jeg er træt af altid at skulle stå tilbage for andre. Jeg ønsker at være forrest. Jeg ønsker succes. Jeg ønsker noget at leve for. Jeg ønsker at blive anerkendt. For mere end blot at være ham der hjælper andre frem. Jeg ønsker at blive anerkendt for de ting jeg kan. For den jeg er. Hvad jeg så end kan. Hvad jeg så end er...

Det går godt...

Det går stadigvæk godt for mig. Til trods for fjolser, der ikke betaler det tilbage de skylder, så jeg nu må gå en oktober måned i møde med 500 kroner og en bankrådgiver, der er sværere at danse med end spastikker med 2 venstre fødder, så har jeg stadig overskud. Jeg har præsteret at hjælpe en komplet ukendt med at flytte (og samtidig lært nye mennesker at kende), bagt kage til arbejdet (og den blev sq spist op) og været til brunch med endnu flere komplet ukendte mennesker (og lært flere nye mennesker at kende). Derudover har jeg planlagt at skulle til Ecco Walkathon i den kommende weekend og den sidste fredag og lørdag i oktober står den på Joomladay i Kolding. 2 dage med seminarer og masser af mennesker og forhåbentlig gode muligheder for nye professionelle bekendtskaber, jeg kan bruge i min fremtidige karriere. Og helt ærligt så skræmmer det mig lidt. I baghovedet ligger hele tiden frygten for tilbagefald og fiasko. Og samtidig bliver jeg boostet af medicinen og mine sejre. Jeg føler at det er en afgørende tid for mig jeg går ind i nu. Nu skal jeg bare sørge for at spille mine kort rigtigt. :-)

Kan man...?

Kan man stole på en, der ikke stoler på en?

Hvordan man skal tage et nederlag...

I dag tror jeg, at jeg har lært hvordan jeg skal tage nederlag. Jeg kan så bare håbe på, at jeg fremover kan klare det lige så godt uden pillerne. Eller være sikker på, at jeg skal fortsætte på pillerne og at der ikke bliver pillet (ha-ha) for meget ved dem. I hvert fald de antidepressive piller.

For jeg fik et nederlag i dag. Jeg havde måske nok lidt forventet det, men alligevel håbet på, at de andre ville kunne se fornuften i mit forslag. Også selvom det ville komme til at koste penge. Det drejer sig om mit forslag til ejerforeningen om dørtelefoner. I øjeblikket har vi døre der er låst mellem 18 og 6, og kun mulighed for at åbne dørene manuelt. Folk har faktisk ingen mulighed for at komme i kontakt med beboerne med mindre de ringer til dem inden for det tidsrum. Og det mener jeg er forkert. Men der er andre ting der skal ordnes, og det er ikke ligefrem en rig ejerforening. Så vi må affinde os med de vanskeligheder det medfører. Men jeg stiller blot forslaget igen til næste år. Og bliver ved indtil det bliver til noget. Så må jeg benytte mig af min store tålmodighed og stædighed. :-)

Ellers har det været en kanon weekend hvor jeg har fået brugt mig selv og forkælet mig selv. Det må jeg sq blive ved med. Så skal livet nok blive uudholdeligt. :-)

Det kører rundt.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. De sidste par dages oplevelser og oplysninger. Og hvordan min fremtid skal forme sig. For jeg har nogle idéer. Idéer jeg bare ikke er sikker på er realistiske. Men måske skal jeg bare skide på realismen og tro mere på mig selv end på den indre stemme, der altid holder mig tilbage. Der bremser mig i at komme fremad og som hele tiden trækker mig tilbage til, så jeg kan blive overhalet af alle andre indenom...

En (næsten) genial dag...

I dag gik næsten, som jeg havde tænkt mig. Jeg startede på arbejdet hvor jeg på trods af at jeg var ret træt og uoplagt fik lavet en del. Også sådan at jeg kunne gå fra arbejdet med god samvittighed. Så tog jeg direkte ned til frisøren hvor jeg blev forkælet på det groveste (når først man én gang har prøvet en hovedbundsmassage, så er det sq svært at undvære). Da jeg kom hjem skulle naboen lige tale med mig om vores vand og vaskemaskiner (det var ikke planlagt, men det var god information) og ved 15-tiden smuttede jeg ned til dagens anden aftale: en fotosession. En nyopstartet fotograf havde et tilbud der var svært at sige nej til. Og det var en mulighed for mig for at bryde endnu en grænse. Og jeg synes sq resultatet blev helt godt. Så var det spisning sammen med Peter til aften (også planlagt). Derefter kom så dagens lavpunkt. Jeg skulle handle på vej hjem og der skete et eller andet. Måske var det de mange mennesker. Måske var det mørket. Uanset hvad, så fik jeg det ret skidt, og jeg havde bare travlt med at komme hjem. Og da jeg kom hjem måtte jeg lige sunde mig lidt (en halv times tid) før jeg kunne noget igen. Ret ubehageligt, men det gik forholdsvis hurtigt over. Og resten af aftenen er forløbet stille og roligt. Så alt i alt en rigtig god dag. :-)

Jeg gjorde det.

En dag som langt hen af vejen gik, som jeg havde forventet. Og så måske alligevel ikke?

Jeg fik taget opgøret med bankrådgiveren. Og som forventet fik jeg ikke noget ud af det. Han sagde, at hvis jeg ikke ville indfinde mig under de regler de havde, så kunne jeg jo bare finde en anden bank. For budgetkontoen var ikke en man skulle overføre fra. Og havde jeg brug for det kunne han gøre det for mig. Eller han kunne give mig et bevilget overtræk. Så det fik jeg. Dog først efter jeg havde undersøgt om Kolding afdelingen af Spar Nord ville have mig. Det ville de heller ikke. Man føler sig sq lidt uønsket...

Men det slog mig ikke ud. Så jeg takker Skaberen af Cymbalta, Truxal og Mirtazapin for at jeg stadig er her. :-)

Nu skal jeg bare have fundet ud af hvordan jeg skal komme videre. Jeg skal have mindst mulig kontakt med bankrådgiveren, så jeg ikke kommer til at sige noget dumt. Helt ærligt, så havde jeg det på et tidspunkt i eftermiddags, at havde jeg haft muligheden for det, så havde han ikke været i live nu. Så det er nok godt, at vi bor i lille Danmark....

Godt jeg er på medicin...

I dag fandt jeg ud af, at den antidepressive medicin har sin virkning. Jeg ville overføre penge fra min budgetkonto til min lønkonto, som jeg har gjort så mange gange før. Men i dag kunne jeg ikke. Jeg tror, at bankrådgiveren - igen - har lukket for muligheden. Og - igen - uden at give mig besked. Og det pisser mig af. Det første jeg gjorde var at skrive en mail til ham. Men den får jeg jo først svar på i morgen. Så jeg gik mig en lang tur. Og det kølede mig da lidt ned. Jeg fik tænkt over min situation, og jeg har besluttet mig for, at sådan noget skal han ikke bare have lov til at gøre. Så i morgen - når han svarer på min mail - ringer jeg til ham. Og så skal der styr på det her. Ellers skal jeg sq ha en anden rådgiver! For det her vil jeg ikke finde mig i! Men nu må jeg se hvad morgendagen bringer. :-)

Derud af...

Det går godt. Det føler jeg i hvert fald det gør. Jeg går og overvejer hvad jeg skal bruge fremtiden til. Om jeg skal fortsætte hvor jeg er, eller om jeg helt skal skifte spor. Jeg går og tænker på, om jeg måske skulle starte noget for mig selv. Men kan jeg klare det? Det er jo ikke forbandet nemt, og min selvdisciplin er jo ikke ligefrem noget at prale af. Måske SKAL jeg bare have en chef. Eller måske en partner. En der kan holde mig i ørerne.

I slutningen af oktober tager jeg i hvert fald på Joomla kursus i Kolding. Så må jeg se om det er noget for mig at networke på den måde. Med folk jeg aldrig har mødt før. Og bliver det en succes, ja, så er det jo bare genialt. Og firmaet betaler jo. Jeg har bare en fornemmelse af, at det ikke er det rigtige sted jeg er. På trods af al den hjælp og opbakning jeg har fået. Der er et eller andet jeg ikke kan sætte fingeren på pulsen. Noget der skal være anderledes. Men det kommer jo nok til mig hvad det er. Forhåbentlig da...

Som tiden dog går...

Det er egentlig utroligt så hurtigt tiden kan gå når man har det godt. Og det har jeg haft de sidste par dage. Weekenden var helt okay, men de efterfølgende dage har bare været knaldgoe. :-)

Mandag var jeg på arbejde, og jeg fik en længere snak med Ulla efter jeg havde haft møde med Chefen og en repræsentant fra kommunen. De ville gerne have mig noget mere ud, så jeg får færre nedture. Og jeg kan godt følge dem i det. Så nu vil repræsentanten finde nogle tilbud til mig.

Den lange snak jeg havde med Ulla trak så meget ud, at jeg først kom hjem ved 15-tiden. Så jeg havde ikke så meget tid hjemme før jeg smuttede ned og spise og så til borgermøde. Bagefter var det bare hjem i seng.

Tirsdag startede med et smut til lægen og advokaten. Lægen var bare en vitamin indsprøjtning. Før middag smuttede jeg ned på Lokalhistorisk arkiv for at finde nogle billeder af og oplysninger om ejendommen. På vejen hjem smuttede jeg forbi tatovøren og apoteket. Jeg spiste sammen med Peter og jeg fik rettet lidt op på hans computer. Da jeg kom hjem ringede jeg til min lillebror, og vi fik talt i omkring 2 timer. Tror sq det er det længste jeg nogensinde har talt med ham. Men han havde brug for det...

I dag har mit humør været helt oppe og ringe, og jeg tror nu også godt folk omkring mig har kunnet mærke det. Og det er skønt. Især på sådan en regnvejrsdag. Nu skal det bare fortsætte. :-)

Morgendosis.

Og her gik jeg og synes, at jeg var ved at komme ned i pille forbruget. :-) Jeg får 5 piller om aftenen udover dem her...

Forfald...?

En ret fin dag...

I dag har der egentlig været en hel del lyspunkter, som har gjort det til en god dag. Og de har været:

Fået taget blodprøve på sygehuset af en sygeplejeelev, som gjorde det uden vanskeligheder eller problemer overhovedet.

Fået sat mit kryds. Og i år var det personligt. :-)

Fået handlet ind og samtidig stemt igen, denne gang med maven (de cupcakes var forbandet gode).

Rodet rundt med computeren (den blærbare) og med hjemmesiden (som der dog desværre stadig ikke er den store opbakning til).

Været nede og spise sammen med Torben, Verner og Peter og samtidig hygget os gevaldigt.

Bestemt mig for, at nu skal tingene være anderledes. Nu skal der ske noget andet. Nu skal mit liv ændre sig - og samtidig sat mig et andet sted i stuen (om det holder og eventuelt virker vil fremtiden vise).

Har fået hevet den forbandede tand ud, som har drillet mig den sidste uges tid.

Så nu skal jeg bare:

Holde ved de ændringer jeg har bestemt mig for.

Få ro over min hverdag, så jeg kan skippe Truxal, og dermed få et bedre styr på min fysik igen. Og på min hjerne.

Få sparket forkølelsen af helvede til igen, så jeg kan ligge normalt ned og sove (pt. er det med dynen i ryggen).

Der er højest sandsynligt flere ting, men lige nu er mit hoved så tungt, at jeg ikke kan koncentrere mig om det. Så vil forsøge at sove og - forhåbentlig - komme på arbejde i morgen.

Hvor meget er for meget?

Jeg ændrer mig i øjeblikket. Eller rettere: pillerne ændrer mig. Og jeg tænker på, om det mon er i orden? Det hjælper mig jo til at komme igennem en vanskelig situation, men hvor meget må jeg ændre mig? Og i øvrigt hvilken retning? Og må ændringen være permanent, så jeg ikke længere er den person jeg tidligere var? Man siger jo, at man skal udvikle sig, men hvis jeg udvikler mig til en pillenarkoman, som er i live og alle kan li, er det så i orden? Eller er det bedre jeg udvikler mig til en person ingen kan li, men som er fri for at tage piller...? Jeg ved godt jeg springer fra den ene yderlighed til den anden, men så langt fra virkeligheden er det jo nu heller ikke. Og hvad nu hvis JEG ikke kan li den person jeg bliver, som alle ANDRE kan li? Skal jeg så blive den person...?

Hvornår starter dagen og hvornår slutter natten?

Klokken er nu halv fire, og jeg har ikke sovet siden jeg stod op. Det ser ud til, at jeg har risiko for, at jeg vender om på nat og dag. Og det er sq noget lort! For så kommer jeg sq da aldrig tilbage på arbejde. Ja, jeg har heller ikke været på arbejde i dag. Mit hoved står næsten stille (hvilket jo faktisk er godt, for så er der ingen selvmordstanker på spil), så jeg føler det vil være spild at tage på arbejde. For der skal jeg jo trods alt bruge hovedet bare en lille smule. Det forventes det i hvert fald. Og når jeg så har meldt mig syg lægger jeg mig til at sove igen. I dag var den 11 da jeg stod op. Og så har jeg brugt dagen på... Computer (den bærbare - den stationære er midlertidigt ukampdygtig)... Fjernsyn... Og... Spisning på hotellet. Det er sq da for helvede ikke en måde at bruge dagen på! Jeg er jo ved at synke tilbage i en zombie tilværelse, som jeg for længst troede jeg var ude af. Men jeg skal vælge mellem pest eller kolera. Jeg skal vælge om jeg vil være selvmordstruet eller en zombie. Og helt ærligt, så lyder ingen af valgmulighederne særligt tillokkende... Jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre lige nu. I første omgang bør jeg nok prøve at få sovet. Og få talt med psykiateren onsdag. Ved bare ikke helt hvad jeg skal sige. Eller forvente...

Forresten, så har jeg nogle utroligt livagtige drømme i øjeblikket - de virker næsten mere livagtige end virkeligheden (eller det vi TROR er virkeligheden). Jeg tilskriver dem Truxal. På en eller anden måde er de faktisk behagelige. Selvom det får mig til at tvivle på, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed...

Arbejdslørdag.

Vi havde arbejdslørdag i ejerforeningen i dag. Og det var faktisk meget hyggeligt. Der blev lavet en del; vi fik sat opslagstavlen op, som blandt andet skal bruges i forbindelse med hjemmesiden (mit initiativ og egentlig også stolthed); vi fik gjort rent i gården; klippet hæk; omorganiseret vaskekælderen, så den nu ser ryddelig ud; gjort rent i kælderen; skiftet pærer, så man nu ligefrem kan se noget når man kommer ind udefra. Ja, vi fik faktisk lavet en hel del. Og jeg må indrømme, at jeg var ret glad for al den ros jeg fik for hjemmesiden. Det varmer sq. Især når man selv er ret glad for resultatet. Resten af dagen er gået med at rode lidt med hjemmesiden, der er jo altid plads til forbedringer) og så lige med at være med Peter nede og spise på hotellet. Men kan godt mærke, at medicinen virker på mig (selvom jeg faldt sent i søvn i går), for det kribler i kroppen på mig, og jeg føler mig lidt ved siden af mig selv. Men det er jo en del af det. Det bør jeg jo nok vænne mig til hvis ikke jeg vil til Kolding igen...

Hjemme igen.

Så kom jeg hjem igen. Og jeg ved ikke helt om jeg er tilfreds med forløbet. Jeg skulle kontakte psykiateren fra Distriktspsykiatrien i telefontiden mellem halv 9 og 9, så vi kunne aftale det videre forløb inden stuegang. Han var dog optaget da jeg ringede, men der blev lagt en besked om, at han skulle kontakte mig hurtigst muligt. Hvilket han IKKE gjorde. Da der var stuegang, aftalte vi, at jeg blev sendt hjem med recept på Truxal, som jeg skulle tage før jeg skulle sove, og så skulle jeg aftale nærmere med psykiateren når han ringede. Og det gjorde han så lidt over 3..... Men vi fik aftalt, at jeg skal fortsætte med Cymbalta som tidligere og tage 2 Truxal inden jeg skal sove. Og så skal jeg ringe til ham igen på onsdag for at fortælle ham hvordan det går. Hvis jeg altså kan komme igennem til ham... Men jeg aftalte med psykiatrisk skadestue, at fik jeg selvmordstanker igen, så skulle jeg - uanset tidspunktet - ringe til dem, så jeg kunne få hjælp. Og må indrømme, at det er det jeg er mest tryg ved. Også selvom jeg hele tiden har haft muligheden. Nu føler jeg bare at de tager mig alvorligt, hvilket jeg ikke helt har følt før. Men det er min fejl og ikke deres. Nu skal jeg bare sørge for at gøre som jeg lover. Hvilket jo kan være svært engang imellem...

Ændrer det noget?

Så har jeg været på psykiatrisk skadestue godt et døgns tid. Og skal blive natten over. Men ændrer det så på noget? En ting er i hvert fald sikkert. Det gør mig ikke rask her og nu. Men det kan måske hjælpe mig til at komme videre i mit liv. Hjælpe mig med at indse, at der er nogle ting jeg skal gøre anderledes. Og tænke anderledes. Jeg skal ikke forvente at der findes en mirakelkur i enten form af piller eller råd fra andre. Det handler om hårdt arbejde fra og med mig selv. Og det er der jeg skal blive bedre til at se, at jeg er det værd. At min usikre fremtid er det værd. Og det er noget af en kamp at skulle igennem...

Zombie dag...

Endnu en zombie dag. Fik kun sovet meget få timer i nat. Stod op kl. halv otte, så jeg kunne få ringet til psykiateren. Men da det kom til stykket kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til det. Hvad ville det nytte? Flere piller? Så jeg kan blive endnu mere zombie-agtig? Overvejer kraftigt at smide pillerne væk, selvom jeg godt ved, at det kan være pisse farligt. Men jeg føler jo, at de gør mere skade end gavn... Men i første omgang vil jeg se om ikke jeg kan få taget mig sammen til at tale med chefen i morgen. Så han kan blive sat ind i hvordan det ser ud i øjeblikket. I hvert fald fra mit synspunkt. Er sq lige før jeg overvejer - kun overvejer - at tage imod Kimi og Kaspers tilbud om at komme derover. Så jeg kan komme væk fra det hele. Det er som om, at jeg ikke kan klare hverdagen her....?

Hvor fører det hen...?

Endnu en dag, hvor jeg har været hjemme fra arbejdet. Og endnu en dag, hvor jeg ikke kan huske halvdelen af hvad jeg har lavet. Det var faktisk så slemt, at jeg lige måtte ind og checke i min sendte post, om jeg nu virkelig havde fået meldt mig syg! Jeg mener, hvad fanden sker der for mig?! Kan det virkelig passe, at jeg skal vælge mellem at have en god hukommelse og at have et nogenlunde stabilt psykisk helbred? Hvilket jeg forresten ikke engang har lige p.t. Jeg er sq mere svingende end Villy Søvndal i en valgkamp! Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Lige nu lader jeg bare tiden gå. Og håber på, at det hele løser sig af sig selv. Men kan jeg forvente det? Og hvad løser det sig til...?

10-01-10...

Hvorfor har man ikke muligheden for at spole tilbage i tiden og ændre de ting man følte var forkerte? Hvorfor kan man ikke sætte livet på pause når det hele går lidt for stærkt? Hvorfor kan man ikke spole hen over de kedelige og lidt for svære perioder? Hvorfor kan man ikke bare skifte til et andet bånd, når det man har gang i er enten for kedeligt, for sindsoprivende eller simpelthen bare ikke det man gider? Jeg ville ændre nogle enkelte ting hvis jeg kunne. Gør ting om. Handle anderledes. Men det kan jeg ikke. Det der er sket er sket og kan ikke gøres om...

Kom til at læse psykiaterens notat...

Jeg loggede i dag på min e-journal og læste hvad psykiateren havde skrevet om den samtale vi havde den 24. maj. Og 2 sætninger sprang i øjnene på mig:

Patienten har øget selvmordsrisiko.

Forstyrret personlighedsstruktur uden specifikation.

Nå ja, og så vendningen: "har haft et alvorligt selvmordsforsøg". Det er da altid noget, at han tager det alvorligt...

Søvn...

Ja, så ligger jeg her igen og kan ikke sove. Jeg skal jo heldigvis først møde til middag, men jeg har stadig en fornemmelse af, at dagen kan blive ret lang. Og når jeg også skal møde fredag, så bliver det jo først lørdag (eller når jeg kommer hjem fredag) at jeg kan få sovet. Og så kan jeg garanteret ikke alligevel.... Jeg mangler en fast rytme for hvordan min dag skal gå, og det er jo ret svært, som tingene kører i øjeblikket. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet kan lade sig gøre med de udfordringer jeg har...

Hvis jeg var en bil...

Hvis jeg var en bil, så ville min gearkasse havde været ødelagt for meget længe siden...

Og hvordan skal den så forstås? Jow, sådan som jeg kører frem og tilbage i gearene (primært bakgear og fuld fart frem), så ville det simpelthen flå gearkassen fra hinanden. Den ene dag er jeg klar til at smide det hele overbord og mig selv 2 meter under jorden, og den næste dag (hvis ikke endda inden for samme minut) planlægger jeg både det ene og det andet, som om alt er helt i orden... Hvor længe mon min gearkasse holder til det?

Facade.

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det hele. Tankerne kører stadig rundt i mit hoved. Den, der nok slog mig som værende værst, var da jeg på vej hjem fra arbejde tænkte, at det ville være så uendeligt let at ende det hele ved bare at gå ud foran den lastbil, der lige kom forbi mig på det tidspunkt.... Talte senere med psykiateren, og jeg fortalte ham, at det gik meget skidt, og at jeg havde selvmordstanker. Jeg skulle øge dosis igen på antidepressiv og kontakte ham igen om 10 dage. Jeg skal ærligt indrømme, at det har fået mig til at tvivle på ham. Hvordan kan han vide - efter få minutters samtale - at det er nok. At der ikke vil ske noget, når blot han beder mig om at øge dosis. Jeg tror mit største problem er min facade. Folk omkring mig kan ikke se ind bag den. Uanset hvor meget de tror de kan. Ikke med mindre jeg giver dem lov. Og lige nu kører facaden faktisk automatisk op når jeg møder/taler med folk. Det er som en skærm, der bare kører op foran, når jeg taler med folk, og den forsvinder lige så hurtigt når de kigger væk eller jeg er alene. Hvordan slår man sådan noget fra? Hvordan ændrer man noget, der er så indgroet i ens liv, at det bare sker uden at tænke over det? Kan det ændres med piller? Jeg tvivler stærkt. Men hvordan fa'en gør jeg ellers noget? SKAL jeg gøre noget? Skal jeg bare lade mig bedøve af pillerne? Jeg er splittet i tusinde sind. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke engang om jeg ønsker hjælp....

FTW - FM

Fuck the world - Fuck me...

Tranebær...

Når jeg tænker på hvordan jeg har haft det den seneste tid, kom jeg til at tænke på titlen til Cranberries (på dansk tranebær) første hit Zombie. Selve teksten har ikke ret meget med situationen at gøre (måske lige bortset fra linjen "It's not me), men mere det at jeg føler mig som en zombie; jeg går ved siden af mig selv og lader bare tiden går. Jeg orker ikke at gøre noget ved de ting der sker omkring mig. Jeg har ikke energien. En positiv effekt ved det er jo så, at jeg orker at gøre noget ved noget som helst. Heller ikke de ting andre opfatter som negative. Det kan DE jo så kun være glade for. Mig? Jeg er bare ligeglad. Jeg lader bare tingene ske. Jeg er... En zombie...

Uheldig.

Psykiateren har fri i denne uge. Og sekretæren jeg talte med henviste mig blot til at ringe på mandag. Overvejede at kontakte psykiatrisk skadestue, men kun ikke tage mig sammen. Jeg er fysisk og psykisk udmattet. Fik mig dog taget sammen til at handle, så jeg igen kan se noget på badeværelset. Og fik vasket dyne og sengetøj. Men det burde da vel ikke være alt jeg kan klare?

Skal, skal ikke?

Så kom dagen hvor jeg måtte erkende, at der skal ske noget på den ene eller anden måde. Jeg var på arbejde i dag, men jeg kunne godt mærke, at det var dumt. Fysisk er jeg helt nede og vende og det er slet ikke bedre psykisk. Så i morgen kontakter jeg psykiateren, og så må jeg se hvad han siger. Lige nu har jeg bare svært ved at se en løsning på det. For det går jo egentlig ret godt for mig. Og alligevel er tankerne helt i kulkælderen... Hvordan vil det så ikke være når det begynder at gå imod mig igen?

Hvilken virkelighed?

Den seneste tid har jeg mere og mere følt, at jeg ikke hører til her. Med et ret clicheagtigt udtryk (taget fra amerikanske gyserfilm) føler jeg, at jeg går på grænsen mellem denne virkelighed og den virkelighed jeg mener burde have været; med andre ord føler jeg, at jeg går på grænsen mellem de levendes og dødes verden (jeg skrev jo, at det var clicheagtigt). Jeg går rundt som en søvngænger. Jeg kan huske mindre og mindre, og min koncentration bliver værre og værre. Det hænger selvfølgelig til dels sammen med mine søvnproblemer (manglende søvn hjælper IKKE på koncentrationen), men jeg tror der er mere i det. Jeg kan bare ikke få øje på hvad. Udover den med grænsen mellem de levende og døde. Forholdsvis kort efter selvmordsforsøget havde jeg faktisk - visioner lyder forkert - men jeg havde tidspunkter hvor jeg følte, at jeg balancerede mellem de to verdener. At jeg havde kontakt. At jeg havde fået et formål, og at jeg nu skulle udføre det. Hvad det formål så skulle være har jeg desværre ikke den ringeste anelse om. Og nu føles det mere og mere som om jeg bare befinder mig på den forkerte side af et hegn, og at det nu kun drejer sig om at finde hullet igennem hegnet. Nogle dage ønsker jeg ikke at finde, og andre dage... Nå ja, det er vel ikke så svært at gætte sig til... Og den sidste mulighed vinder mere og mere indpas i min hverdag...

Kun en maveinfluenza...?

Jeg tror, at jeg har været så heldig at redde mig en maveinfluenza... Min mave rumler og larmer, men der kommer ikke noget ud af det. Hvilket egentlig giver sig selv, da det er ret begrænset hvad jeg har spist de seneste døgn. I hvert fald af almindelig mad. Men det fik jeg her til aften, og alligevel kom der ikke så meget ud af det. Altså ud over en forfærdelig rumlen. Og det er altså ret belastende at sætte sig ud på lokummet, og det eneste man kan få ud af det, er en lille fornærmet fims, der lød som om, den egentlig havde det bedre hvor den kom fra. Hvilket den garanteret også havde... Men trætheden og ømheden i kroppen fortsætter, og det får mig til at tro, at det kan være en slags maveinfluenza jeg har reddet mig. Hvilket jo heller ikke er så mærkeligt eftersom kroppens immunforsvar selv skal forsøge at klare ærterne nu. Jeg tager stadig binyrebarkhormon, men ikke i så store doser som før. Og når jeg så trapper antidepressiv ned også, så bliver kroppen jo sat på (over)arbejde... Og det er den jo ikke vant til... Men nu må vi se hvad der sker. Om jeg får sovet nok til at komme på arbejde i morgen. Ellers må sovepillerne i brug igen...

En dag, der går i glemmebogen...?

Jeg tror i dag bare vil være en af de dage jeg glemmer alt om. Jeg kan sq knap nok nu huske hvad jeg har lavet. Jow, jeg har rodet lidt med Kaspers hjemmeside. Jeg har været nede og handle. Og så har jeg sovet... Vågnede sent med en enorm hovedpine, så jeg tog et par piller og sov igen. Og jeg drømte. Noget med toge. Og med at være udenfor. Jeg aner ikke hvorfor jeg kan huske det. Jeg plejer ikke at kunne huske mine drømme. Men det har nu nok heller ikke den store betydning... Det der nok bekymrer mig mest er det jeg føler. Jeg har været forbandet træt i dag. Fysisk og psykisk. Jeg har følt mig helt ved siden mig selv. Jeg overvejer kraftigt hvad der skal ske nu. Hvad jeg skal gøre. Men jeg er rådvild. Jeg er bange for at falde ved siden af igen. Det gik ellers så godt.,,

Røvkedelig.

Endnu en dag (og nat), prøver på at bevise hvorfor jeg ikke skal fortsætte. En søvnløs nat med mave- og hovedproblemer. Og en dag hjemme, der fortsatte i samme stil. Og ingen energi overhovedet. Har brugt en del af dagen på at sove (hvilket vel egentlig giver sig selv, når jeg ikke får sovet om natten), og det ødelægger alle muligheder for at prøve at få en almindelig hverdag. Det er det eneste jeg ønsker mig. En hverdag hvor jeg gør det alle andre gør i løbet af en dag: går på arbejde, handler ind, kommer hjem til familien, spiser sammen, hygger sammen og går i seng (sammen). En hverdag så røvkedelig, at man ønsker sig noget andet og mere. Det er det eneste jeg ønsker mig. Det, eller fred. Den fred jeg troede jeg fik for godt halvandet år siden.

Flashback...

Jeg kan mærke, at det går tilbage for mig lige nu. Følelserne kommer tættere og tættere på overfladen. Og jeg er bange for hvordan jeg vil reagere. Tidligere på dagen har jeg skrevet en del i en FB-gruppe for singler, og jeg kan mærke, at selvom jeg er ret træt af at være alene, så tør jeg ikke gå i gang med dating-markedet. Der er så mange muligheder for at blive såret og uendeligt små chancer for at finde den rigtige, at jeg ikke har modet til at gå derud. For at skulle dykke under igen kan være potentielt fatalt... Og i aften lå jeg så og hørte musik inden jeg skulle sove, og jeg ramte noget, der fik minder frem fra de seneste år. Minder, der helst kunne være blevet dybt inde i mig. Minder, der fik mig til at savne den tid. Minder, jeg ville ønske jeg ikke havde. De siger, at det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Sådan en gang pis! Det, der ikke slår os ihjel, forbereder os bare endnu mere på Døden. Og tankerne om Døden er begyndt at komme frem igen. Jeg længes efter den, som den trætte længes efter søvnen. Døden er min søvn. Kun med den kan jeg endelig få ro...

Virkelig...

Jeg skal passe på. Jeg kan mærke det. Jeg bliver nemt "ramt" i øjeblikket. En tilfældig kommentar kan få mig til at tvivle på det hele. Få mig til at bryde sammen. Reagere fuldstændig irrationelt. Og det endda fra folk jeg ikke kender eller nogensinde vil komme til at kende... Jeg har - i samråd med psykiateren - nedsat dosis på min antidepressiv medicin. Så jeg har været opmærksom på, at det nok kunne komme. Men det gjorde nu ikke chocket mindre, da det så kom. Jeg har nok bare været bedre til at håndtere det efter. Det er i hvert fald hvad jeg siger til mig selv. Hvor vidt det så passer kan jeg jo så ikke lige sige. Men jeg håber... Jeg har dog stadigvæk en følelse af, at jeg render rundt i en drøm og at jeg kan vågne op hvornår det skal være. Det er ikke en særlig fed fornemmelse, for jeg aner jo ikke, om det der foregår omkring mig er drøm eller virkelighed. Og hvis det kun er en drøm, er alt det her så ikke bare spildtid? Og hvis det er virkelighed hvordan får jeg så rettet op på det, så det føles virkeligt? For hvis virkeligheden ikke føles virkelig...?

Strøtanker fra et venteværelse.

Tidligere i dag sad jeg i venteværelset hos lægen og ventede på at komme ind til min aftale. Og enhver som har siddet og ventet sådan et sted ved, at der flyver mange tanker rundt i hovedet på en. Her er - i tilfældig rækkefølge - nogle af dem, der farede igennem mit hoved:

Er Anders Breivik terrorist? Eller er han "bare" massemorder? Hvad er forskellen? Hvordan må man som 40-årig mand kigge på et barn uden at blive set på som pædofil? Hvordan må nogen som helst mand kigge på et barn uden at blive set som pædofil? Er vi ved at blive for paranoide? Ser vi først efter det dårlige/farlige i vores medmennesker før vi kigger efter det gode/mulige? Er vi for mistænksomme over for folk vi ikke kender? Bør vi være det? Er en ældre mand der kigger på yngre kvinder en gammel gris selvom han inden i føler sig som en på 18? Hvordan ser andre mig? Ser jeg gammel ud? Ser jeg ung ud? Og sammenlignet med hvad? Sammenlignet med hvem? Hvorfor kan man ikke få lov til at se hvordan andre ser en? Ville det gøre en forskel?

Dagligdagen nærmer sig.

Så nærmer dagligdagen sig med hastige skridt. Det er næsten ikke til at forstå, at 14-dages ferie er ovre. Men okay, det har også været 14 gode dage. I hvert fald langt hen af vejen, og mere end jeg turde håbe på. Godt selskab og masser af medicin har jo nu nok også gjort sin del. Og derfor er det også lidt spændende at se hvad dagligdagen bringer med sig af udfordringer. Jeg kender nogle stykker af dem på forhånd: udtrapning af Prednison; nyt sygehus til overvågning af min sygdom; min økonomi. Og så mine mål for fremtiden. Jeg kender dem stadig ikke. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil med mit liv og hvorfor. Og det er sq en ret stor hurdle. For uden et mål for livet, så kan det engang imellem virke ret omsonst. Og så vil det være farligt at trappe ned på Cymbalta. For så er risikoen for tilbagefald der igen. Og selvom der er gået over 1½ år, så ligger tanken stadig og lurer lige under overfladen. Det vil den garanteret altid gøre i en eller anden forstand, men den skulle gerne begraves lidt dybere nede, så den ikke kommer så let op... Men tiden vil vise hvad der sker. Jeg kan ikke gøre andet end mit bedste og samtidig håbe på... Ja, det bedste. :-)

Ferie.

Halvanden uge er fløjet forbi mig. Halvanden uge, hvor jeg har nydt hovedparten af tiden. Der har været tidspunkter hvor de dårlige tanker er dukket op til overfladen, men de har været minimale. Og oftest om natten hvor jeg ikke har kunnet sove. Og skal jeg være helt ærlig, så glæder jeg mig nu lidt til at komme hjem. For uanset hvor hyggelig ferien har været, så har den også været hård. Jeg er ikke vant til at have mennesker omkring mig 24/7. Og da slet ikke en krudtugle som Alexander. Og det bestyrker mig jo bare endnu en gang i min beslutning om ikke at blive far. (Ikke fordi der er den ringeste chance for, at jeg nogensinde skulle blive det). Jeg er nu immervæk bedre som legeonkel end som far... Men nu skal jeg altså snart hjem og holde rigtig ferie efter en rigtig dejlig og hyggelig ferie. Det bliver nu skønt at komme hjem igen. :-)

Lort...

Der er ikke noget mere ydmygende end når man har et "uheld" mens man er i byen. Derhjemme kan man håndtere det uden at indblande andre, og uden at andre nødvendigvis behøver at få noget at vide om det. Men når man er ude blandt andre mennesker, så kan man ikke holde det hemmeligt på samme måde. Og det er ikke ens eget man ødelægger. Det gør ondt når den slags sker, og man får mindre lyst til at komme ud blandt andre. Man isolerer sig og bliver hjemme. Og man er flov. Så forbandet flov. Hvorfor skal det ske for mig? Det er fandeme noget lort...

Ferie.

Jeg går rastløst og venter på ferie. Og her er hvorfor jeg er rastløs:



Jeg går og venter på, at erstatningssagen kan blive kørt færdig, så jeg ikke har det som en ekstra stressfaktor. Men den venter på, at lånetilbuddet bliver endeligt færdiggjort, så jeg ved hvor stort erstatningskravet skal være...



Jeg går og venter på, at økonomien kan falde på plads, så jeg kan koncentrere mig mere om mit helbred. Og selv om lånetilbuddet er skrevet under, så venter det nu på, at min bankrådgiver kommer fra ferie...

Jeg går og venter på, at jeg kan få skiftet sygehus, så jeg kan få en læge, der overholder de aftaler vi lever. Men jeg bliver nødt til at vente til min læge kommer fra ferie...

Jeg går og venter på, at jeg kan komme på ferie, så er kan få styr på tingene ovenfor. Men lige nu må jeg vente indtil jeg er færdig med at arbejde.... ;-)

Had og kærlighed.

I øjeblikket har jeg et had/kærlighedsforhold til mit liv. Jeg elsker mit liv om dagen når jeg kan planlægge den ting jeg vil gøre med og i mit liv. Jeg elsker når jeg kan føle inspirationen kommer op i mig til nye ideer. Jeg elsker at blive vækket af solsorten på genboens tag, der synger som gælder det livet. Jeg elsker solens stråler og den måde de giver mig overskud i dagligdagen. Jeg elsker at sidde og kigge ud over bæltet og se bølgerne slå ind mod stranden. Jeg elsker at se og høre glade mennesker omkring mig. Jeg elsker at gøre folk glade. Jeg elsker livet...

Men jeg hader når mine tanker om natten søger ud og ikke vil unde min hjerne søvn. Jeg hader når mine planer bliver ødelagt af mit helbred, som aldrig er godt nok. Og hvis det er, så må vi lige ændre noget. Jeg hader at svede hver gang jeg tænker på at bevæge mig. Jeg hader at skulle smide mig i stolen når jeg kommer hjem? Sjaskvåd og med pletter for øjnene? Jeg hader at jeg ikke kan planlægge noget uden at skulle frygte, at det - igen - bliver aflyst. Jeg hader de beslutninger (eller mangel på samme), der har ført mig hertil? Og jeg elsker at være her....

Min økonomi...

Wham! Så ramte det mig igen. Den seneste tid har jeg været utrolig i så godt humør, at det gjorde ondt at falde igen. Og endda ikke så langt, som jeg tidligere har gjort. Og årsagen? Noget så kedeligt som penge. Min økonomi er simpelthen ikke ordentligt på plads endnu, og jeg kan allerede nu se at jeg har brugt/kommer til at bruge for mange penge. Eller rettere, at jeg ikke får så fri en ferie, som jeg havde håbet på. Og så får jeg endda nogle af de penge Danni skylder mig. Måske ikke helt så mange som jeg havde håbet på, men jeg kan jo bare lære at få styr på aftalerne inden forventer for meget. Og spiseturerne har nok også været lige rigelige nok de seneste uger. Men det er jo så hyggeligt... Det kan godt være, at penge ikke gør en lykkelig, men manglede penge kan altså gøre en ulykkelig...

Tanker...

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg har uforløste frustrationer til at køre rundt i kroppen på mig, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med dem... Jeg har tanker til at køre rundt - forbudte tanker - utilgivelige tanker - og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dem. Jeg tør knap nok lade dem få liv. De bør kun findes i mit hoved og ikke andre steder, men der er risiko for, at de helt overtager hele min hverdag. Fordi de roder rundt derinde og forhindrer min søcn. Forhindrer, at jeg tænker klart. Forhindrer mit liv i at blive bedre og ikke dårligere. Forhindrer mig. Hvad gør man med den slags tanker? Hvad gør man for at slippe fri???

En blandet dag.

Det har været en god og en dårlig dag i dag. For det første har jeg været utrolig træt fordi jeg (stadig) har problemer med mit søvnmønster. Jeg faldt sent i søvb, og jeg skulle tidligt op. Jeg havde aftalt at jeg skulle med Laura, Ida og Danni en tur over grænsen. Og det blev da også til en okay tur. Jeg havde det dog meget dårligt på vej derned af. Jeg tror det var en kombination af træthed, piller og køresyge. Og det er sq lidt noget skidt hvis jeg skal til at døje med det nu. Det lover jo ikke godt for ferien... Men ellers var turen helt okay. Vi fik handlet ind og spiste på Burger King på vej hjemad. Angus XT er faktisk en ret god burger... Resten af dagen har jeg brugt på absolut ingenting. Jeg undrer mig stadig over mit ekstremt lave energi niveau. For ifølge lægen (den praktiserende) er mine levertal blevet bedre. Så hvad er så årsagen??

En storm på vej?

Jeg føler, at der er en storm på vej i mit liv. At alt det gode, som efterhånden er sket for mig i den seneste tid ikke kan blive ved. At der snart må komme den nedtur, som altid plejer at komme. Måske er det bare mit gamle jeg, der trods lykkepiller, binyrebarkhormon og generel lykke stikker sit grimme hoved frem. Eller måske er det fordi jeg føler mig forkert. Jeg føler mig totalt følelsesløs på trods af følelserne af glæde over, at det går så godt. Måske er det fordi jeg ikke er vant til at føle, at det hele føles forkert, når jeg nu endelig føler noget? Jeg ved ikke hvordan det hele hænger sammen. Jeg ved ikke hvad det hele ender med. Jeg ved bare, at jeg føler der er en storm på vej i mit liv...

Nedetid på hjemmesiden.

Jeg har fået nedenstående mail fra mit hosting center. Så ved jeg på forhånd hjemmesiden ikke virker. :-)

"Hej

Du modtager denne mail og information, da du har et domæne hos InterGate, som vil blive berørt af nedenstående ændring.

InterGate har valgt at flytte datacenter for at sikre vores kunder endnu bedre oppe tider og internet forbindelser til hjemmesider, mail, databaser osv.

Vi vil om morgen, lørdag den 2/7-2011 flytte servere og udstyr til nyt datacenter. Vi forventer, at dette vil tage nogle timer. Denne flytning vil betyde at hjemmeside, mails, databaser mv. vil være nede.

Vi vil hurtigst mulig få udstyret online igen lørdag og forsøge at minimere nedetiden til et absolut minimum.

Status og information kan ses på http://www.intergate.dk/content/support/driftstatus.htm

Vi beklager dette og de gener dette måtte medføre samt håber på din forståelse.

Med venlig hilsen InterGate

www.intergate.dk"

Mobil og penge...

Der er sket en hel del den seneste tid. Og langt de fleste af tingene er sket efter mit hoved. Om det så er godt eller skidt kommer jo nok an på øjnene der ser. Jeg har fået min nye mobil, og den gamle er klar til at blive solgt videre. Det tog dog lidt længere tid end beregnet at få den nye mobil, da Callme ikke havde helt styr på deres ordrer og leveringstider. Det havde 3 derimod. De formåede faktisk at have leveret den nye mobil og flyttet mit mobilnummer over til dem inden Callme fik sendt mobilen til mig. Til trods for, at jeg bestilte hos 3 to dage senere end hos Callme... Men jeg er rigtig glad for min nye mobil. Der er selvfølgelig ting man skal vænne sig til i forhold til den gamle (laderstikkets placering i siden i forhold til tidligere modellers i bunden undrer mig lidt), men jeg regner ikke med, at det er noget, som vil få mig til at fortryde købet. Men det vil tiden jo vise. :-)

En anden ting, der er "faldet på plads" er mine kreditlån. Jeg fik tilbud om at låne 40.000 kroner hos Nordea Finans. Men jeg nøjedes med at låne 30.000. For det var det jeg skyldte Danaktiv og Ekspres Bank. Jeg ved det lyder åndssvagt at låne penge for at betale gæld. Men jeg gjorde det af 2 årsager:

1. Ved at optage et nyt lån kunne jeg nedsætte den samlede ydelse med ca. 400 kroner om måneden. Selvfølgelig er jeg så oppe på at skylde penge igen i 5 år, men det tager jeg ikke så tungt.

2. (Og måske nok den vigtigste grund) Jeg gjorde det i trods overfor min bankrådgiver, fordi han ikke ville hjælpe mig med lånene, selvom det ville kunne give mig en lidt bedre økonomi, og - i mine øjne - dermed en mindre risiko for, at jeg skulle "falde i igen". Så nu må jeg se hvad han siger, når jeg fremlægger det nye budget for ham. Han bliver jo nok ikke ligefrem glad. Men hul i det. JEG har det bedre, og det tæller vel mere...?

Stadig træt...

Jeg har nu fået sovepiller (eller indslumringspiller, som lægen kalder dem), så jeg kan falde i søvn om aftenen. Og de virker. Måske lidt for godt. Men jeg er stadig utroligt træt, så jeg bliver mere og mere sikker på, at årsagen til trætheden ikke (kun) er den manglende søvn, men det faktum, at vi har ændret på hyppigheden af Vitaminindsprøjtninger. Før fik jeg indsprøjtninger hver 14. dag, men lægen mente det var overkill. En gang om måneden burde være nok, hvis ikke sjældnere. Så det skulle jeg prøve, og så samtidig holde øje med blodprøverne for at se, om det har indflydelse på mit helbred noget. Subjektivt vil jeg sige, at det har det, og jeg håber at blodprøverne på tirsdag (hvor jeg heldigvis også skal have vitaminindsprøjtning) vil vise det samme. Ellers må der sq være noget andet galt, og så skal det problem adresseres.

Problemet med trætheden giver mig også noget andet at tænke over. Jeg tager beslutninger i en tilstand hvor jeg engang imellem føler mig usikker på, om det er det rigtige jeg gør. Hjernen arbejder jo langt fra så hurtigt som den plejer, og ind imellem er jeg sq usikker på det der sker omkring mig og i mit hoved. De antidepressive piller har selvfølgelig også en indvirkning der. Jeg føler hele verden farer forbi mig, mens jeg bare sidder og kigger uinteresseret på. Der er ikke ret meget omkring mig der egentlig rager mig. Eller sådan føler jeg ihvertfald. Måske burde jeg nævne det for psykiateren når jeg ser ham næste gang? Hvis jeg husker det. Nu har jeg da ihvertfald en chance for at huske det...

Published with Blogger-droid v1.7.1

Træt

Jeg er træt. Nej, det dækker ikke helt. Jeg er totalt udmattet! Endnu en nat har jeg overhovedet ikke fået sovet. Og jeg kan føle på mig selv, at det er noget lort. Jeg bliver irriteret over småting, og jeg har svært ved at koncentrere mig om selv de mindste ting. Heldigvis har jeg en tid hos lægen på tirsdag, men lige nu føles det som meget langt væk. Jeg har ret svært ved at overskue det hele lige nu. Hvordan kommer jeg igennem dagen i morgen? Og mandag? Det slider på mig, men hvad kan jeg gøre? Jeg føler mig magtesløs. Jeg føler mig pisse rasende. Og udmattet. Uendeligt udmattet...

Published with Blogger-droid v1.7.1

Ikke alt er, som det burde være...

I dag burde være en af de dage hvor jeg gik ned med flaget. Men jeg gjorde det ikke. Der var optræk til det flere gange; der var mange ting, som gik mig imod. Men alligevel gik det ikke galt. Hvorfor? Jeg tror ikke der er noget let svar på det. Jeg tror ikke engang der er et rigtigt svar på det. Men jeg tror en af årsagerne var, at jeg var forberedt på det. At jeg forventede, at det ville gå stik modsat af hvad jeg ønskede. Og det gjorde det jo så. Bankrådgiveren ville stadig ikke røre kontraktlånene, selvom jeg spurgte om der kunne gøres noget der (og på trods af, at han sagde, at jeg jo ikke skyldte ret meget på lånene........). Han havde kun beregnet 2 forslag til realkreditlån, og dem kan vi først gøre noget ved i slutningen af juli måned. Men vi var enige om, at jeg godt kunne sidde i lejligheden (han har vel næsten ikke andet valg, når nu markedet er som det er), så det fik jeg meldt ud til Home. Så i aften tog jeg Til Salg-skiltet ned...

Da jeg kom hjem fra banken tænkte jeg, at jeg ville undersøge hvad det ville betyde, hvis jeg samlede alle tre kontraktlån i ét lån hos Ekspres bank. Jeg betaler pt. ca. 1200 om måneden og hvis jeg betalte 800 om måneden på et samlet beløb, ville det tage mig 63 måneder at være ude af det. Og 400 ekstra om måneden er jo også værd at tage med. Men Ekspres bank ville kun låne mig til de lån jeg har hos dem. Og så kan det jo være lidt lige meget.... Og som tingene står nu, så skal jeg leve for 1000 om ugen. Hvilket jeg godt kan gøre i en begrænset periode. Men nu har jeg gjort det i ca. halvandet år, og det har ikke været sjovt. Hvor meget længere kan jeg holde til det...?

Lige nu føler jeg mig faktisk rasende over, at jeg er endt her. Rasende på mig selv fordi jeg har ladet det komme hertil. Rasende på banken fordi de ikke vil hjælpe mig mere end de gør. Og rasende på alt det der går imod mig, uanset hvad det er. Hvor længe kan jeg holde til det inden jeg knækker igen?

Venteposition

Jeg er i venteposition. Jeg gør noget af det jeg burde være allerbedst til: nemlig at vente. Jeg venter på min fremtid. Jeg venter på at alle mine planer skal komme til mig, så jeg kan få det liv jeg er bestemt til at skulle have. Og en af planerne kommer i morgen. Eller rettere, senere i dag. Organisationen af min økonomi, så jeg kan begynde at bekymre mig om andre ting. Men jeg har lært en masse af at vente. Tingene kommer aldrig til at gå som jeg ønsker det. Så er alligevel lidt spændt på hvad Universet har til mig...

Nat?

Igen bliver jeg nødt til at komme med en ADVARSEL om ANSTØDELIGT SPROGBRUG, UBEHAGELIG LÆSNING og DÅRLIG STEMNING!! Så er du advaret. :-)

Endnu en nat uden søvn. Endnu en morgen hvor jeg føler, at jeg balancerer på kanten. Alle normale rutiner forsvinder, som dug for solen (eller som nattens mørke for solen). Jeg har ingen energi eller overskud til at gøre noget som helst af alt det jeg burde gøre. Og alligevel kan jeg ikke sove. En del af det skyldes røvhullet. Eller rettere området omkring. Det klør. Som ind i helvedet. Jeg har godt nok fået noget bedøvende creme til at smøre i, og det virker også til dels. Men når jeg så samtidig føler jeg skal skide lige så snart jeg lægger mig, så er det jo lige før jeg får smurt mig selv så meget med den bedøvende creme, at det er utroligt, at ballerne ikke hænger nede omkring fødderne på mig... Det er ikke holdbart det her, men hvad skal man gøre? Det er som at vælge mellem pest eller kolera. Jeg kan vælge mellem et røvhul der klør ekstremt meget, eller et ustabilt psykisk helbred. HVIS det vel og mærke er som jeg tror, at det er den øgede Prednison dosis der gør, at afføringen er blevet mere formet og derfor har denne uønskede effekt på mit røvhul... Hvorfor kan det ikke bare være enten helt godt eller helt skidt? Det ville i det mindste være til at holde ud. Også selvom det skulle være det dårlige jeg skulle igennem. Det hele er altså betydeligt nemmere at håndtere når man ligger på sygehuset på kanten. Så har man i det mindste noget at kæmpe for. Jeg kan ikke se hvad jeg skal kæmpe for nu. Lidt mindre kløen? Tyndskid? Søvn? Jeg er godt træt af det her. På en eller anden måde ville jeg ønske, at de ville indlægge mig, og ikke lukke mig ud før der er ro på kroppen. Men jeg ved også godt, at det aldrig vil ske. Jeg tager mig selv i at længes tilbage til dengang i 1993 hvor det eneste der optog mig var om jeg mon nogensinde ville blive udskrevet. Hvor dagligdagen bestod af væskeskemaer, morfinindsprøjtninger, tarmundersøgelser, mad og søvn... Det var sq enklere tider...

Bakkedal

Nætterne er de værste. Det er der min mave skaber sig mest. Det er der hvor jeg løber mest på toilettet, og det er der det generer mest når først jeg er færdig. Eller det vil sige, det passer ikke helt. For det er ikke nætterne som sådan, men snarere fra jeg lægger mig ind i sengen til jeg falder i søvn sidste gang. Og det tager tit lang tid. I aften gik jeg f.eks. i seng ved midnatstid og klokken er nu kvart over tre. Og i dag kan jeg tage det stille og roligt, for jeg skal ikke nå noget i morgen. Men ingen overmorgen skulle jeg jo gerne på arbejde. Og så vil jeg højest sandsynligt stresse over, at jeg ikke kan falde i søvn. Og så bliver det først problematisk at falde i søvn. For når først både hoved og røv modarbejder resten af kroppen, så kan jeg lige så godt opgive på forhånd... Og det vil jeg jo helst ikke. Jeg vil jo gerne kunne føre et nogenlunde normalt liv. Hvilket sq er ret svært med de unormale omstændigheder jeg lever under. Hvordan pokker skal jeg nogensinde få det til at hænge sammen? Jeg har efterhånden svært ved at se hvordan. Jeg ved godt, at jeg lige nu rammer en bakkedal. Det håber jeg ihvertfald det er. For det skulle jo gerne blive bedre. Ikke?

Sove

Jeg kan ikke sove. Jeg er meget træt, men jeg kan ikke sove. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, men jeg kan ikke fange dem. Jeg har flere gange i løbet af dagen følt mig på kanten af at bryde sammen i gråd, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg føler ikke jeg kommer nogen vegne. Jeg står i stampe. Jeg har ikke noget mål. Jeg har ikke noget jeg kan se frem til. Tiden går bare. Sekunderne. Minutterne. Timerne. De forsvinder bare mellem hænderne på mig. Og jeg er ikke kommet videre. Jeg er stadig syg. Jeg er stadig alene. Jeg er stadig. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg vil ikke være syg. Jeg vil ikke være alene. Jeg vil ikke være. Døden ville være en kærkommen gæst. Jeg ville ønske Den velkommen med åbne arme. Hvor ville det være vidunderligt. Jeg ville ønske jeg var tilbage før 10-01-10, så jeg kunne lave det om. Så jeg kunne gøre det rigtigt. Men tiden går. Sekunderne. Minutterne. Timerne. Og jeg er stadig her...

Jeg er ved at blive gammel...

Jeg tror efterhånden, at jeg er ved at blive gammel. Sådan føler jeg ihvertfald i forhold til hvordan folk opdrager deres børn. Eller måske rettere mangel på samme. Jeg kunne mærke det gik mig på i dag, da jeg var ude og handle. En far med 2 børn, der vel har været en 6-7 år trickede ihvertfald tankerne. Ikke nok med, at de overhovedet ikke havde respekt for folk omkring sig, så havde de også fået lov til at tage deres løbehjul med ind i butikken. Og senere, da jeg så dem på vej hjemad kørte faren på sin cykel på fortovet, mens børnene kørte på kryds og tværs med deres løbehjul... Og det fik mig til at tænke på hvordan JEG blev opdraget. Havde jeg formastet mig til at gøre noget som helst af det de børn gjorde, så var der sq faldet brænde ned... Og selvom der måske nok har været en snert af frygt i det, så har der samtidig været en respekt i det samtidig med. Og den respekt, hensyntagen og opdragelse synes jeg mangler i dagens samfund. Og det gælder for mange børn, såvel som for unge. Hvordan kan det være, at vi accepterer det? Jeg siger ikke, at kadaver disciplinen og retten til at slå sine børn skal tilbage. Overhovedet ikke. Men hvordan sikrer vi os så, de kommende generationer lærer at vise respekt overfor hinanden. Hvordan giver vi børn en ordentlig opdragelse hvor de viser hensyn? Jeg synes det mangler. Jeg har ikke løsningen på det, men jeg synes det er et ret vigtigt område at kigge på, før Danmark kommer til at bestå af 5 millioner mennesker, der aldrig tager hensyn til andre end sig selv....

En god gåtur.

Jeg gjorde noget i dag, som jeg ikke har gjort i lang tid: jeg gik en tur. Det gør jeg jo for så vidt tit, men normalt gør jeg det fordi jeg har et ærinde. Og så går jeg direkte til mit mål. I dag gik jeg en lang omvej. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville i Fakta. Men jeg ville tage turen ned omkring Østerstrand. Og det gjorde jeg så. Faktisk gik jeg langs med Østerstrand ned til havnen og derefter op tværs igennem byen. Men da jeg var kommet så langt, var jeg blevet så træt, at jeg gik direkte hjem. Og jeg var totalt smadret. Men turen var også på godt 4 kilometer. Så er der noget at sige til det? Jeg må nok hellere tage en kortere tur næste gang. :-)

I think you might be interested in this track: http://maps.google.com/maps/ms?msa=0&msid=204918992607710199708.0004a4bb9ef15f3a94553

Tiden går...

Jeg synes den seneste tid er gået meget hurtig. Jeg kan ikke helt forstå, at vi nu går ind i sommermånederne. Jeg synes faktisk ikke det er så længe siden vi sidst havde sommer, og jeg var i hallen flere gange om ugen. Men især de sidste par uger er fløjet afsted. Ikke nødvendigvis fordi jeg har haft travlt (synes faktisk ikke jeg har udrettet ret meget), men måske mere fordi tiden simpelthen bare er forsvundet ud mellem hænderne på mig... Og jeg tror jeg kender den største årsag til det. Medicinen. Cymbalta'en (som jeg nu er helt oppe på 90 mg om dagen) gør, at jeg ikke tænker så meget (hvilket i mit tilfælde er en forbandet god ting). Men fordi jeg ikke tænker så meget, så føler jeg nærmest, at jeg stener mig gennem tilværelsen. Jeg kan bruge en hel dag på bare at zappe rundt mellem de serier jeg har set 100 gange før. Og når dagen er gået, så kan jeg ikke sige med hvad. Og udover at det ikke fører mig nogen steder hen i forhold til hvad jeg skal med mit liv, så irriterer det mig, at jeg spilder tiden på den måde. For det ER spild. Det fører mig jo kun tættere og tættere på afslutningen. Uden egentlig at have noget konstruktivt med ud af den periode... Jeg bør vel egentlig bare tage det som en tænkeperiode, hvor jeg prøver at finde ud af hvad der skal ske. Men det er det jo ikke engang. Det er bare... Jeg føler mig sq lidt som en grøntsag. Det er meget begrænset hvad der foregår i mit hoved, og jeg føler slet ikke jeg er tilstede i de ting jeg foretager mig... Jeg ved jo godt medicinen er der for at begrænse mine dårlige perioder, men det her føles helt forkert... Og udover de manglende tanker, så døjer jeg også med søvnen. Jeg har meget svært ved at falde i søvn, næsten uanset hvor træt jeg er, og når jeg endelig falder i søvn vågner jeg næsten altid op bagefter, som om verdenen er en ond drøm... Det er ikke den helt rigtige måde at forklare det på, men det er det tætteste jeg kan komme på at forklare det... Det er som verdenen er forkert, og jeg aner ikke hvordan jeg får den gjort rigtig igen... Det kunne egentlig godt være, at jeg skulle prøve at kontakte lægen, for det her er vist ikke godt...

Fik forresten ros for (sådan opfattede jeg det ihvertfald), at jeg var så åben omkring mine problemer af bankrådgiveren hos Middelfart Sparekasse. Jeg håber det så vil have positiv indvirkning på bankens beslutning omkring mig som ny kunde. :-)

Stay Gold.

Nature's first green is Gold,
Her hardest hue to hold.
Her earliest leaf and flower,
But only so an hour.
Then leaf subsides to leaf,
So Eden sank down to grief.
So dawn goes down to day.
Nothing Gold can stay.

En lorte dag...

Allerførst en ADVARSEL: Læsning af dette indlæg er på EGET ANSVAR. Der kan forekomme KLAMME, ULÆKRE og direkte UHUMSKE beskrivelser. Så er du advaret...

Dagen startede egentlig okay. Var det træt efter gårsdagens strabadser, så der gik hele 2 minutter før vækkeuret fik mig vækket. Op og i bad, og så en omgang morgenmad. Fik ryddet lidt op til, at konsulenten fra Waoo skulle komme i eftermiddag. Og så afsted på arbejde. Jeg startede op på den rapport, jeg skulle bruge dagen på (eller den rapport jeg SKULLE have brugt dagen på). Fik besøg ved halv ti-tiden fra TopDanmark. Jeg skulle "bare" underskrive en pensionsaftale, men det kom til at tage en times tid, da der var flere ting, der lige skulle på plads. Da det endelig var overstået skulle jeg lige hjælpe en kollega med hendes firmamobil, som drillede med sms'er. Mens jeg sad med det ringede min mobil. Det var rådgiveren fra Danske bank, som desværre havde dårlige nyheder: hun kunne ikke få lov til at tage mig ind som kunde. Det skyldtes primært, at jeg har en gæld på ca. kr. 500k og kun sikkerhed for de omkring kr. 400k. Altså omkring kr. 100k, som der ikke er direkte sikkerhed for. Så ville de ikke tage mig ind som ny kunde. Det var selvfølgelig pisse træls, men jeg havde nu nok lidt forventet det. Alligevel gjorde det lidt ondt inden i. Men jeg havde så lige et kort møde med min chef, og så skulle jeg hjemad. Følte ikke rigtigt jeg fik lavet en skid i dag. Dét skulle dog nok komme senere....

Da jeg kom hjem ventede jeg på, at Waoo-konsulenten skulle komme. Lettere forsinket kom han ved halv tre tiden. Vi fik kigget på hvor der skulle bores og sættes bokse op, så jeg kan få fibernet. Jeg fik en formular, som Ejerforeningen skal skrive under på inden Waoo kan komme ind til mig. Og da jeg alligevel skulle have fat i Ejerforeningen vedrørende en reparation af facaden ringede jeg til kasseren. Hun kunne dog fortælle mig, at det var formanden der skal tage sig af det. Så ham fik jeg sendt en mail til. Kasseren kunne dog fortælle mig, at der snart vil være generalforsamling, så forventer først at få skrevet formularen der.

Og så begyndte dagens altoverskyggende begivenhed (nu er det SIDSTE CHANCE for at STOPPE med at læse!):

Jeg kunne ikke skide! For første gang i næsten 20 år havde jeg fået forstoppelse! Og forstoppelse er altså ikke en særlig sjov ting, når man kan mærke, at man skal skide, har et yderst slidt røvhul på grund af alt for hyppige afføringer og samtidig har, hvad en læge meget rammende kaldte, en "stram analkanal"!!! Det gjorde forbandet ondt og jeg får lige pludselig en lille anelse om, hvordan kvinder har det når de skal føde. Det tog mange ture mellem stolen i stuen og toilettet før den lille lort blev presset ud. Og det gjorde forbandet ondt. Jeg håber aldrig nogensinde, at jeg vil komme til at opleve en smerte SÅ intens. På den anden side, så var det en vidunderlig forløsning da lorten langt om længe kom ud. Det er sq lige før jeg vil påstå, at det var bedre end sex! Men det har været så længe siden, at jeg knap kan erindre det, så den sammenligning vil jeg ikke foretage...

Efterfølgende har jeg de seneste timer stadig kæmpet med maven, men det føles som om, at det er ved at løsne sig... Så nu skal jeg bare have gjort mig klar til morgendagens møde med min bankrådgiver... Håber dagen ikke bliver helt så stor en lortedag.....

Anfald.

Jeg har lige haft et "anfald". Jeg sad i stolen og så fjernsyn, da jeg kunne mærke det var på vej. Det var som om skærmen flyttede sig længere og længere væk fra mig. Jeg begyndte at føle en kriblen i huden og jeg vidste at nu skulle jeg bare ligge ned. Så gik ind i soveværelset og lagde mig. Samtidig følte jeg en rastløshed jeg ikke tidligere har prøvet. Min mave arbejdede på fuld tryk og jeg følte mig varm over hele kroppen. Det var som om jeg brændte, der hvor huden blev berørt. Jeg gik et par gange mellem toilettet og sengen, og lidt efter lidt "vendte jeg tilbage". Jeg kan ikke finde andet udtryk for det.  Det føles faktisk på en måde som om jeg ikke selv har følelse med kroppen. Jeg er inde i kroppen og kigger ud, men jeg har som sådan ingen følelse af at kontrollere den, selvom jeg selvfølgelig gør det. Det er sq ikke videre behageligt.

Jeg tror det skete i dag på grund af manglende søvn og at der samtidig er sket meget i dag. Jeg har været hos min læge, på distrikspsykiatrisk klinik og er blevet klippet. Det hele er sket næsten non-stop fra morgenstunden af, og jeg har ikke haft ordentligt mulighed for at kunne tage hånd om mig selv. Har jeg presset mig selv for meget? Måske. Men det er jo kun ved at presse mig selv, at jeg finder grænsen. Jeg skal bare lære at holde den fremover...

Natten.

Klokken er næsten to. Jeg har lige lagt mig i sengen, og jeg føler mig slet ikke træt. Jeg har set fjernsyn eller spillet computer det meste af aftenen og alligevel føler jeg mig ikke træt. Det bekymrer mig lidt, for uden søvn bliver man sindssyg. Og hvis ikke jeg er det i forvejen, så ønsker jeg ikke at blive det...

Jeg er i tvivl om, om jeg har bevæget mig ud på den forkerte vej. Jeg føler (igen) at jeg er ved at miste mig selv. Tvivlen dukker altid op i nattetimerne, når jeg ikke kan falde i søvn; når tankerne får lov til at bevæge sig frit omkring. Jeg er glad for den ekstra energi jeg har nu efter jeg er begyndt at tage Prednison igen, men det er som om energien primært kommer hovedet til gode. Min krop kan ikke følge med i de ting mit hoved vil. Og det bekymrer mig. Jeg har ikke brug for endnu et nederlag, men jeg frygter dets komme. Engang imellem... Bare engang imellem... Ville jeg ønske, at jeg ikke var mig. Men hvem skal jeg så være?

En forårsdag i Fredericia

Det er egentlig utroligt hvor forskelligt folk klæder sig på, på en forårsdag som i dag. Efter et hurtigt smut nede og handle, har jeg næsten set alle afskygninger: folk i shorts og t-shirts dominerede - selvfølgelig - gadebilledet (jeg var ikke en af dem); folk i t-shirts og lange bukser var der også en hel del af (inkl. undertegnede) og så var der jo ekstremerne: folk i jakker og lange bukser (hvordan kan de holde det ud) og en enkelt mand (desværre) med bar overkrop. Han havde dog problemer med en af følgende ting:

- solstik
- væskeunderskud
- væskeoverskud
- forstyrrelser på balancenerven.

Jeg tror mest det var nummer 3 for han havde ret svært ved at undgå muren på det hus han gik ved...

Og så er det man begynder at tænke over (jeg gør ihvertfald) det liv man har. For man skal vel egentlig være glad for, at man ikke har de problemer så tidligt på dagen? For han lignende jo grangiveligt en en fuldtidsdranker. Og er det et liv der er værd at leve? Vi andre vil jo garanteret helt klart sige nej. Men hvordan ville han selv se på det? Er det måske helt præcist lige det liv han ønsker? Et liv, hvor han kan glemme alle problemerne omkring sig? Det er jo vores egen mening om vores liv der tæller og ikke alle andres. Hvis jeg ønsker at leve et kort liv med mange gode dage i stedet for et langt liv med meget få gode dage, hvem kan så forhindre mig i det? Hvem har RET til det?

Det var lige lidt at tænke over på sådan en dejlig forårsdag i Fredericia. :-)

Rollercoaster...

De seneste dage har været utroligt gode og slet ikke hvad jeg er vant til. Jeg har været helt oppe og køre, og jeg føler at rigtigt mange ting går, som jeg gerne vil have dem til.

I dag faldt jeg så ned fra toppen. Eller ihvertfald et lille stykke. Min mave viste mig, at jeg ikke skal blive alt for kæphøj. Men jeg havde nu nok også lidt forventet, at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Og på en måde er det vel egentlig godt, at det kommer allerede nu, så jeg ikke forventer, at alt går efter planen. Så er det jo lidt nemmere at sluge. Jeg skal bare nu have fundet ud af hvad jeg skal gøre for at vende det til noget godt. For min frygt er lidt, at jeg har fucket min mave og mig selv op med beslutningen om at ændre på de piller jeg tager. At jeg måske burde have bidt min stolthed og vrede i mig og have kontaktet lægerne i Vejle. Det kan jeg ikke ændre på nu, men jeg kan måske lære noget af det. At jeg ikke skal være for stolt til at tage kontakt hvor andre burde have kontaktet mig, men samtidig fortælle dem, at jeg er skuffet over forløbet. Og samtidig holde fast i hvad jeg mener er rigtigt med mindre der er MEGET gode argumenter for det modsatte...

For jeg kan ikke holde ud til de voldsomme ture op og ned. De skal minimeres. Uden at jeg selvfølgelig ryger helt ned i kulkælderen. Jeg skal helst have fremgang nu. Og jeg håber på det kommer. Jeg har bare stadig den nagende frygt til at ligge i underbevidstheden. At på et eller andet tidspunkt går det altid galt. Det er nok i øjeblikket en af mine største forhindringer...

Transformation?

Der er sket noget meget skelsættende i mit liv i de sidste par dage. Min hverdag - og min fremtid - har ændret sig markant. Det hele ser lige pludselig helt anderledes ud - JEG ser anderledes ud!

Og her kommer så kickeren: Jeg aner ikke hvad der er sket!

Det kræver selvfølgelig lige en lille forklaring :)

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg den sidste tid kæmpet med at få min hverdag til at hænge sammen. At få overskud til at lave de ting jeg skal gøre. Ganske almindelige ting, som at vaske op, rydde op, støvsuge, handle (ordentligt) ind osv. Jeg har døjet med at få timerne til at hænge sammen i forhold til mit arbejde, og mit livssyn har været en lille smule mørkt...
Men i går var det anderledes. Dagen startede med, at jeg skulle gøre klar til måleraflæseren. Vi skulle have aflæst vand og varme. Så derfor havde jeg fået flyttet min arbejdsdag til over middag. Så jeg fik gjort klart til det fra morgenstunden, og allerede der begyndte jeg at føle det. En slags overskud. Overskud til at, omend ikke gøre meget rent (han var jo "kun" en håndværker), så dog til at gøre det nogenlunde præsentabelt. Og jeg følte det som - ja, det er meget svært at beskrive, men som en slags svag glæde? Stolthed? Det lyder åndssvagt. Og det bliver meget værre. Jeg tog på arbejde, og fik sammen med min nærmeste kollega, kigget på nogle småproblemer vi havde med en intern måling. Og det er jo den slags arbejde jeg elsker at lave, så det har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på mit humør. Men da jeg sad i toget på vej hjem følte jeg en uro. Jeg havde utroligt svært ved at sidde stille. Jeg ville videre. Det skulle være NU! Det kunne ikke gå stærkt nok. Og DSB kører altså trods alt mindst 110 km/t mellem Kolding og Fredericia.... Så da jeg stod af toget gjorde jeg endnu en af de meget uvante ting: Jeg GIK hjem fra stationen! Jeg plejer ALTID at vente de ca. 10 minutter på at bussen kører, men jeg kunne simpelthen ikke vente. Jeg følte jeg ville eksplodere hvis ikke jeg kom videre! Det var forresten på denne tur hjemad, at jeg blev "kørt træt af 2 unge kvinder", som jeg skrev på Facebook. Vi kom til at gå sådan, at jeg havde en kvinde foran mig, som kom jeg og bagved mig gik endnu en kvinde. Vi havde vel ca. 1-2 meter imellem os, men vi holdt tempoet hele vejen ind. Og var sq egentligt stolt af, at jeg kunne holde dét tempo hele vejen. Måske netop fordi jeg den seneste tid har set mig selv som svag og i meget dårlig kondi (hvad jeg så helt klart, så også er...)

Da jeg kom hjem fik jeg så endelig slappet lidt af foran fjernsynet/computeren (som jeg plejer), og resten af dagen gik egentligt efter det normale mønster. Jeg kom til at sove sent, og sov til ca. hen ved med middagstid. Og så fortsatte besynderlighederne. Jeg stod op og spiste "morgenmad", og gik faktisk i gang med at tage opvasken!!! Og da jeg herefter følte mig lidt træt (som jeg altid gør når jeg har stået op i bare kort tid), satte jeg mig ind og så fjernsyn. men jeg havde STADIGVÆK en følelse af rastløsshed. Jeg anede ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre med mig selv. Så jeg tog et rigtigt langt, varmt og rensende brusebad. Og selvom jeg godt kunne føle, at jeg gik lidt længere end jeg plejer i forhold for hvornår jeg bør stoppe og sætte mig ned før jeg skvatter om, så klarede jeg det. Og det var en vidunderlig følelse. Så skulle man jo tro, at det var nok, ikke sandt? Men nej. Jeg følte stadig at der skulle ske noget. Jeg måtte ned på Hotel Postgården og spise, for de skulle havde frikadeller i dag. Og jeg gik hele vejen ned gennem byen og jeg kunne føle på mig selv, at jeg havde forandret mig. At jeg var kommet ind i en "zone" hvor jeg følte mig helt tilpas. Jeg gik stille og roligt (jeg plejer at stæse afsted inde langs muren med øjnene klistret mod fortorvet) ned gennem byen. Jeg gik med rank ryg og rolige skridt (jeg så mig selv i en butiksrude, og tænkte "Hvem fanden er han?") og jeg følte, at jeg havde lov til at være her. Jeg hørte til....

Alt det her kan selvfølgelig lyde meget mærkeligt (og for nogen endda måske direkte tosset - "Indlæg ham med det samme"), men for de som kender mig, og ved hvad jeg har gået igennem, så kan de måske godt se forskellen i hvordan jeg plejer at være, og hvordan jeg er her, som jeg beskriver. Eller måske er det kun mig selv der kan se det? Er det kun mig, der har en følelse af, at det lyder helt ulig mig?

Og hvad har egentlig været med til at lave denne "transformation"? Jeg har selv op til flere bud, som - måske - tilsammen kan have gjort dette: for første gang i mange år har jeg smidt den forlovelsesring jeg gav AG for så mange år siden (den har IKKE siddet på ringfingeren, men jeg har dog haft den på...); jeg er hoppet tilbage på binyrebarkhormon, som er "vidundermidlet" med de mange bivirkninger (Væskeophobning i kroppen, knogleskørhed, muskelsygdom, opstemthed, depression, psykoser, og meget, meget mere Kilde: Netdoktor.dk), og det har jeg faktisk gjort i trods mod eksperterne, fordi jeg ikke føler min hverdag hænger sammen ellers; at jeg efter mere end 2 års kamp endelig har fået endeligt skøde på min lejlighed efter trusler om opsigelse af aftalen og erstatningskrav.... Eller måske er det hele kun midlertidigt? Kun en "enlig svale" (over 2 dage), der snart bliver ødelagt af virkelighedens realiteter...?

Jeg håber selvfølgelig stærkt, at dette IKKE er en enlig svale, men er en vedvarende trend. :) Og kun de kommende dage, uger og måneder kan vise det. Der vil helt klart komme nedture, men hvis opturene er som de sidste par dage, så føler jeg faktisk, at jeg har en chance. En chance for at få det som jeg så inderligt har ønsket mig de sidste godt 40 år: Et lykkeligt liv....

2 personer?

Jeg tror jeg har fundet frem til en hemmelighed omkring mig selv. Noget jeg måske inderst inde har vidst i lang tid ikke har villet erkende. Måske fordi jeg er bange for det?

Jeg tror på, at jeg er 2 personer (ikke lige som Stephen King/Richard Bachman), der efterhånden er begyndt at kæmpe om herredømmet. Det har de ikke gjort hele tiden, men de er begyndt på det de senere år.

Der er den offentlige Tommy. Ham, som alle kender, som den hjælpsomme, optimistiske person, som i langt de fleste tilfælde altid er glad. Det er ham, der altid har været der og ham der nu så småt er ved at miste kontrollen.

Den anden er den Hemmelige Tommy. Ham, som ingen endnu har set. Ham, der er såret, vred, negativ og generelt bare er totalt umulig at have med at gøre. Han prøver på at overbevise den første Tommy om, hvor dårligt livet er. Hvordan ingen på nogen måde interesserer sig for hvordan jeg har det. Som ser det allerværste i enhver situation. Som prøver på at få den første til at skade sig selv og dermed skaber selvopfyldende profetier.
Men han viser sig aldrig for andre. Han er mest til stede når der er stille. Når alle andre er væk. Og den første tror efterhånden på det. Når de selvopfyldende profetier igen og igen går i opfyldelse er det jo næsten svært andet. Og når det så går godt nogle gange, så skal den anden nok komme frem med sin dårlige indflydelse og vibrationer. Og så går det på et eller andet tidspunkt galt igen. Og så hoverer den anden endnu engang...

Så nu skal jeg "bare" have fundet ud af hvordan jeg kommer den anden til livs. Uden at det går ud over den første...

The Fly

Little fly in the web,
You can stop squirming,
Cause you're already dead.

But it kept squirming.

Until...

The End.

Jeg hader...

Jeg hader egoistiske mennesker.
Jeg hader mennesker der ikke viser hensyn overfor andre.
Jeg hader mennesker der ødelægger.
Jeg hader mennesker der stjæler.
Jeg hader mennesker der gør andre ondt.
Jeg hader løgne.
Jeg hader jalousi.
Jeg hader at være syg.
Jeg hader de små prikker for mine øjne når jeg har gået for meget.
Jeg hader at jeg ikke kan stå i kø i længere tid af gangen uden at blive svimmel.
Jeg hader at jeg ikke kan gøre de ting som raske mennesker kan.
Jeg hader mit udseende.
Jeg hader at jeg ikke kan tage mig sammen til at gøre de ting jeg burde gøre.
Jeg hader den person jeg er.
Jeg hader at være sammen med mennesker der ikke forstår mig.
Jeg hader at tage opvasken alene.
Jeg hader at vaske tøj alene.
Jeg hader at sove alene.
Jeg hader at gå tur alene.
Jeg hader at være alene.

Men jeg elsker de små ting i livet der gør at jeg fortsætter. :-)

Hjemme igen.

Så er jeg hjemme igen. Hjemme efter nogle uger rundt omkring. Og når jeg skriver hjemme, så tænker jeg ikke fysisk hjemme, men hjemme i den tilstand, der har været min skæbne i mange år, og som nu bliver mere og mere tydelig for mig. En tilstand, som jeg - uanset hvor meget jeg ønsker det - nok ikke nogensinde skal kunne forvente at undslippe fra. Uanset hvor i landet jeg flytter hen. En tilstand af modløshed og træthed. En tilstand hvor jeg intet orker. En tilstand, som gør, jeg ikke kommer nogen steder. Hverken fysisk eller psykisk. Hvor jeg bare lader stå til og ser hvor tiden fører mig hen. Hvor jeg ikke orker at kæmpe mod strømmen mod et bedre liv, men bare lader mig føre med strømmen som en død fisk. Denne tilstand kæmper imod al håb og det jeg har kæmpet for. Og den vinder over mig. Over mit liv. Hvordan skal man kunne kæmpe imod uden energi? Hvordan skal man kunne kæmpe imod uden håb?

Velkommen hjem...

En rigtig god dag?

I dag har for mig været en meget god dag. Men nok ikke som folk tror. For der er sket absolut ingenting i dag? Det vil sige, ihvertfald ikke i det vi vælger at kalde den virkelige verden. Jeg har nemlig sovet det meste af dagen væk. Var kort vågen ved 9-tiden, (skulle tale med en kollega) og ved halv et tiden (posten havde en pakke til mig). Men resten af dagen sov jeg. Og jeg drømte. Gode drømme. Jeg kan svagt erindre 3 af dem. Ihvertfald i grove træk. Den første handlede om at sejle. Jeg var kommet med en båd jeg ikke skulle have været med. Men den førte mig på eventyr rundt omkring i verden. Det var en god tid. Så vidt jeg husker, så førte denne drøm mig videre til den næste, som handlede om en slags redningsaktion under anden verdenskrig. En aktion jeg vidste alt om på forhånd. Som om jeg havde læst alt om den på forhånd og egentlig så den som en film jeg samtidig deltog i.
Den sidste drøm handlede om at feste. Jeg havde mange venner, som jeg kommunikerede med om det at feste. Det at gøre det rigtigt og om hvordan man burde holde en rigtig fest. Jeg følte det, som om jeg var en del af in-crowdet. Jeg var den som alle så op til og forgudede. Den som kunne få lige hvem han ville have. Den drøm var altså rigtig svær at slippe...

Så egentlig er der ikke sket en skid i dag, og alligevel var det den bedste dag i meget, meget lang tid...

En drøm.

Hvordan ved vi hvad vi vil med livet? Hvordan får vi fundet frem til hvad der skal drive os fremad mod den fremtid vi former for os selv? Er det bevidst? Er det noget vi bestemmer os for ud fra de ting der sker omkring os? Er det andres forventninger til hvad vi bør lave? Eller er det noget helt andet? Og hvis det er alle ovenstående der berører os på en eller anden måde, hvad vil så være det mest rigtige at følge? SKAL man følge det mest logiske? Det mest sikre?

Forleden dag lå jeg på sofaen og kiggede op i loftet. På skyggerne der bevægede sig efterhånden som solen bevægede sig. Jeg lod tankerne vandre - lod dem løbe lige hvorhen de ville uden at styre dem. Ihvertfald ikke bevidst. Lod dem løbe af veje de ikke havde gjort i mange, mange år. Lod dem løbe ind i andre universer, jeg aldrig nogensinde vil få at se. Lod dem løbe gennem verdener der aldrig har eksisteret. Tænkte på idéen om universer indeni andre universer. Tænkte på, om mit liv måske ikke er virkeligt, som vi forstår virkeligheden, men kun er en anden entitets drøm - Guds drøm. Måske tænker mine drømmes væsner det samme? Måske er vores verden kun et sandkorn på en sandstrand i en meget større verden? Og giver alle vores bekymringer så overhovedet mening? Betyder det hele så overhovedet noget?

Selvom man skulle tro, at denne tankerække ville virke nedslående på mig, og måske ligefrem virker opgivende, så virkede den på en eller anden måde stik modsat: Jeg fik lyst til at gøre en hel masse ting med mit liv. Slå ind på en hel ny kurs, og få en masse godt ud af mit liv. Faktisk helt ændre mit liv. Og følelsen har holdt ved. Jeg tror på, at mit liv kan ændre sig. At jeg kan få det liv jeg ønsker mig og være lykkelig med det.

Og i morgen rammer virkeligheden mig. Den virkelighed der er opbygget omkring mig. Den virkelighed der får mig til at være mig.

Vil drømmen overleve? Vil optimismen? Eller vil jeg gå tilbage til at være den samme kedelige mig, som måske kun eksisterer i en drøm...?